Til Reboot 2.0 1999

Reboot er et Internet-relateret heldagsarrangement hvor folk i reklame- og annoncesalgsbranchen mødes til en 1100-kroners pakke med både mad og revy.

Første del af årets Reboot-arrangementet var en række af talere fra det store udland, der kom for at fortælle hvor godt det gik dem selv og de der ville lytte til dem og investere i dem.

Denne del er helt ligesom når de store drenge betaler flere tusinde kroner pr. snude for at høre på en times lirum-larum fra Nicholas Negroponte eller Esther Dyson. IT-klovnerne på Reboot er bare ikke så store, og adgangsbilletterne er billigere. Og ligesom hos de store drejer det sig ikke om at få noget fagligt udbytte - så kunne man jo bare have læst deres bøger, artikler eller - helt utænkeligt! i denne branche - hjemmesider.

Det drejer sig selvfølgelig mest om at møde op. Møder man op, er det et signal om at man er med. Man er ikke på vej ud på et sidespor.

Så folk møder troligt op.

Underholderne giver dem på den anden side også noget fælles at tale om senere. Jeg blev inviteret til samtale med ordene "Så du Guy kawasaki..." eller "Hørte du svenskerne fortælle at vi er bagefter..." indil flere gange.

Nuvel. Guy Kawasaki er tidligere evangelist for Apple. Det vil sige, at han har taget rundt og prædiket Apples fortræffeligheder for penge. Med over 15 år på de skrå brædder var han en af de mest morsomme og rutinerede showmænd.

De mange anekdoter til trods, kan det ikke skjules, at han tjener sine penge på noget frygtligt ordinært, når han ikke optræder: han er mægler, mellemmand. Han bringer folk med nye projekter sammen med risikovillige investorer på http://www.garage.com 🏛️ og skummer som en anden ejendomsmægler.

Til Politiken forklarede han et af Apples banesår med medarbejdernes krav om forkælelse. De var arrogante og dovne og fløj aldrig på mindre end første klasse.

Så må vi se hvordan det går for Garage.com. For selvom Guy Kawasaki undskylder tidligere tiders fråds holder han sig bestemt ikke tilbage i dag. Han formåede ved en kraftanstrengelse at få hans og konens flybiletter til Reboot til at koste 40000 kroner(!) og ville ikke lade sig nøje med andet end Københavns fineste hotel.

Hans snak om tricks til overlevelse i Internet-verdenen var underholdende. Men passer nok bedre til en kultur hvor umådeholdent pengeforbrug mere er en dyd end en hæmsko.

Guy Kawasakis optræden blev optaget af DR og derpå lagt på Nettet. Det forhindrer dog næppe Guy Kawasaki i at opføre præcis samme foredrag til en anden "Internet-konference". For troen på og brugen af Internet er ikke særlig udbredt i store dele af det, der nu om stunder kalder sig for Internet-branchen.

Josh Harris prædikede dog tv på Nettet og kunne fortælle at det helt sikkert var både vigtigt og fremtiden. Fordi man på Nettet kunne ramme smallere grupper og med tiden ville få endnu lavere produktions- og distributionsomkostninger. Han troede på profitter som var han betalt for det.

Selv sender han en masse programmer fra http://www.pseudo.com 🏛️.

Harris var også en velturneret showmand, der kunne tale både hurtigt og med vægt. I praksis er pseudo.com dog en lidt sølle fornøjelse. Det kan godt være at indholdet strømmer, men det er mildest talt så uinteressant, at man har svært ved at samle sig om det.

Josh Harris havde en idé om, at det gjaldt om at komme først, og han er da også en af de første. Men selvom jeg kender mange med tykke Internet-forbindelser kender jeg ikke nogen der for alvor sidder og ser det langt mere attraktive indhold på http://www.dr.dk/tv-fakta/rapporte/realvdo/realvdo.htm 🏛️ eller http://www.sexergodt.dk 🏛️

Tv på Nettet bliver først et hit når man kan finde hurtigt rundt i det med spoleknapper, indexpunkter. Og så skal kvaliteten selvfølgelig også være bedre.

