Statsstøttet digital kunst - Tanker uge 35/2001

Digital kultur, retsliberalisme og kunst på vej

Denne uge snakkede vi om Kulturministeriets lamme høring om digital kultur [Wayback-link], hvorfor vi ikke bryder os om kunst på statsstøtte og om hvorfor Alexanderband sikkert bliver tandløse, nu hvor de er i armene på DR og TV2.

Steven blev inviteret til Kultuministeriets høring om digital kultur. Den bibragte som forventet ikke området noget nyt overhovedet, og den halvdel, som Steven holdt til, var så forudsigelig, at det nærmest var en parodi.

Retsliberale rindalister <

Vi er to mennesker, der begge elsker kunst og kultur — ikke mindst den digitale — men som er rørende enige om, at kunst og kultur på statsstøtte [Wayback-link] er noget tandløst pjat. Anderkendelse har det med at føre til kedsommelighed. Selvfølgelig ved vi at al kunst ikke kan være ukendt, banebrydende og anarksitisk, men Per Arnoldi kan vel ikke siges at lave kunst. Han laver produkter - kunstens Ikea-møbler, så at sige. Kunst som ikke er påtrængende eller generende, men som heller ikke er stor kunst. Kunsten er da at få tre gange en kvart million ud af Statens Kunstfond, når man uden tvivl allerede kan leve godt af sin eksisterende indtægt.

Anderkendelse, ja. Velfortjent, sandsynligvis. Men ikke ligefrem nødvendig. Arnoldi er både kendt og udbredt allerede, og behøver ikke statsstøtte for at kunne skabe. Han kigger formodentlig bare i ordrebogen.

[Og apropos ordrebogen: Dansk Automobilforhandler Forenings blad Bil og Motor byder stadig på en meget morsom artikel [Wayback-link] hvor Arnoldi og en af hans kunder forsøger at overgå hinanden i opblæsning. SS]

Vi er altså ikke meget for, at vores skattepenge går til ham.

Rigtig digital kunst <

Alexanderband [Wayback-link] har formået at lave digital kunst. Gennem en årrække har dette fandenivoldske experimentalsite forsynet digitale danskere med indsigt med de mest vidunderlige produktioner.

Alexanderband har lavet historier, billeder og MP3'er der har været så frydefulde og rablende, at det har været befriende. Kun på nettet kan slippe af med at publicere et hit, der hedder "Store patter betyder undskyld" eller en musikvideo, der hedder "Du er kun smuk når jeg er stiv".

På det sidste er Alexanderband også begyndt at lave Flash.

Vi frygter at de landsdækkende TV-kanaler stækker Alexanderband og trækker tænderne ud af munden på dem.

Ugens konklusion: Alexanderbander, PAS PÅ!