Tid er penge - Tanker uge 34/2001

Tid er penge. Men tid kan ikke købes

Jeg har længe været en varm fortaler for at man ikke kan købe sig tid, ved at betale andre for at lave noget, man egentlig selv kunne eller burde lave.

Jeg har ikke pudset argumenterne helt af, men fremfører dem som noget i den her retning:

  • Vi har for lidt tid til os selv og vores nærmeste
  • Vi arbejder for meget
  • Vi køber hjælp - rengøring, børnepasning, hurtige transportmidler, nem mad - for at få mere tid
  • Vi bruger nogle af de penge vi tjener til formålet
  • For at have råd til det, arbejder vi lidt mere
  • Så stiger vores behov for yderligere hjælp, og vi køber lidt mere
  • Det er skruen uden ende
  • Den eneste måde man får mere tid på er ved at arbejde mindre
  • Når man arbejder mindre får man mere tid og har så ikke behov for at købe hjælp i samme omfang
  • Man kan klare sig for færre penge, og presset for at arbejde mindskes
  • Man bliver sikkert lykkeligere
Jeg har selv været turen igennem.
Fra
en karriere med et rigtigt godt betalt job med fri bil, telefon, mobil, hjemme-pc, rejser og alt det dér - og en arbejdsuge på alt for mange timer
Til
et liv (bemærk ordvalget) med et roligt arbejdstempo, den halve løn men tæt på de kvarte arbejdspres, tid til børn, familie, venner, fritid og alt det dér.

Det lyder så corny, at det næsten er parodisk, men jeg holder på at det er sandt.

Jeg påstår at den eneste måde at få mere tid på er ved at arbejde mindre.

Steven tilføjer <

Hvad er det den stræbsomme borger vil opnå? At ligge og dase i solen, være sig selv, nyde livet. Hvad gør han for det? Arbejder hele dagen, hele livet.

Jamen ligge og dase - det kan man gøre uden at tjene penge.

Det fandt Diogenes 🏛️ ud af allerede for over 2300 år siden. Niels 🏛️ lærte det for nogle år siden.

Også Onkel Philip har gjort denne erfaring 🏛️.

Også jeg. Statens Uddannelsesstøtte på 3.000 kroner eller middelklasseindkomst på 30.000 kroner - der er ikke så enorm forskel, som man umiddelbart skulle tro. Livet bliver hverken 10 gange bedre eller lettere af 10 gange flere penge.

Teknologirådet snakkede for et par år siden om tid. Det kom der nogle ganske fine debataftener 🏛️ ud af. Især er Kaj Jørgensens regnskab 🏛️ interessant. En bil, der skulle spare tid, koster typisk 4000 kr. pr. måned. Efter skat. Det betyder at man skal lægge 2-3 ekstra arbejdstimer pr. dag for at betale for sin tidsbesparelse :-)

Tid er noget mærkeligt noget. Et er i hvert fald sikkert. Tid er, i modsætning til penge, en begrænset resurse.

Tidsstatistik <

"I 1980 arbejdede halvdelen af de voksne i landets børnefamilier på fuld tid. I 1999 gjaldt det 83 pct. af alle.
- I 1980 arbejdede 32 pct. af de voksne i børnefamilier på deltid. I 1998 var tallet nede på 8 pct.
- Mænd mellem 30 og 54 år arbejder mest, nemlig 41 timer om ugen uden for hjemmet.
- Kvinder på samme alder arbejder knap 35 timer i gennemsnit.
Samler man ude- og hjemmearbejde, arbejder den højtuddannede kvinde 18 timer mere om ugen end hende uden uddannelse. Også for mænd betyder længere uddannelse mindre fritid."

Forbrugerinformation har opsamlet statistik og tips, og giver dem videre under overskriften Huslig lykke 🏛️.