På et tidspunkt kom der også en vild ung mand på scenen og fortalte at dagens computerprogrammer ikke var egnede sig til den omgang med information vi i fremtiden behøvede. Det gamle kontormetafor med mapper, breve og dokumenter på et skrivebord duede ikke. Nej, vi skulle hellere gemme vores information i The Brain. Et mindmap-agtigt program der viste informationsklumper med streger hen til relaterede informationsklumper.

Det både roterede og var i 3d, og man var derfor hurtigt klar over at her var noget amerikanske investorer havde set som både nyt og spændende.

Demoversionen er dog mildest talt ufærdig og tilvænningskrævende.

Reboots største spradebasse var den selvpublicerende og evigt selvudleverende Justin Hall. Justin er en feminin 24-årig fuld af energi og med en stor lyst til at blotlægge sit liv og privatliv på Nettet. Underligt nok har dette puddelshow af sex, drugs og en lille bitte smule Internet kastet tilstrækkeligt med penge af sig til at Justin i dag kan opretholde en pæn levefod.

Justin er et Internet-fænomen forstået på den måde, at han på Nettet har kunnet blive kendt på en måde, der i de gamle medier kun er unge kvinder med rette brystmål beskåret. De gamle medier har altid været klar med interviews og kontrakter når Synnøve Søe, K!ra Egg*rs eller en tilsvarende ung pige blotlagde et eller andet intimt.

Justins triumf er derfor at han fremviste sig og snakkede sig opad i samfundet uden egentlig at have andet end et standardliv og en stor lyst til at blive lagt mærke til. Og så lige et tilløbsstykke som hans i sin tid rimeligt opdaterede og enestående liste over nye sex-steder på Nettet.

I dag fremstår Justins hjemmeside på http://justin.org 🏛️ som et knudret designet brandudsalg af en ikke videre opløftende personlighed. Hans halvbagte fraser om personal web publishing kan dog stadig sælges i København og Århus, og Justin var da også på vej til Space Invaders uddannelsen med sit one man show just efter Reboot.

Er man interesseret i dagbøgernes storhed og fald på Nettet bør man springe på http://journals.miningco.com/ 🏛️, http://www.hedgehog.net/op 🏛️ og http://www.spies.com/~diane/Diary/websuck.html 🏛️.

De to første resurser fortæller om genren og viser videre til de tusinder af mere eller mindre ajourførte dagbøger folk uden mål og med hælder ud på Nettet. Den sidste handler om en kvindes farvel til den offentlige dagbogsverden.

Er man interesseret i udgivelse på Nettet er der utrolig meget mere håndfast data og meget mere solide erfaringer at finde hos Jakob Nielsen og Philip Greenspun.

Eller hos håndværkeren Jeffrey Veen.

Faktisk var der én taler på Reboot med en baggrund i andet end varm luft og showmanship. Den afslappede Jeffrey Veen 🏛️ har blandt andet designet Hotwireds hjemmeside og gennem tiden lært en masse ved at studere brugernes adfærd.

Han kunne faktisk fortælle sine tilhørere om nogle værdifulde opdagelser.

En forside skal bestå af LSD, logo, search og directory, Logo, søgefelt og indholdsfortegnelse. Eventuelt lidt nyheder.

Sådan er det på Yahoo og de fleste andre brugbare hjemmesider.

Det er måske ikke en vildt nyt opdagelse - sådan har det været i papirmedierne i 100 år - men ikke desto mindre var det rart at høre på en dag hvor distanceblændende ordskvalder og overdesignede hjemmeside rådede.

Jeffrey talte også om hvordan de på Hotwired barberede HTML-koden ned så der næsten intet var at downloade. De havde været så rabiate at kalde kataloger og billeder for 1, 2, 3 og så videre. Blot for at spare overførselstid.

Jeffrey var en god håndværker og var også en af de eneste talere der rent faktisk udgiver sine opdagelser, erfaringer og teknikker i www-fagblade.

