Danske cyberpundits - Tanker uge 36/2001

[MJ: Og Ole-Gryn-i-posen er allerede begyndt at få Graff-tilbøjeligheder 🏛️. Det kommer åbenbart til mange af dem, der i tidernes morgen var mere end begejstrede for IT. Gad vide hvad det er der sker med de forhenværende nørder, når de bliver lidt aldersstegne?]

Derudover tror jeg også at der er et vist mål af: "Jeg kan ikke følge med mere. Så gider jeg ikke følge med mere."

Men det er svært at være let ironiserende maskinstormer på et redeligt grundlag. De skal til ethvert tidspunkt se bort fra at mange mennesker finder dybt tilfredsstillende sexpartnere, venner, forretningsforbindelser og - ligeved - frelse på nettet.

• Jeg har set folk finde en kæreste på nettet.
• Jeg har fået gode venner over (næsten) hele verden.
• Jeg kommunikerer mere med familie og venner i det fremmede.
• Jeg har set folk finde patientforeninger/postlister og ånde lettet op for første gang i årevis.
• Jeg har fundet øjendråber med færre bivirkninger til en person i nød.
• Jeg har kunnet studere videre på MIT uden at skulle forlade familie og venner.
• Jeg har fundet Down by Avalon 🏛️. Det er måske ikke frelse. Men det nærmer sig.

Ingen af delene kan erstatte menneskeligt samvær. Men det er jo heller ikke meningen.

At argumentere mod nettet er at argumentere mod biblioteker og telefoner. Jeg har bare svært ved at se at uvidenhed og isolerethed er så godt. Nettet beviser på mange måder at folk elsker hinanden og gerne vil dele 🏛️.

Gryn-i-posen og Graffen er dygtige talere. Karismatiske mennesker. Men deres argumentation hænger ikke sammen.

Internettet vil blive omdrejningsaksen for fremtidens samfund. Forhåbentlig ikke! Det ville da være rent forfærdeligt, hvis vore sociale aktiviteter skulle erstattes med kommunikation og transaktion via computer, så vi sad dagen lang foran tastatur og skærm.

Stråmandsargument. "Uhuuhuu buhuuu. De kolde teknokrater vil erstatte vores sociale aktiviteter med kolde maskiner. Farvel til syklubben."

Jeg gad vide om IT-analfabetet Gerda fra Ringkøbing i det hele taget ville sluge dette argument. Jeg gør i hvert fald ikke.

Internettet og al anden IT skaber velstand. [...] Men hvad hvis IT-rigdommen mest består i, at vi kan bruge al vores tid på at beskæftige os med informationsstrømmen? Er det virkelig rigdom?

"Men hvad hvis vores læsefærdigheder fører til at vi bruger al vores tid på biblioteket? Er det virkelig rigdom?"

Næh. Men der er ingen direkte sammenhæng mellem at besidde læsefærdigheder og være hardcore-bognørd, der kun lever i bøgernes verden. Der er heller ingen direkte sammenhæng mellem at besidde pc-kørekort og være hardcore-computernørd, der kun lever i computernes verden. Det ene forudsætter det andet, men så er den potte også ude.

Det er sikkert kun få promille af befolkningen der er nørder med et eller andet. Og de er det som regel kun i en periode af deres liv.

Se bare Graffen. Han var fortabt i maskinen, men blev frelst ved menneskeligt samvær 🏛️.

Film og tv på internet fungerer ikke - af flere grunde. For det første er det af for dårlig kvalitet. For det andet, hvem gider se film ved skrivebordet foran computeren?

Alle os med 100-vis af Divx'er?
[MJ: Alle os med tv-kort og antennestik i maskinen?]
[MJ: Alle os med ADSL, hang til det absurde og Joe's Cartoons 🏛️ i favoritlisten?]

