Fire spørgsmål og svar om dybe links

Mulighederne for at bestemme hvilken trafik man ønsker til sit site er enorme.

Vi har i vores artikler om dybe links 🏛️ fortalt hvor let det er at undgå dybe links. Her er svar på indkomne spørgsmål.
Virker det?
Jeps. Begynder man at sortere i sine dybe links, kan man ikke blive "offer" for en "snyltende" Internet-tjeneste.

Lige nu kan jeg for eksempel se at du kommer fra http://vertikal.dk/a127. Havde jeg noget imod http://vertikal.dk/a127 kunne jeg vise dig et stort stopskilt eller en anden side.

Men lige nu elsker jeg http://vertikal.dk/a127. Den side er kommet med en læser og en potentiel kunde.

Hvis folk kommer direkte fra e-post eller taster URL'en ind i adressefeltet, kan man dog ikke se hvor de kommer fra. Man kan ikke se det brev, de læser eller den sidste side de har været på. Man kan kun se hvem der linker til en.

Det er dog forholdvis enkelt at implementere et system, der gør det muligt at tillade dybe links fra ens egne nyhedsbreve til ens site...men forbyde det for anden e-post.

Men jeres teknik udelukker alle dybe links!
Det er et spørgsmål om pris. Lad os bruge Politiken som eksempel.

Vi siger at Politiken gerne vil sortere i deres besøgende.

"Udeluk alle besøgende der kommer fra newsbooster.dk" - det tager 5 minutter at sætte op.

"Udeluk alle besøgende der kommer fra newsradar.dk" - det tager nu 1 minut at sætte op.

"Lav en funktion så webmaster/redaktionsoverhoved selv kan sortliste Internet-tjenester (refer'rere på godt dansk)" - det tager et par timer.

"Lav en hvidliste-funktion" - det tager et par timer.

"Lær webmaster/redaktionsoverhoved at gå på webserverstatisikken, lokalisere storlinkere og sortliste dem" - det tager et par timer.

Geekculture.dk kan f.eks. kigge i deres statistik 🏛️ (prøv det!) og opdage at snylterne på DRs Bogart har givet dem 45 besøgende i oktober 2001. Geekculture kan så smide DR/Bogart på sortlisten.

Det er ikke så svært. De kan også sætte et script til at åbne et ekstra vindue hvis folk kommer fra Bogart. Man kan give de Bogart-hidrørende lille lysegrå skrift på hvid baggrund og uglypeople.com i en pop-up. Der er masser af muligheder.

Men er det ikke en svær løsning?
Nej.

Et filter koster et par tusinde kroner og tager et par timer at installere. Det kan man ikke få mange retssager for. Derudover beskytter en retssag meget dårligt mod fremtidige autolinkere.

Min mere pragmatiske løsning, den jeg ville anbefale en kunde, er at sende de autolinkende tre forslag.

1. Betal x1000 kroner pr. måned for det privilegium det er at linke til mig på denne måde.

2. Betal x kroner pr. dybt link til mig jeres læsere følger. Vi kan installere tællere på begge vore servere og afregne en gang om måneden. Bemærk at dette er meget enkelt i ethvert databasebaseret content management system. Vi tæller alle links på vertikal. Holder du musen over dette link 🏛️ vil du (hvis du bruger IE) kunne se hvor mange mennesker vi har sendt videre til w3.org.

3. Vil I ikke betale? I er på den sorte liste!

Det er meget hurtigere end advokater.

Jamen vi er trængte! Vi har brug for at vinde i retten!
Jeg ville ønske, der var nogen, der sagde dette lige ud. Men ok, det er en kommentar jeg har fundet på.

Det skulle gerne i alt vores skriveri om dybe links fremgå klart at vi finder modstanden mod dem futil, skizofren og desperat.

Vi har ikke løsningen på hvordan aviserne nogensinde skal kunne klare sig økonomisk og imagemæssigt på nettet.

Men vi har nogle dulens effektive tekniske forslag, der i praksis kan forbyde dybe links.