Aftenens overraskelse var nogle svenskere i pengedragt, der kom og fortalte at den svenske webbranche var meget rigere end den danske, omsatte for mange flere penge og at der endog var nogle af firmaerne der havde fusioneret og/eller gået på børsen med held.

Det var fra Reboot-arrangørernes side ment som en opsang, og den blev da opfattet som en sådan.

Opsagen var nominelt rettet mod de danske web-bureauindehaverer. Men den primære målgruppe for dette budskab var nok alligevel nærmere de potentielle investorer, der af sund fornuft holdt sig tilbage fra at investere det store i web-burauer.

Fordi web-bureauer ikke nødvendigvis er mere lønsomme end almindelige reklamebureauer og trykkerier.

Web-bureauer arbejder måske nok på Internet hvor ikke alt er givet endnu. Men reklamebureauer er en risikabel investering for de har det med at gå ned med brag, efter nogle få fejl. Trykkerier ligger også i hård konkurrence med hinanden og det er ved Gud ikke svært at få smidt sin firmaside online et eller andet sted til 100 kroner om måneden.

En håndfuld web-bureauer i Danmark tæller i dag over 20 ansatte og bejler dermed til det velbeslåede "vi skal have ryggen fri når vi køber Internet-løsninger"-marked. Men at det skulle gå dem stort bedre end så mange andre reklamebureauer er svært at se.

Og hvis de risikovillige investorer kom til reboot var de svære at få øje på.

Det er et noget specielt klientel, der kommer til Reboot.

Kollega1 sagde det meget rammende: "Da jeg kørte herud og så dem stige af bussen kunne jeg ikke lade være med at grine. Det var en hel sort bølge, der flød ud af dørene."

Kollega2 fulgte op: "De minder mig om unge andengenerationsindvandrere i Tivoli. De fjerner heller ikke Boss-mærket fra deres jakkesæt. Folk skal se det."

"Jeg har aldrig set så mange sorte Boss-jakkesæt."

Og der var virkelig tale om monokultur. Var de påklædningsdukker ville det være let at sammensætte alle kombinationsmuligheder: der var kun skaldet, smart skæg, smarte briller og Myllesmil. Skulle man lave Snehvide og de syv små Reboot'er, ville der kun være materiale til fire små Reboot'er.

Nuvel. Det er forsvindende få, der når den eftertragtede middelklassestatus (40.000 kroner om måneden i husstandsindkomst) ved at skille sig ud.

Og apropos skille sig ud var Master Fatman der også. Måske mest på grund af navnet. Men han spillede faktisk overraskende god musik i den time han var pladevender.

Den anden del af underholdningen var heller ikke så ringe endda.

Nogle unge mænd med rødder tilbage til tidligere kolonier kom på scenen efter middagsmaden og sprang badut og dansede moderne mens den nye middelklasse sad og slog mave. Det var som på Sørup Herregård! Det var som på Pejsegården! Det var som i Mogenstrup! Det var bare lidt smartere og yngre.

Prisuddelingen var til gengæld hverken smart eller ung. Den var så gennemsnitlig og efter bogen, at det gjorde ondt helt ned i de Guldkorn- og Dansk Grammy-krummede tæer.

Reboots prisuddeling var ordinær helt ned til detaljer som at vinderens navn skulle findes i en rød kuvert, der først skulle rives op med en snor. Der var også dramatisk røg nogle gange.

En tv/radio-vært, Alex Nyborg Madsen, var hyret til at stå i sort tøj på scenen og holde stemningen i vejret. Et hårdt arbejde, for han havde kun en stak kort med replikker og nogle pseudoentusiastiske personlige kommentarer at gøre godt med. Han lod ikke til at have den store viden om emnet.

Heldigvis kunne han da holde nogenlunde styr på hvornår hvilke vindere skulle på scenen og få afviklet den faste sekvens af fanfarer, blomster, balloner og kys og kram fra et par bankassistenter.

