Maligne vandrehistorier

Tro ikke på alt du modtager i indbakken.

Alle kender vandrehistorier. Det er den slags aldels sandfærdige historier om hvordan iranerne fra asylcenteret åd en vens søster fætters hund efter at have brækket alle gulvbrædderne i lejligheden op for at bruge dem som brænde. Bengt af Klintbergs bog Rotten i pizzaen er en fin samling af de på disse kanter mest populære vandrehistorier.

Nettet har også sine vandrehistorier. Som regel er de godartede - det vi læger kalder for benigne. Det er historier som den om hospitalsstuen i sydafrika hvor patienterne i respiratoren altid døde fredag morgen. Hvilket tilfældigvis var den morgen den lystigt nynnende rengøringskone kom ind og pillede stiket til respiratoren ud, for at få strøm til gulvvaskeapparatet.

Det er også velmenende historier om den lille kræftsyge Craig Shergold der, inden han dør for alvor, gerne vil modtage så mange postkort som overhovedet mulig.

Det er fascinerende historier en masse mennesker hver dag spreder til deres venner i e-post, til postlister og i nyhedsgrupper. De har ikke stort mere på sig end Net-klassikkeren om en brandbeskatning af modemer, der altid gør folk kulrede af angst. Men folk spreder dem fordi de gerne vil hjælpe hinanden. Eller dele en fascinerende og underholdende historie med ligesindede.

Det er der intet ondt i. Tit er det hurtigere at kigge i vandrehistoriearkivet på Urbanlegends.com 🏛️, men det er det de færreste der kender til. Og en del bliver også kede af det, når de finder ud af at historierne med Maria Carey og de sultende børn eller den om de italienske homoseksuelle og den brændende rakethamster bare er vandrehistorier. Den forbyttede julemand er derimod korrekt nok og optræder i en af de lovsamlinger, der bruges på jurastudiet ved Københavns Universitet.

Ondsindede <

En del vandrehistorier er dog mere ondsindede. De er ikke rettet mod fornøjelse eller behandling af xenofobi. De er rettet mod mere eller mindre intelligente funktionæreres angstfornemmelser, fordomme, autoritetstro og evne til forargelse.

I slutningen af februar modtog vi på redaktionen et brev fra en Tele Danmark-bruger. Han havde i rec.satellite.tv.europe fundet en annonce hvori der blev tilbudt...suk...børnesex. Uden at brygge for uhyrlige billeder i læserens fantasi må det siges, at børnesex er en af de største og mest klistrede limpinde på Nettet. Og især indenfor pressedækningen af Nettet.

Alle hopper på den. Hele tiden. Emnet er dragende og fascinerende.

Nuvel, vor Tele Danmark-bruger var også hoppet på den, og spurgte: "Hvordan reagerer man bedst på sligt - er der en overordnet europæisk myndighed man kan kontakte?"

Han var dermed også hoppet på en anden populær limpind: Myndighederne - staten - må klare mine problemer. Jeg kan ikke selv tage affære.

Jeg svarede følgelig: "Jeg tror du må gå til landets øverste myndighed: Hendes Majestæt Dronning Magrethe. Så må hun rode kastanjerne ud af ilden på egen charmerende vis."

Om man henvender sig til en EU-sponsoreret hotline (se AOD 3/97 s. 11) eller vor ved Guds nåde begunstigede majestæt giver det samme resultat. Det er bare sjovere og billigere at bebyrde hoffet.

Sekundet efter var jeg dog mindre ironisk. Jeg forklarede, at han var rendt ind i en ondsindet gang vandrehistorie/spam, der havde skvulpet rundt på Nettet i månedsvis. Og at den bedste reaktion var at lade som ingenting og koncentrere sig om noget vigtigere (det må eksistere).

Det var hvad jeg havde gjort fire måneder tidligere da jeg første gang så denne vandrespam.

Billige børn <

Den 21. oktober 1996 lå der endnu en elendig, forpulet spam-besked i min postkasse:

Hej! Jeg har sendt dette brev til dig fordi din e-postadresse var på en liste over interesserede i netop denne type ydelser. Og derefter fulgte - alt efter hvordan man ser på det - en let morsom/meget oprørende liste over børnepornografiske artikler. Det absolut bedste tilbud på listen var muligheden for at få et specialfremstillet kassettebånd hvor en lille dreng stønnede ens navn. Til kun 2.99$! Send navnet og du har båndet i næste uge!

Brevet var afsendt af tiptoe0001@aol.com og "underskrevet" af en Steve Barnard i New York.

Jeg smed det i Spam-folderen og tænkte ikke mere over det.

Indtil knapt så intelligensbelastede amerikanere på en social postliste jeg abonnerer på modtog samme spam. Og begyndte at skvadre mere angst end et fuglefjeld, der har besøg af en fjeldræv.

