De fem stadier i mislykkede webprojekter

Når man accepterer, er det for sent!

Det er ikke mig, der har fundet på disse fem stadier, men derimod forfatteren og psykiateren Elisabeth Kübler-Ross fra Schweiz, der brugte dem til at beskrive reaktioner på død og nært forestående død hos én selv eller ens nærmeste. Jeg er heller ikke den eneste der har fundet ud af, at de passer forbavsende godt til vores reaktionsmønster i sammenhæng med mange andre triste forhold i livet - inklusive mislykkede webprojekter. De fleste, der har været involveret i større webprojekter, kan sikkert genkende følgende:

De fem punkter <

  1. Fornægtelse
  2. Vrede
  3. Forhandling
  4. Depression
  5. Accept

Det kan ikke være sandt! <

Fornægtelse: Dette stadie nås naturligt nok tidligt i fasen. Det sker når man bliver præsenteret for fakta om sit drømmeprojekt:
  • Ventetiden
  • Ting, der ikke kan komme med
  • Andre involveredes holdning til projektet
  • Prisen
Selv om man troede man stod forrest i køen og havde penge nok, så viser det sig alligevel at strække som en skrædder i Helvede. Intet synes at kunne lykkes!

Jamen, det er simpelthen urimeligt! <

Vrede: Hvis man er som de fleste farer man op:
  • De andre har fået det billigere!
  • Den anden afdeling får meget mere hjælp!
  • Hvorfor skal de foran os i køen?
  • Andre bureauer må da være billigere!
  • Jeg har en fætter på 17, der kan gøre det bedre!
Man bobler af harme og præsenterer vrede miner for ledelse og leverandører - interne eller eksterne. Resultatet er ikke andet end træk på skuldrene... det er bare sådan. Det var jo dit oplæg, og sådan ser tilbuddet altså ud. Du var jo selv til mødet!
En samarbejdspartner er blevet til en modspiller.

Vi må kunne gøre noget <

Forhandling: Så er det på tide med diplomatiet, samtalerne, indforståelsen. Man vender sin vrede til konstruktivitet, og prøver på alle mulige måder at skabe luft, skaffe tid og vende holdningerne.
  • Hvad kan jeg gøre for at forøge hastigheden?
  • Hvad kan vi skære for at gøre det billigere?
  • Hvilken leverandør kan vi vælge for at gøre det smidigere?
  • Kan vi skaffe flere penge?
  • Skal vi selv hyre én til at gøre det?
...men forudsætningerne holder. Man har gjort sit forarbejde for godt og der kan bare ikke rokkes ved præmisserne.

Suk hjerte, men brist ikke <

Depression: Det er tid til at sukke. I kollegers og venners lag finder man fugtabsorberende skuldre og græde ud ved. Man resignerer og mistrives ved tanken om projektet - opgiver at det nogensinde skal blive brugbart og føler sig ude af stand til at stille noget op. Alle muligheder er afprøvet.

Nå, men hvis ikke det kan være anderledes... <

Accept: Der er andre ting i livet, og arbejdsdagen er for kort til at kunne bruges på dette projekt alene. Hvis det er hvad man kan få, så må man vel acceptere det.
Det er ikke det bedste og slet ikke som man havde ønsket det, men det er måske godt nok...?
Man kan jo altid rette det til når næste generation skal laves. Det sker jo alligevel indenfor et år eller to.

Sorgbearbejdelse <

Der er selvfølgelig råd for ovenstående sørgelige forløb. Løsningen hedder kommunikation og forventningsstyring. Fuld forståelse og tilfredshed opnås kun gennem en meget klar gensidig forståelse for projektet.
  • Levendøren skal forstå "kundens" behov og ønsker - ikke kun til resultatet, men også til forløbet
  • Opdragsgiveren skal forstå og være villig til at overveje leverandørens indsigelser og forbehold*.
Før konflikten opstår skal problempunkterne drages frem, og der skal formuleres klare forventninger til forløbet. Dette kan sagtens ske sideløbende med at projektet beskrives og tager fart, blot det sker. Jo mere man ved om samarbejdspartnerens intentioner og ønsker, desto mindre risiko for at samarbejde bliver til modarbejde.
Føler man at man står på ét af de fem trin allerede, er der skam også håb. Man kan endnu nå at bryde cirklen og tage dialogen op på et nyt plan. Måske behøver man hjælp, men det er der også råd for.

En uendelig historie <

Når projektet er kommet på plads - gennem de fem stadier eller ad en mere produktiv og konstruktiv vej, skal man ikke tro man kan sætte sig ned og slappe af. Som med al webudvikling er denne proces også cyklisk. Næste generation, vedligeholdelsen og opdateringen kan nemt trække én ind i sorgerne igen. Tid til atter at bryde forløbet og arbejde konstruktivt.

* <

Hvis ikke bureauet har indsigelser eller forbehold bør der lyde en advarselsklokke. Enten snakker de nemlig én efter munden, eller også er det fremlagte oplæg helt uden fejl og huller... og indrøm det: det sidste er måske trods alt ikke så sandsynligt.

<@ 5stages>