Som ved enhver anden stort opsat prisuddelingscermoni i enhver anden branche. De kyssende bankassistener var dog lige en tand mere end de fleste prisuddelinger for intellektuelt arbejde hidser sig op til. Men hvem ved. Det kan være, at de tager ideen op ved næste Nobelpris-uddeling.

Omkring 40% af de nominerede vandt en Reboot-pris, og det var svært at blive overrasket over hvem der vandt.

Reboots efterfølgende pressemeddelelse siger det meget fint, og gør sig især godt hvis den læses op med en hidset Gunnar Nu Hansen-tenor:

"Under stor jubel fra over 1500 personer fra den danske Internetbranche uddelte Alex Nyborg Madsen årets Reboot Award under Danmarks største Internet-begivenhed, reboot2.0, den 29. april 1999. Reboot Awarden uddeltes første gang på sidste års reboot-event.

Årets vinder af juryens Grand Prix blev EON, udviklet af Egmont Online. I juryens begrundelse hedder det bl.a. at: "Med Egmont Online har Egmont Koncernen målrettet kastet sig over et nyt medie med langt større konsekvens og vilje end nogen anden dansk virksomhed."

Oversat: "Egmont, vi hylder jer. I startede med at kaste 50 millioner i et bovlamt Internet-projekt. Men I blev ved fordi I troede på den varme luft. Lyt oh alle i velbeslåede, ældre herrer: Gør som Egmont. Sats stort og dyrt og vind priser. Og glorværdig fremtid." - Indtægter og brugere snakker vi ikke så meget om.

For en god ordens skyld vandt Flygtning '99, TV2, LEGO en skjortesælger og et designprojekt også.

Flygtning ´99 og skjortesælgeren demonstrerede branchens modenhed.

TV2, EON og LEGO at den forstod at fedte.

Og designprojektet, at der stadig var en vis rest af rebelskhed på In'dernedded.

Priser kan være direkte værdifulde på to måder.

De kan blive uddelt af folk med forstand. Det er godt nok at Cyber-Ken vil give en en Way Cool Award. Men det er bedre hvis MIT-lektor og Internet-guru Philip Greenspun vil give en en ArsDigita Prize. Ligesom det er bedre at få en kryptopris af superkryptologerne Ron Rivest og Adi Shamir end af førstemanden i Data Centrum.

Priser kan også betyde penge. Greenspun troede så meget på sin prisvinder at han gav ham 10.000$. 10.000$ er noget værd og dermed er prisen 🏛️ også noget værd.

Med reboot-priserne var en ting sikker: der fulgte ingen penge med prisen. Faktisk skulle man betale 495 kroner plus moms pr. kategori man meldte sin hjemmeside til i.

Ens hjemmeside blev heller ikke vurderet af en ekspert med integriteten i orden. Dommerpanelet bestod for en stor dels vedkommende af folk fra web-bureauerne, og da regnskabet blev gjort op viste det sig at cirka 40% af dommerpanelet havde haft en tjeneste med, der vandt en førstepris.

Det ville nu ikke have hjulpet at udskifte dommerpanelet i sidste øjeblik. For at sikre sig, at de rigtige vandt, var der kun 20 forskellige shortlistede. Så næsten uanset hvad dommerpanelet havde besluttet i sidste øjeblik, ville omkring 40% af deres tjenester have vundet. Vinderne var på sin vis givet på forhånd.

Men lad nu ikke det spolere "Danmark mest respekterede Internet-pris".

Der er nemlig ifølge arrangørerne ikke kun tale om et dyrt opsat gallashow med det formål at pege højlydt på hinanden og få penge til at strømme ens vej.

I pressemeddelelsen (der delvis kan findes på http://www.reboot.dk/presse/artikel6.html [opdatering 12.04.2001: ikke længere. Amatørerne bag reboot.dk tror ikke på at Cool URIs don't change 🏛️]) hed det også at:

"Formålet med reboot awarden er at skabe opmærksomhed om det bedste Internetrelaterede arbejde, som danske Internetbureauer og deres kunder har præsteret i årets løb. reboot juryen udvælger en gang om året de mest innovative, gennemtænkte og funktionelle Internet-løsninger, som har opdyrket nyt land og ført den danske web-branche til et højere niveau."