Ideen om at være på en liste over interesserede i børneporno gjorde dem så frygtsomme at tasterne gik på dem i to dage uden ophør, og det samme skete utrolig mange andre steder på Nettet. Havde selve spam-beskeden ikke gjort skade nok i nyhedsgrupperne gjorde de 3-4 opfølgere i hver nyhedsgruppe det. En masse mennesker ville gerne fortælle resten af verden, at de var imod den slags annoncer.

Det geniale i denne omgang spam var en viden om, at funktionærerne, hvor uskyldsrene de end måtte være, ikke turde andet end at reagere på den. Funktionærerne var så bange for at få stillet spørgsmålet "Vi fandt dig på en liste. Du modtog et tilbud, der helt klart var ulovligt. Du anmeldte det ikke. Hvorfor?" af FBI, at de alle begyndte at anmelde og vaske deres hænder offentligt i nyhedsgrupper og på postlister.

Havde de bare haft et gran af selvsikkerhed, tiltro til det amerikanske retssystem og evne til kildekritik kunne de have behandlet det som almindelig spam. Men nej. Det blev til efterårets største mandtimespild på Nettet. Grunden?

Steve Barnard, "underskriveren" af annoncen, laver et program, der giver mulighed for at udnytte huller i AOLs system, og spammer ofte AOL med annoncer for produktet. Nogle - sandsynligvis fra AOL - følte åbenbart at tiden var inde til et modangreb, og brugte teknikken beskrevet som ovenfor og i AOD 12/96 s. 151 til at diskreditere ham og ødelægge hans forretning.

Telecom Digest og resten af on-line computerpressen bragte opfordringer til at klappe hesten så hurtigt de magtede, men folk reagerede knærefleksagtigt på spam'en. Og springer hujende på limpinden den dag idag.

rec.satellite.tv.europe <

I slutningen af februar kom der altså en ny udgave af denne spam-besked fra Holland.

Jim Arnold fra Texas (AOL'er selvfølgelig) spurgte i rec.pets.dogs.behaviour om der ikke var "en politimyndighed hvortil denne åbenlyse annonce for børneporno" kunne videresendes til. Det gjorde ingen af læserne i rec.pets.dogs.behaviour gladere, spildte deres tid og kom ikke en løsning på problemet med spam'en nærmere.

Vor AOD-rådspørgende Tele Danmark-bruger havde fundet spam'en i rec.satellite.tv.europe. Han gjorde heldigvis det rigtige og undlod at besvære andre mennesker ved offentligt at tage afstand fra den. Han nøjedes med at spørge AOD til råds.

Hvordan reagerer man så korrekt på uhyrlige beskeder som den fundne?

Først bør man undersøge om der er tale om spas. Det gøres let i artiklens hoved. Afsenderen af denne spam var cruel@xs4all.nl. Et navn til en person med opblæst ego - den slags personer der omgives med meget pjat og kontrovers. Vælger man brugernavnet cruel (ondskabsfuld) kan man sagtens tiltænkes dårlig skæmt eller mange fjender. Nyhedsgruppefeltet i artiklens hoved er en anden god indikator. Den "annonce" vor Tele Danmark-bruger stødte på blev sendt til over 30 grupper. Fra rec.sport.waterski over rec.travel.australia+nz til rec.toys.action-figures. Vidner det om en seriøs henvendelse til eventuelt interesserede kunder? Eller almindelig uhellig spam? Spam, selvfølgelig. Alvorligt mente annoncer fra de talløse (og imaginære) Rotterdamske børnealfonser ville blive postet i lokale grupper og en bøsse-gruppe eller to.

Nu kunne man hævde at kommerskretinere vil gøre hvad som helst for at kapre kunder, men det her er for langt ude.

Går man videre til selve teksten i meddelelsen, er der flere fingerpeg om fup. Vor imaginære cyberalfons skulle have til huse i Rotterdam, Holland. Alligevel opgiver han priserne i dollars. Venter han oversøiske kunder? Næppe. Og hvilken amerikansk kunde ville stole på at en rejse til 10.000 kr. bragte ham tættere på 150$s drenge?

"Annoncen" er såmænd bare strikket til det amerikanske marked for ukvikke funktionærer.

Bagmændene ved, at mange mennesker har lettere ved at tro på og blive oprørt over noget, der foregår i Bangkok eller Rotterdam end det der foregår lige nede på deres eget gadehjørne. Det går fint så længe det er langt væk. Men nær ved kræver det faktisk noget at se folk i øjnene og hjælpe, hvorfor denne praksis følgelig er mindre populær. En lille teknisk triumf for spam'ens bagmænd. Ikke helt så godt som "Dit navn står på en liste", men der henad. Spammen ville slet ikke få så mange reaktioner, hvis den æggede til umiddelbar handling i lokalmiljøet. Det er lettere og mere tiltrækkende at klage til nogle abstrakte myndigheder.

