Content is king

Godt og relevant indhold vinder over alt andet

Indholdsleverandørene er alfa og omega for et websted. De skal levere det guld, som brugerne kommer efter, og glemmer man det, får man næppe mange og trofaste besøgende.
Nogle af de mest misundte websteder på nettet er lavet under ganske beskedne omstændigheder og med moderate midler. Det de har, som skaber misundelsen, er loyale brugere, som føler sig hjemme, og føler at de får noget med sig hver gang de er inde på webstedet. Selv et hobby-site med kikset design og dårlig navigation kan tiltrække flere brugere end det pengestøttede projekt med kors og bånd og stjerner på, der ikke formår at levere kvalitetsindhold.

Find fokus - hold fokus <

Det kan ikke understreges nok, at missionen og målgruppens behov skal være styrende for, hvad webstedet skal indeholde, og hvilken vej det skal bevæge sig. Alt for tit styres indholdet af, hvad folkene bag vil af med mere end hvad folkene foran - brugerne - vil have.

Redaktører, ikke programmører <

Når nu indholdet betyder så meget, er det et paradoks, at der annonceres så meget efter designere, projektledere, programmører og andre teknikere og så lidt efter journalister, eksperter og redaktører. Nogle af de bedste websteder på nettet er netop kendetegnet ved at det er indholdsleverandørerne, der er de bærende, og teknikerne, der lyder deres bud - ikke omvendt.

Jeg tog fejl <

Det lyder smukt, det der står her, men det er ikke helt rigtigt. Jeg er blevet klogere med årene.