Men om der så er nogen der inspireres af at TV2s middelmådige spilleland eller EONs middelmådige tjenestepærevælling kan få endnu en pris og noget omtale, er vel stadig tvivlsomt.

Der er i forvejen et hav af priser fra Det Gyldne @ 🏛️ over Thor-prisen 🏛️ til en række knap så papiromtalte priser.

Dagen efter den store reboot-fest tog arrangørerne og sponsorerne de amerikanske talere og en enkelt journalist med til Legoland. Det var meningen at alle her skulle se de verdensberømte Legolaboratoriers seneste påhit.

Så meget blev det ikke til. Men interessant blev det alligevel.

Amerikanerne var uophørligt kommunikerende og selvprofilerende. Det var sjældent munden stod stille på dem, og de havde altid et indfølt grin eller eftertænksomt "wow!" til alles bemærkninger.

Til at begynde med var det morsomt, men det blev hurtigt trættende.

De mange grin og den indfølende forundring kunne være en tillært vane. Ellers også kunne de have beholdt deres barnlige sind.

Ved ankomsten til Legoland spurgte en af dem så kækt som en gymnasieelev, der for første gang er hjemmefra, "Hvad er det absolut uartigste vi kan gøre for at blive smidt ud af denne her park?". At han fór sammen da en 1.90 m høj Legogarder med gråt skæg kort efter trådte frem bag ham og spurgte hvorfor han stod foran indgangen, underbygger også teorien med det barnlige sind.

Det behøvede dog ikke udelukkende at være et chok ved mødet med den voksne autoritet. Det kunne også have været trætheden eller kokainen, der gjorde ham lidt nervøs.

Truppen nåede dog helskindet ind i parken og kunne derefter lege med det programmérbare Lego.

Hos Lego Mindstorms gjaldt det om at bygge og programmere en robot til at putte flest små bolde ned i et mål.

Ifølge reglerne skulle man bygge én af tre mulige robotter. Men med forfriskende entreprenørånd så alle stort på reglerne, og bygge hver en robot med dele fra tre sæt. Alle klumrede dog så meget i det, at det ikke var muligt at finde en vinder inden tiden løb ud.

Over en påfølgende god middag blev en af sponsorerne interesseret i at høre Justin Halls tanker om e-handel. Der havde jo ikke været så meget hoved eller hale i den forgående aftens præsentationer. Men nu var chancen der måske?

"Justin, hvad mener du om e-handel?"

"Åh ja, e-handel" svarede Justin "Det gør jeg mig også i. Jeg har de her helt vilde venner, der laver denne her helt vilde kunst. De er virkelig gode. Virkelig virkelig gode. Den vil vi komme på t-shirt. Og sælge den... Fra vores web-site. Det er e-handel."

Spørgeren var ikke videre imponeret over dette svar (der siden kunne findes næsten ordret i The Onion) og opgav at spørge yderligere. T-shirts med venners billeder på solgt via postordre er næppe noget at bygge et imperium på. Heller ikke i Danmark.

På vejen hjem kunne Harlan Hugh ikke finde sin hjerne, sin lille computer med alle hans vigtige oplysninger i. I 3d og med roterende logo og streger, der lyste op ved passende lejligheder.

"Men selvfølgelig har du en sikkerhedskopi?" spurgte jeg ham.

"Nej" svarede han med et fåret smil, mens han i min bevidsthed svandt fra at være spradebasse til også at være amatør.

Det kom til at betyde en to-timers forsinkelse i Vejle, hvor sidste bemærkelsesværdige optrin fandt sted.

En kollega havde godt nok nævnt at de veloplagte unge mennesker sniffede en del kokain (mere om det i den fortrinlige artikel af Lars Dahlager 🏛️). Alligevel kom det som en overraskelse da en af de tilstedeværende pludselig fik spontant næseblod i sin mad. Dryp dryp sagde det og maden begyndte at tage farve.

