Opsang til journalisterne

Jeg anklager tusinder af journalister for dovenskab, ringe åndsevner, autoritetstro og smittende modløshed. Jeg elsker det uregerlige net.

Jeg kom på nettet i 1990 og har altså set det vokse fra et akademisk supernetværk til middel-, under- og overklassens tivoliland. Samtidig har jeg fulgt pressens behandling af det. Fra uinteresserede noter i 1993 over skrigende pædofile-nazister-bombeopskrifter-regulering-regulering-regulering-litanier mellem 1994 og 1998 til 1999s benovelse over sølle postordreforretninger.

Journalisterne fyldte deres spalter med fascinerende, men ligegyldigt vås. Tror I mig ikke? Har I glemt, hvordan det var? Prøv at se, hvad journalistspirerne lavede i skolen, allerede før de kom ud for at skræmme de syge dyr via avisspalter og tv-indslag.

»I en lovløs cyberverden boltrer nazister, racister, nekrofile og pædofile sig. Under World Wide Web, Internettets pæne overflade, findes skjulte netværk, hvor børnepornografi og nazistisk propaganda spredes, historiske dokumenter forfalskes, og andet lyssky, ofte kriminelt, materiale florerer.«

Ovenstående klip er fra Internettets Gråzoner [Wayback-link], og til bagmændene og -kvindernes ære skal det siges, at de ikke har fjernet skidtet fra nettet. Stadset står i dag som dengang. Man kan med et enkelt klik bore sig ned til dinosaur-Internetjournalistikken og grine af dens tidstypiskhed og irrelevans.

Det samme gælder den forrygende satire fra 1995 Mand bager kage efter opskrift fundet på Internettet [Wayback-link]. Prøv at læse den nu. Den svarer ord for ord til de artikler, der spredte sig i den vestlige verdens medier. De artikler, der skulle skræmme de syge dyr fra Internet og give os på nettet en masse overvågning, regulering og udbyderansvar.

Tænk hvis pressen havde givet folkebibliotekerne samme medfart, som den gav Internet 1994-1998. "Der er Umoralitet og frastødende politiske Skrifter paa Folkebibliotekerne. Vi maa have strengere Kontrol."

Hvorfor skrev journalisterne de samme fire-fem historier om og om igen? Mine svar er autoritetstro, dovenskab, ulyst til at lære nyt og — selvsving.

De ville skrive om Internet. Men de turde kun skrive de afprøvede historier. Enten turde eller så kunne de ikke se, at af de mange terabyte data, der hver dag blev udvekslet over nettet, var det ikke engang 1 procent, næppe en promille, der var børnepornografi eller nazistisk propaganda. Går vi hen og måler på antal nazister, pædofile og fingerløse bombemænd før og efter Internet, vil vi garanteret ikke kunne registrere nogen stigning.

I et velfungerende akademisk miljø ville denne blindhed være blevet straffet. Men i aviser og tv-aviser bliver journalister belønnet for at skræmme de syge dyr med, at der kommer farlige omvæltninger.

Skræmmeriet har fået én dårlig bivirkning og en god.

Rundt omkring i verden har populistiske politikere indført fordummende og fordyrende lovgivning uden at kende mere til nettet end en journalist.

Men befolkningen — og mange politikere — har efterhånden ved selvsyn konstateret, at deres Internet ikke er børneporno, nazisme og bombeopskrifter. At det ikke engang er centrale historier. Det har givet dem et fornuftigt syn på journaliststanden. Standen scorer år for år lavt på troværdighedsskalaen, og de usunde medier taber læsere.

En lille debat <

Indlægget gav en mikroskopisk debat [Wayback-link]. I overenstemmelse med profetien.