Sidst i spam'ens tekst anvises en urealistisk stupid kontaktvej til vor onde børnealfons. Selvfølgelig behøver børnealfonser ikke være hyperintelligente, men igen er en detaljeret beskrivelse af telefonhierarkier tåbelig.

Altså peger alt - både hoved og krop - på, at der er tale om noget der ikke er hvad det giver sig ud for at være.

Min foreløbige konklusion efter at have læst teksten var, at enten så var nogen ude på at ødelægge cruel@xs4all.nl. Eller også var cruel@xs4all.nl en umoden knægt, der drev gæk med voksne mænd, og ved velplacerede ord fik dem til at te sig præcis som han lystede.

Cyber'engle <

I det brogede Netland kan der dog også være tale om andre muligheder.

Visse nominelt velmenende mennesker trækker nogle gange i synderens klæder for at få kontakt til andre syndere som de så kan omvende eller straffe efter eget forgodtbefindende.

Det er dog et meget begrænset og udpræget amerikansk fænomen. Sprogfejlene i denne spam talte imod.

Nuvel, hidset til at søge efter sandheden bag denne spam tog jeg selv affære. I hele fire minutter.

Net.detektiven tager affære <

Først søgte jeg på spam'en på Alta Vistas nyhedsserver. På 30 sekunder havde jeg alle opfølgere til den. Både de mange skvadrende funktionæreres men også den en spam slettet-besked fra et af Nettets værdifulde medlemmer. Sean Eric fagan. Var der bare én Sean Eric Fagan for hver ti Jim Arnold'er ville Nettet være paradis.

Blandt opfølgerne var også en forklaring og undskyldning fra xs4alls postmaster. Jeg kunne have stoppet her, men brugte et par minutter på at efterforske sagen yderligere.

Jeg sendte simpelthen post til både "Bart" og hans postmester hvori jeg spurgte hvad de gjorde ved det.

Posten til "Bart" kom automatisk tilbage igen med meddelelsen: "Denne bruger har været offer for en forfalsket SPAM; et forsøg på at brevbombe og diskreditere ham. Læs videre i news.admin.net-abuse.misc." Det er en god måde at reagere på fra postmesterens side. Brevbomber folk kontoen får de deres egne bomber tilbage i hovedet. Og spørger de om hvad meningen er, får de svaret med det samme.

Svaret fra postmesteren kom lidt senere og var mere detaljeret. Oliver Daudey, som han hed, kunne fortælle at spam-forbryderen havde lusket spam'en gennem news.uu.net ved hjælp af Ihave. Lang tids arbejde pegede i retning af dsdelft.nl som stedet hvorfra skidtet var blevet spredt, men - som det ofte er tilfældet på Usenet - var sandsynligheden for at finde den/de skyldige lille. Oliver fortalte endvidere at xs4all sammen med det hollandske politi havde installeret en angiveradresse. Følte man trang til at anmelde noget ville et besøg på http://www.xs4all.nl/~meldpunt/meldpunt'eng.htm være at foretrække fremfor så meget andet. Post til meldpunt@xs4all.nl lande hos myndighederne. Ikke at det var så relevant i dette tilfælde - spam er et job for systemadministratorer og ikke politiet - men da interessant nok.

Hvad gør vi så? <

Opdager man oprørende spam tvinger man sig selv til ikke at reagere offentligt. Derefter ser man om spam'en er blevet slettet ved at bruge Alta Vista. Det tager 30 sekunder og vil som oftest også vise til en artikel hvori spam-sitens postmester beklager det skete og forklarer nærmere. Skriver man venligt til postmester vil han som regel sende en venlig forklaring tilbage. Men det er som regel spild af mandtimer. Man sørger også for ikke at gøre spam'en til vandrehistorie ved at refere til den i andre nyhedsgrupper eller på postlister. På et tidspunkt begynder folk at tro på den. "Der sælges børnepornografiske artikler på Internet" sidder allerede grundløst forankret i store dele af befolkningen i den vestlige verden.

Hvad angår de godartede vandrehistorier kan man roligere fortælle dem videre. Man fortæller som oftest løgnehistorier, men er de underholdende og ikke alt for hadske mod minoriteter kan det sagtens gå. Alle på Nettet er dog så grundigt trætte af kræftsyg dreng vil have kort og modemskat, at man kan risikere en del vrede ved at sprede historierne.

Har man en lille folklorist eller spasmager i maven bør man søge efter "Urban Legends" på Yahoo eller "Vandrehistorier" på Alta Vista eller Excite. Det vil give nye muligheder.

Og enhver kan ved henvendelse til [ikke længere] få en tiltalende vandrehistorie som de kan være med til at sprede. Der er en stor hæder til den, der får den i avisen.