Næsens ejer blev en kende usikker, men i et nu var servietten på plads under næsen og alle havde takt nok til ikke at bemærke det lille uheld. Ubehaget var kort. Efter en tur på toilettet var blodet væk og smilegrimassen igen intakt.

Alle nåede hjem i god behold.

Og der kan man så gøre sig sine tanker.

Reboot er et jævnt underholdende, men noget dyrt gallashow.

Der er ikke særlig mange ældre, velbeslåede mænd til stede. Men vinder man en pris og får det publiceret i avisen kan reboot alligevel godt virke til ens fordel.

Som web-arbejder er det også meget godt at møde op og ligne de andre. Man kan måske få indledt nye og mere indbringende forhold end de eksisterende.

Som jævn hjemmesideejer er der dog ingen grund til at møde op.

Man kan få den sparsomme information fra begivenheden dagen efter, og så længe man ikke begynder at tro på for meget af det pjat web-bureauerne skriver og at de hjemmesider de præmierer er vildt smarte, går det fint.

Man kan lære omtrent alt hvad man bør vide om Internet-publicering på useit.com 🏛️ og hos Greenspun 🏛️. Af folk der spørger "Hvad vil brugerne have?". Og ikke af folk der spørger "Hvad laver mærkevareejerne på Nettet? Carlsberg? Levi's?" for de fleste mærkevareejere har fået lavet dyre og ligegyldige hjemmesider af andre reklamebureauer.

Der er langt mere ræson i at se hvad universitetets kloge hoveder har undersøgt sig frem til.

Så undgår man at ens hjemmeside kommer til at lige TV2s spilleland eller http://www.brandbuilding.net 🏛️. Og det er ganske glædeligt.

Varm luft er det, der ryger ud af munden på folk i visse brancher. De taler hurtigt, bestemt og lover stort overskud til alle der vil investere i dem.

Men når alt kommer til alt er det kun varm luft, der kommer ud af deres mund.

Eksempel: Reklamebranchefæ

"Internet kommer. Det er for vildt. Det vil ændre den måde vi arbejder, lever, spiser, handler og kommer hinanden ved på. Det er galt. Der er store omvæltninger i sigte. Alle der ikke har en Internet-virksomhed vil være uddøde om kort tid."

"Sig op. Start en Internet-virksomhed. Eller så lås døren til dit kontor og start en Internet-virksomhed uden at din chef opdager det. Du skal med på Internet nu, hvis du vil have en chance."

Men det viser sig som oftest at være varm luft.

Internet er ikke en særlig meget større omvæltning end telegrafen og telefonen. De økonomiske love er ikke særlig anderledes på Nettet end alle andre steder.

Derfor er det let at brænde fingrene, hvis man lytter for meget til folk varmlufts-brancherne.

Et af de bedre eksempler er PointCast.

PointCast

I sommeren 1996 var PointCast et interessant program, med en god mængde fejl og mangler. En skærmskåner med metervarenyheder og blinkende reklamer. http://www.altomdata.dk/net-kurs/software/sw2.htm#pcn 🏛️ fra sommeren 1996 opsummerer det meget godt.

Men i foråret 1997 begyndte det trendsættende amerikanske IT-livsstilsblad Wired at slå på tromme for noget, der hed Push.

Noget med at sende nyheder til folk. Ligesom Pointcast. Alle var straks med. "Surfing er død. Push lever."

Hele IT-medie-, investerings- og reklameverden blev grebet af push-syge. Herhjemme satte Politiken det på forsiden af deres computersektion og interviewede pundits, folk der giver sig ud for at vide et eller andet.

I maj 1997 ville Robert Murdochs News Corp. give 350 millioner dollars 🏛️ for firmaet med få ansatte og slemme konkurrenter (). Men nej, PointCast ville ikke sælge.

De ville på Børsen ligesom Yahoo og Netscape. Der regnede de med at kunne hive 500-600 millioner dollars hjem. Den gik bare ikke.