Selvom mp3 og divx er mere bøvlet end cd og DVD vinder de alligevel eksplosiv udbredelse. Det er billige, socialt engagerende formater. Mange mennesker, der er født efter 1975 bruger dem med fynd og klem.

Hvad angår kvaliteten: jeg har endnu ikke mødt nogen, der turde tage en mp3-blindtest.

Musikken er den eneste kunstform, der har en chance på internettet.

Vås. Al kunst, der kan digitaliseres, har selvfølgelig en chance på nettet. Se bare nettets sidste side 🏛️ (og åbn den i et nyt vindue - så er du advaret).

Maleri, foto, film, noveller, romaner, happenings, gæstebøger, nye hybride kunstformer - alt det sker på nettet lige nu. Og det vil fortsætte.

Enhver, der gider se efter, kan se det.

I starten af 1990'erne var det Max M og Jesper "69" Green, der fik mest spalteplads og minutter i de aviser og det tv, der dengang som nu satte og sætter den offentlige debat.

Max M og Jesper "69" Green havde læst William Gibsons fremragende cyberpunk-fiktion og fortalte nu benovede journalister og det ganske land hvilke omvæltninger vi stod overfor.

Jesper "69" Green startede som cyberpunk-fortaler. Fotogen, i sort lædertøj og med bærbar computer. Og skiftede derefter det hele ud med kæreste, digtsamlinger, overalls og et barn.

Carsten Graff startede som smart sortklædt konsulent, men knækkede sammen, tog til sydamerika og talte med et træ. Han skrev en bog og begyndte at holde foredrag om den væmmelige og absurde teknik. Nu har også han fundet hvile i parforhold og barn. Du kan læse hele historien i HK-bladet (om det senere).

Ole Grúnbaum startede som computertillægsskribent i hjemmecomputerdagene og var begejstret hele vejen. For Mac, for Logo og en hel del andre ting. Så begyndte han at være imod Microsoft og er på det sidste begyndt at være imod en hel del flere ting i IT-landskabet 🏛️.

Egentlig sidder jeg bare og venter på, at han begynder at fortælle om faderstoltheden.

Hvorfor har de tre pundits fået så meget medieomtale?

Min teori er, at de kommer journalisternes til undsætning. Med en hvis vægt har de alle kunnet sige: computere/Internet er for svært, og det er heller ikke særlig vigtigt. Det samme gælder Onkel Jakob, så han er også blevet brugt i rigt mål.

Rent faktisk kan jeg ikke komme på en andre danske IT-pundits end de fire. Tjo, måske lige en "antivirusekspert" eller to. Men de har omtrent samme budskab.

Der kommer noget nyt. Journalister vil have nogen, der kan sige "Ja, det er vel nok også farligt" og "Nej, selvfølgelig er det ikke dig, der er dum, det er computerne."

Alt i alt harmonerer det meget godt med min teori om, at journalister er syge dyr, der skriver til syge dyr. Pundits med de rigtige historier bliver promoveret. Folk med mere fornuftige historier 🏛️ kommer aldrig ind på radaren.

Mere affald til de syge dyr. Interesserede kan selv pille artiklen fra hinanden.

Ikke mere punditsnak nu.

»Breve er dyre for samfundet
Men hver gang man sender et brev, forstyrrer man en anden. Sender man for eksempel et brev til 20 personer, og hver af dem bruger seks minutter at læse det, så har man lige kostet to arbejdstimer for samfundet. Det kan måles i penge, men hvad der ikke kan måles er forstyrrelsens øvrige virkninger. Det kan være, der kommer en dag, hvor folk får brev-kvoter i firmaerne. "Du må sende så og så mange ark A4 per uge" Og internationalt kan man forestille sig landekvoter på linje med aftalerne om CO2-udslip. Hvert land må slippe så og så meget skreven information ud til postvæsnerne per år.«

Prøv selv eksperimentet. Søg på "e-mails" og erstat med "telefonsamtaler" — konceptuelt altså. Det giver da ikke rigtigt mening, gør det?