Function is King

Jeg sagde det også selv: content is king. Jeg tog også fejl. Indhold er ikke konge. Det er funktion.

Vi tog alle fejl da vi troede at nettet skulle blive det nye medie. Det er ikke sket.

Det journalistiske indhold præger ikke nettet - det gør tjenesterne. Det er hjemmesider med funktion mere end hjemmesider med journalistik, der er brugernes daglige berøringsflade med nettet.

Mange tager måske turen omkring en online-avis eller en landsdækkende tv-station på nettet, men det er næppe dér de bruger deres tid og deres klik.

Når de endelig bruger indhold, er det enten telefonnumre, rubrikannoncer eller MP3-filer eller også er det mere eller mindre kvalificeret — men i høj grad interessant — skrift produceret af enthusiastiske amatører.

Jeg tog også selv fejl.

Hvor bruger vi så vores tid på nettet? <

rejseplanen.dk 🏛️, toldskat.dk 🏛️, dating.dk 🏛️, jobzonen.dk 🏛️ og tips.dk 🏛️.
Ikke på pol.dk 🏛️, jp.dk 🏛️ og computerworld.dk 🏛️.
Det er funktionerne - tjenesterne — der er den største gavn for os i hverdagen, og her nettet virkelig har vist sin styrke.

Én af Danmarks største kontaktflader med nettet er formodentlig webbanken, hvis ikke det er onlinetelefonbøgerne eller søgemaskinerne. Alle centreret om funktion og ikke om indhold.

Målt i tid og indflydelse på vores dagligdag er det billetbestilling, musikdownload og onlinespil, der præger hverdagen, og ikke læsning af dagens nyheder. Nyhederne får vi fra de traditionelle kilder: tv, radio og aviser.

Indhold og indhold... <

...det er to forskellige ting
Når jeg taler om indhold her, så er det klassisk, journalistisk indhold: tekst, billeder, video og lyd produceret med henblik på at formidle en begivenhed, en historie eller et budskab.

Jeg er klar over at både telefonnumre og rubrikannoncer er indhold. Men det er næppe det, som Gerry McGovern 🏛️ kalder content (i et omfang, der nærmer sig kvalmestadiet, i øvrigt).

Godt indhold vinder ved at blive "funktionaliseret" - modsat /ritzau/, som reelt er bedre i bilradioen eller i Urban på vej hjem med bussen end det er på nettet...

Hitlisterne <

Se Jubiis top50 🏛️. Den rummede en dag i marts rene funktionssider på de fem første pladser, derefter to medier, og dernæst atter ti funktionssites.
Blandt det, der med lidt god vilje kan kaldes medier i de 50 mest besøgte sider, fandt jeg den uge jeg kiggede Rapport og SE&Hør foruden de klassiske avismedier BT og Ekstra Bladet.
Der er ikke mange rene webaviser, e-zines, virtuelle tv-kanaler eller online-radiostationer. NetDoktor, som figurerer på listen, var engang et rent online-medie, men er i dag en kombination af shovelware fra Helse, dialog (læserbrevkasser, debat) og funktioner såsom tests, håndbogsopslag og telefonbøger.

FDIM's hjemmeside 🏛️ er der flere medier på hitlisten. Det kan selvfølgelig ikke overraske. Foreningen af Danske Internet Medier...

Men selv her, bag mediesammenslutningens bastioner, er der en stærk repræsentation af funktionssider med sider som Krak, Ofir, DeGuleSider og Eniro i top 10.

Vores læsevaner <

Jeg har ingen yderligere målinger, der kan understøtte min påstand, men blot en tydelig fornemmelse af at det er sådan.
Her i huset er vi storforbrugere af onlinetid. Vi er udstyret med bærebare computere med trådløs netforbindelse, og er på nettet så snart låget klappes op.

Men tiden går ikke med at læse traditionelle nyheder. Tværtimod. Det eneste rigtigt medie, der ligger i mine fåtallige favoritter er BBC, som jeg i øvrigt kun sjældent besøger.

Personligt er mine medier på nettet fagligt relaterede — ALA 🏛️, SitePoint 🏛️, W3Schools 🏛️, TheRegister 🏛️, DPreview 🏛️.
Sidstnævnte er i øvrigt et godt eksempel på en medie, der har favnet nettet tæt på perfekt: masser af snævert, målrettet indhold skrevet til nettet med struktur, navigation og læsernes adfærd som baggrund og væsentligt bærende element.

Resten af min familie spiller og surfer - eller laver selv indhold til nettet i form af private hjemmesider.