I maj 1999 blev de solgt for 7 millioner dollars 🏛️.

Push-gejlet viste sig at være varm luft.

Varm luft kan dog tit være endog særdeles indbringende for dem, der lukker det ud.

Start selv

Skal man begynde i varmluftsbranchen, kan man ikke starte på bar bund.

Først skal man købe sig en pengedragt (et sort Boss-jakkesæt er normen) og sørge for at komme til at lugte ligesom de andre myrer fra netop den tue (Boss kan her igen hjælpe med en diskret herreparfume). Dernæst skal man omgås de rigtige mennesker og udveksle positiv, varm luft med dem 20 timer i døgnet. Det giver god træning.

Penge giver det dog ikke. For disse rigtige mennesker er som en selv: i tyverne eller begyndelsen af 30'erne, og med en stor lyst til at tjene penge. De er uomgængelige selvom de ingen penge har at investere.

For man hjælper hinanden med at komme tættere og tættere på de ældre mænd, der har faktisk har, eller bestyrer, penge.

Som yngre pengelysten sidder man i forskellige firmaer og roser hinanden for alle de vigtige tilføjelser til samfundet man hver især gør sig i. Og håber på at budskabet efterhånden når til de ældre herrer, der rutter med de store penge.

En god vej er journalister, for de kan forholdsvis let få adgang til de ældre, rige mænds tankegang. De ældre mænd er vant til at tage Boss-klædte unge mænds lovninger med erfaringens vognlæs salt. Men hyler alle journalister at 3d-verdener eller Push bliver mange mange mange penge værd, begynder de at lytte. Paraderne sænkes og i direktionslokalet begynder man at finde de 350 millioner dollars (over 2 milliarder kroner) frem til et firma med 50 ansatte, et underskud, næsten ingen omsætning og et alle steder opblæst indtjeningspotentiale.

Tag pengene og løb

Som ung mand i pengedragt er ens lykke gjort den dag man enten bliver købt af en større, ældre virksomhed eller man går på børsen og får en enorm mængde penge. Man skal blot sørge for at firmaets ledelse får en stor sum penge ved overtagelsen eller børsintroduktionen. Helst i rigtige penge eller til nød omsættelige aktier i det ældre firma. Aldrig aktier i ens firma, der først må sælges efter en vis periode. Så kan man nemlig risikere at det går som med PointCast: 350 millioner dollars svinder til 7 millioner dollars på to år.

Man sørger altså for at få brugbare millioner ud af firmaet. Dem kan man så købe huse eller biler for. Eller man kan bygge endnu et firma op som man så forhåbentlig kan sælge til nogle investorer med fortjeneste.

Og vask hænderne

Det gamle firma? Det går som regel lidt op ad bakke efter at det har fået tilført likviditet. Derefter kommer virkelighedens kolde luft når investorerne gerne vil til at se alle de penge de i deres grådige afsind har gået og fantaseret om.

Det er her den nye direktion begynder at skære. Der skæres ned på antallet af medarbejdere og nye projekter henlægges.

Betyder det noget for en som leder af firmaet/underafdelingen?

Ikke det store. Man har sikret sine penge. Så nu drejer det sig blot om lige at sikre sig et nogenlunde uplettet omdømme. Så man begynder at fortælle sine journalistvenner, aktieanalytikere og hvem man nu ellers vil fremstå skyldfri overfor, at det gamle firma eller den ny direktion simpelthen gør det for svært at drive firma. De har lagt låg på nyinvesteringerne. De har krævet nedskæringer - og man kan jo ikke spille fodbold og vinde med et halvt hold, vel?

"Ved du hvad? Det er mit hjertebarn. Men jeg er på nippet til at forlade det."

På gode dage smækker man ikke med døren når man går. Aktionærerne eller direktionen giver derimod en et gyldent håndtryk i angst for at aktiekursen skal halveres på en dag eller en uge.

