Vertikal Web Awards 2004

Hvem gjorde det ekstra godt på nettet i 2004?

Der er nogen, der har gjort det ekstra godt på nettet i år 2004 og de skal have noget ros. Og så en pris - det man på engelsk og markedsføringsdansk kalder en award.

Vi kan lige så godt springe ud i det:

Anders Vind Ebbesen for Sony Music videoen <

Sony Music solgte en masse uafspillelige cd'er til Anders Vind Ebbesen [Wayback-link]. Sony kunne ikke overkomme at løse Ebbesens problem. Ebbesen løste det selv og opdagede en ny verden. Han takkede Sony med vin og blomster og fik det hele på video.

Anders modtager sin Vertikal Web Award for - i hvert fald halvdelen af - sine kværulantbreve, fremragende video og fanden-i-voldsk attitude. Dommerpanlet elsker ham fordi - ja, læs det selv i Anders egen tv-station - tanker uge 49/2004.

Flix for at have tiltrukket og plejet talent <

Det startede åh så beskedent og med fraser om læserskrevne aviser og nye medier på nettet. Det var få artikler, der egentlig var hjerteblod i og de havde vist - for de fleste artiklers vedkommende - været ret lette at skrive.

Men se så Flix.dk i 2004. De skriver i ny og næ velovervejede og præcise artikler, de tager ofte den lille mands parti og kolporterer interessante personlige historier. De faste skribenter (som f.eks. Farmand fra Farmands Taxa [Wayback-link]) er ofte læseværdige og vi ved ikke hvad.

Flix [Wayback-link] er ligesom Kommunikationsforum [Wayback-link] sådan et sted man kan smutte hen, når man ikke ved hvad man ellers skal lave og vil snuppe sig lidt lækkerlæsning.

Polemiken for sjov idé og kamp for ytringsfriheden <

Det kan være meget godt at dagbladet Politiken har en læsernes redaktør/ombudsmand [Wayback-link] (i bunden), der skal sikre sig at alt går korrekt til.

Men det er nu mindst lige så morsomt at Polemiken [Wayback-link] indtil flere gange om dagen bringer et korrektiv til Politiken - eller hvem der nu står for skud.

Polemiken er en blog, men hæver sig informationsarkitektonisk over den brede hob ved at køre med en nøgleords-/kategoristruktur. At kategorierne så har navne som "Statsfeminisme", "Sverigestan" og "Hengemte nyheder" er bare et yderligere plus.

Den ene af bloggens skribenter, La Kimpolina oplyser om sin tid inden for Politikens webmure [Wayback-link]:

I øvrigt deltog jeg 3 år på deres online-debat. Den var glimrende, faktisk Danmarks bedste, indtil deres censorer fik øje på den. Så druknede den i emne- holdnings og personcensur, og til sidst forlod de bedste debattører den synkende skude [...]

... Og hele indlægget er korrekt arkiveret under: DR, Islam, Politisk korrekthed, Ytringsfrihed.

Dommerpanelet ønsker Polemikens Il Kimpo og La Kimpolina til lykke med al den selvstændige aktivitet på nettet og den hylder fine debatpleje [Wayback-link] de også yder i kommentarsporet på Polemiken.net.

Ekstrabladet for at gøre alting rigtigt <

Vi må se på måleresultaterne [Wayback-link]. Ekstrabladet.dk er en af Danmarks absolut bedst besøgte hjemmesider. De ligger foran alle andre aviser med en ekstremt solid margen.

Det er fordi de gør omtrent alting rigtigt. De lærte at det drejer sig om hyppige opdateringer, korte artikler [Wayback-link], masser af muligheder for at komme fra artikel til artikel, quirkies [Wayback-link], groteskerier [Wayback-link] og det, der er værre.

Det er dommerpanelets klare opfattelse at Ekstrabladet læser deres webstatistik med religiøs ildhu og hjernen tændt. Samtidig med at de arbejder hårdt for at lære nyt om hvordan man tuner sin hjemmeside endnu mere.

FAQ, Vertikal Web Awards <

Er det ikke rigtigt, at priser oftest uddeles af opmærksomhedssøgende klamphuggere, der ikke selv er i stand til at udføre et stykke fagligt/kunstnerisk arbejde selv?

"Jo."

Er det ikke rigtigt, at man, som vi kender det fra Dine fem bedste klik [Wayback-link] skønmaler sig selv samtidig med at man deler priser ud?

"Jo."

Er det ikke rigtigt at mange prisuddelere deler priser ud til folk, de gerne vil have som kunder?

"Jo."