J'accuse: Medierne <

Medierne har tabt interessen for nettet som selvstændig kanal, og samproducerer i ekstrem grad til alle platforme: papir, tv, radio, web, nyhedsbreve. Alle ripper indhold fra hinanden og nogle få originale kilder - kan du sige /ritzau/ 🏛️?
Det virker snart som om den eneste danske kilde til nyheder i kort form er ritzau. Og de får sikkert en del af deres historier andre steder fra.

Der er ingen medier, der rigtigt har turdet give sig i lag med nettet med fuldt engagement. Alle de danske avis-hjemmesider ligner aviser. Det er Sport, indland, udland som det altid har været.

J'accuse: Journalisterne <

Da nettet begyndte at vokse sov de traditionelle journalister stort set alle sammen. De producerede til deres medier, som de altid havde gjort. Nogle få så lyset: nettet som det nye medie, og det skabte over en årrække nogle journalistelever, der havde en bevidsthed om nettet.

Deres skoler, deres praktikpladser og deres kommende arbejdspladser ænsede dem dårligt.
Som den gode, gamle B&U på DR: "Lad dem bare more sig med deres rebelske og anderledes pjat. De bliver voksne, når de møder virkeligheden".
Og ganske sandt. De fremsynede journalistelever kom ud til virkelighed med arbejdsløshed, mediekriser, nedskæringer og et forarmet webmiljø præget af hård konkurrence, få ressourcer og lav kvalitet.

Desuden havde de aldrig helt rigtigt lært sig at skabe indhold til nettet. Deres skoler og lærere insisterede på de gamle dyder: nyhedstrekanten, narrative stories, rubrikker, manchetter og billedtekster.

Og man skulle selvfølgelig i praktik på en "rigtig" avis med en "rigtig" redaktion.

J'adore: Læserne <

Selvfølgelig er det med netnyheder som det er med pålæg: hvis forbrugerne vil have skinke, der er presset sammen af vand, stivelse, salt, enzymer og en smule trevler fra halvopløst grisekød frem for noget, der engang sad på en gris og både har struktur og smag, ja så fremstiller producenterne selvfølgelig den dårlige vare.

Ligesådan på nettet.

Forbrugerne har taget til takke med enzymproduktet. Opskrift på et online-medie: Kom lidt avis og lidt tv i en blender. Kør den kort. Tilsæt HTML. Publicér. Og helst senere end i andre medier.

Læserne har ikke villet betale for den dyre vare med struktur og smag, hvilket er fuldt forståeligt. Vi har her på Vertikal skrevet op ad stolpe og ned ad døre om gratis indhold og den hårde konkurrence. Hvad skal jeg med lørdagens trætte avisside om fiskeri (på tryk eller på nettet), når jeg har Danmarks Sportsfiskerforbund 🏛️, Sexy Loops 🏛️ og Global FlyFisher 🏛️? De er alle tifold bedre end avisernes og tv's triste, lavvandede (undskyld udtrykket...) og alt for generelle indhold om emnet — og dertil ganske og aldeles gratis.

Jeg behøver ikke have dårlig samvittighed over at benytte gratis indhold frem for at betale nogen af de klassiske medier for at producere indhold med struktur og smag. Jeg tager bare! Det er jo gratis...

Vi tog fejl <

Vi tog alle fejl! Indhold er IKKE konge - det er funktion. Det er ikke medierne, der dominerer brugernes hverdag med nettet, det er tjenesterne.

Vi tog alle fejl. Medierne tog ikke nettet til sig og transformerede sig selv og det. De skovlede bare indhold over fra papiret, skærmen eller æteren.

Vi tog alle fejl. Journalisterne lærte sig ikke at skrive ikke-sekventielt, ikke-kronologisk og særligt egnet til nettet. De skriver ligesom de altid har gjort, i sikker forventning om, at læserne læser som de altid har gjort det.

Løsningen? <

Løsningen har jeg ikke, men resultatet er ret sikkert at størstedelen de traditionelle medier ikke klarer skærene i cyberspace og at det er helt andre kilder, der kommer til at bære nyheder ud til mig over nettet.

Se hvordan Danmarks Radio stort set ikke snakker om andet en fjernsyn 🏛️, når de snakker mediernes fremtid. En dyr og flot produktion, der kan ses på nettet, men i bund og grund ikke andet end fjernsyn.

Særligt Jørgen Poulsens indlæg 5 minutter inde i videoen er interessant (trist — men symptomatisk — at man ikke kan dyblinke ind i indslaget, forresten). Mindeværdige citater er blandt andet "Vi ser jo ikke så meget original dansk Internet-journalistik." og "Original dansk journalistik er en truet dyreart".

Og DR er endda allerede finansieret via licensen. De behøver (næsten) ikke engang at kæmpe om læsernes gunst for at få penge i kassen.

Intet under at jeg foretrækker Live365 🏛️.

Vi sælger skamløst viden og assistance vedrørende