At bygge et firma op, sælge det og komme pænt ud af det er hårdt arbejde i nogle år. Men ved hvilket lønarbejde ville man på nogen måde være i stand til at tjene 20 millioner på nogle år? Og samtidig holde sig på en fin direktørlønning?

Hvem betaler?

Til at begynde med, er det banken eller farmand der betaler. De låner eller giver en penge til at starte firma for. Folk med den rette indstilling lønarbejder ikke i 3 år for at skrabe 200.000 til at starte virksomhed for. Det kræver ofte også en af de langsommelige faglige uddannelser at få et lønarbejde, der sætter en i stand til at lægge 70.000 kroner til side pr.år..

Men hvis firmaet går godt - det vil sige bliver solgt - er det som regel et større firmas kunder, der kommer til at betale for ens varme luft.

Har man for eksempel fået et stort teleselskab til at tro, at det er utrolig smart at klaske en latterlig og ubrugelig reklame-cd-rom foran deres Internet-adgang, er det teleselskabets kunder, der kommer til at betale.

Eller har man snydt markedet til at tro at ens Internet-tjeneste, der tjener sine penge på annoncesalg, er så særlig, at den må være 48 gange sin omsætning værd, er det investorerne, der med tiden kommer til at betale.

Det er ikke så ærgeligt når det drejer sig om risikovillige kapitalister. Men et forsvindende lille antal bank- og pensionskassekunder bliver vrede når de kommer cyklende hjem fra arbejde blot for at erfare, at banken eller pensionskassen lige har tabt 20 eller 100 millioner på et givet projekt.

Glem gassen

Internet-området er dog ikke så dulens forskelligt fra andre investeringsområder - selvom meget endnu er ved at blive til.

Fornuftige forretninger er de, der værdisættes på grundlag af deres indtjening og vækst. Varmlufts-forretninger er dem der værdisættes udelukkende på grundlag af deres misforståede potentiale, det eventyr de fortæller ældre rige mænd. Potentialet er som regel misforstået, overdrevet og i bedste fald ønsketænkning.

Bare spørg de folk der har beholdt deres aktier i Internet-relaterede firmaer for længe.

- reboot gik rabundus kort efter denne artikel. De kunne ikke tjene penge. reboot er nu blevet overtaget af Framfab 🏛️.

- Samarbejdet med pressen bliver vigtigere og vigtigere for folk i varmluftsbranchen. Her selvpublicerer Christian Årsted 🏛️ og Morten 🏛️ Lund 🏛️ noget mikrofonholderjournalistik.

Eller hvad med Computerworld der 21.02.2000 rapporterer Cybercity er fem milliarder værd 🏛️. Sjovt nok en grotesk overpris og sjovt nok lige på det tidspunkt hvor biksen er ved at blive solgt til investorer. - Der dog ikke gider give mere end 1/10 af varmluftsprisen. Computerworld rapporterer 27.03.2000 Cybercity solgt for halv milliard 🏛️. Hvem der bare havde råd til at købe den slags presse ;-)

- Sjovt nok er der sprunget mindst et helt blad op med mikrofonholderjournalistik: bizreport.dk 🏛️. Man kan også betale for at komme tættere på de ældre, velbeslåede mænd 🏛️.

- Den del af reklamebranchen der nu kalder sig for webbranchen har som bekendt ikke meget begreb om at bruge Nettet. Katharine Mieszkowskis muntre artikel om ebusiness papirblades enorme omfang 🏛️ har følgende vidunderlige citat: A letter printed in the current issue of Business 2.0 from a Swedish reader complains that every time a new monthly installment arrives, he gets a paper slip from the post office in his mailbox, instead of a magazine. The mail carriers won't deliver it, because it's too heavy. How ironic that a reader must wait in line "for about half an hour" at an old-fashioned snail mail post office to receive the magazine's latest insights into how the Internet is reinventing business.

• Tjene penge på Nettet 🏛️ - om hvor svært det rent faktisk er at tjene penge på Nettet.
• vatpik.eboard.com 🏛️ - en morsom side der tager gas på de opblæste.