Så vi valgte med omhu modtagere vi aldrig har haft som kunder og formentlig/forhåbentlig aldrig får som kunder (Vi udtaler os jævnligt til DR - sidst i udsendelsen med Harddisken Awards 2004 [Wayback-link] - men vi arbejder altså ikke for dem).

Vi har delt priserne ud med et rent og uspoleret hjerte.

Danske edb-postordrebutikker for at være så ekstremt gode <

Jeg bestiller en harddisk mandag kl. 17:30, jeg får den leveret til døren tirsdag morgen kl. 8:45. Prisen er i bund og det fungerer bare. Sidste succesoplevelse var med SHG [Wayback-link] men omtrent alle aktører på Edb-priser [Wayback-link], Gate2prices [Wayback-link] og Kelkoo [Wayback-link] ser ud til at kunne deres kram.

Det er butikker som disse, der gør det muligt at bo på landet [Wayback-link], og alligevel nyde et større udvalg af stads end typiske byboer.

Alexanderband for deres første million <

Alexanderband [Wayback-link] kommer mestendels fra Grindsted og har i deres hele karriere selv stået for alt, der havde med deres underholdning at gøre.

De har optrådt, kopieret, komprimeret, programmeret og distribueret det hele selv.

De behersker alle Internet-bårne formater (tekst, html, flash, mp3, divx, rss, jpg...) og er nogle af Danmarks sjoveste og mest miskendte mænd.

Her gør de status over deres første million besøgende [Wayback-link].

DR for at gøre det meste rigtigt <

DR har et, for webaktører, fænomenalt højt budget. De har råd til at tiltrække talent, de har råd til at efteruddanne og de har råd til at eksperimentere. Derfor var de først med RSS (blandt de store medier). Derfor kan man se alle afsnit af hits som Banjos Likørstue og Drengene fra Angora på DR/Skum [Wayback-link].

DR gør sig som de omtrent eneste i netradio [Wayback-link] og har sine steder fænomenalt god journalistik.

Som Spitting Image [Wayback-link] engang spurgte: "The BBC - kunne du gøre det bedre for kun 3.5 millioner kroner om dagen?"

Få din pris her <

Der er sikkert mange andre, der fortjener en Vertikal Web Award 2004. Men ovenstående var lige hvad vi kunne komme i tanke om.

Så er der selve prisen.

Er det en spændende jernskulptur?
Følger der penge med?
Bliver den uddelt af en radio- eller tv-vært?

Til disse spørgsmål er svarene nej, nej og nej.

Vil du have noget fysisk, kan du selv købe og gravere det. Vi anbefaler et eller andet højteknologisk og smagfuldt á la 3D lasergravering [Wayback-link] (virker bedst med Internet Explorer). Vi har kun græsselig clip-art [Wayback-link] fra vores vanlige prisuddelingstjeneste [Wayback-link].

Vi har altid selv troet mest på priser, hvor der følger penge med. Men det er vi ligegodt for fedtede til. Det kan højst blive til en øl. Og så skal du selv møde op på adressen (uden kamera).

Radio- og tv-værter ligger det også småt med, men i disse tider burde det være muligt at klare sig uden.

Egentlig burde priserne overrækkes af webstjerner. Men det er jo jer, der er webstjernerne.

Til lykke.

Mini-interview i anledning af Vertikal Web Awards 2004 <

Hvordan er det at dele priser ud når man selv modtager en i ny og næ [Wayback-link]. Martin, det må du hellere svare på.

"Det er ligesom med penge. Man modtager og giver. Samfundet holdes i gang. Hvad angår formidlingsprisen fra Undervisningsministeriet fik jeg ikke prisen. Den tilfalder hele holdet hvoraf jeg kun er en lille del."

Vil du takke din mor, din far... Din producer?

"Nej, ikke mere end til hverdag. Nogle gange laver man et godt stykke arbejde og får en pris. Andre gange laver man et godt stykke arbejde uden at få en pris."

Modtagerne af Vertikal Web Award 2004 kan selv bestemme hvor meget de vil feste i den anledning.

Hvordan er det at udgive en pris, når man blandt andet har bygget en karriere på at gøre grin med prisuddelinger. Det må være dig, Steven

"Hm. Meget sjovt. Jeg håber at vi har gjort det klart hvorfor de 8-10 modtagere får en pris, og at prisuddelingstøjeriet ikke skal tages for mere end det er.

Bare fordi de får en pris, betyder det ikke at jeg - eller Martin - er enige i alt hvad der står på Polemikens, Anders Vind Ebbesens, Ekstra Bladets og DRs sider. Jeg håber at det af begrundelserne nogenlunde klart fremgår hvad de får prisen for.

Endelig kan alle, der blev snydt i denne omgang lave sig en pris. Vi har genåbnet "Giv dig selv en pris". Find den på vertikal.dk/priser."