Tanke- og taleoverført virus

Folk smitter hinanden med ideer. Nogle vil gerne lære hvordan de smitter andre.

Thought Contagion 🏛️, tankesmittens hjemmeside, beskæftiger man sig med tankesmitte. Det at visse tanker har enormt let ved at sprede sig ud til masser af mennesker. Som var de computer- eller influenza-virus.

Velkendt territorium <

Vi kender det især fra de mange falske virusadvarsler, der cirkulerer på Nettet og de mange År2000-vrangforestillinger, der cirkulerer i pressen.

"Din maskines komponenter bliver værdiløse, hvis du modtager et brev betitlet Penpal greetings. Reagér prompte og send denne besked videre!".

"År2000 eksperterne er taget op i bjergene og er i gang med at lære at lave ild ved at gnide to stykker træ mod hinanden!"

Folk smittes i hobetal af disse tankevira, og spreder dem lystigt videre.

Hvorfor?

Tja, det er der forskellige årsager til. Men disse historier kaldes teknisk for memes. Og definitionen lyder: en selvspredende tanke, idé, holdning, overbevisning eller andet hjernelagret produkt af tillært kulturel beskaffenhed.

Teknisk brug: En genstand i en organismes hukommelse eller neuralt lagrede information, hvis tilstedeværelse i høj grad skyldes den forudgående tilstedeværelse af samme neuralt lagrede information i en eller flere andre organismers hjerner.

Ligesom en mængde mennesker hvert år kan smitte hinanden med influenza, kan de også smitte hinanden med tanker.

Irrationelle og rationelle <

Det interessant for memetikere er dog sjældent at se på hvordan rationelt funderede tanker spreder sig. Vent med at drikke kaffen, til den er blevet lidt koldere og se dig for, før du går over vejen er begge dybt rationelt funderede tanker, og dermed ikke voldsomt interessante.

Det er når irrationel og selvskadende smitte spredes, at det bliver sjovt for memetikerne at dissekere tankerne og se hvordan den slags smitter.

Med falske virusadvarsler er der for eksempel en helt bestemt appel i funktion: Du kan beskytte dine kære (ved at reagere hurtigt).

Du kan beskytte dine kære ligger hos mange mennesker så meget tættere på handling end Du bør undersøge sagen grundigt, før du reagerer. Så derfor galopperer de falske virusadvarsler derudaf. Selv i 1999.

Dog er det ikke hele befolkningen, der er indlæringshæmmet. På et tidspunkt begynder vaccinen mod den slags tankesmitte 🏛️ at virke.

Men så er nye irrationelle memes allerede begyndt at sprede sig som influenza i en daginstitution.

For tiden er det Back Orifice og År2000, der giver anledning til den største mængde irrationelle frygt blandt computerbrugerne. Der findes vaccine (Back Orifice-vaccine 🏛️, &Aring;r2000-vaccine 🏛️). Men den spreder sig slet ikke så hurtigt som Du er i fare, men kan beskytte dine kære tankesmitten.

Tyfus-Marie <

En grund til den hurtige spredning af irrationelle forestillinger er massemedierne.

Sidder man på sin plads på TV-Avisen kan man, ifald man selv er blevet smittet, sprede smitten til hundredetusinder af mennesker - de fleste af dem uden det nødvendige vidensforsvar og den nødvendige lyst til at beskytte sig mod smitten.

I AOD marts 1999 kunne man læse om År2000-hysteri og hvordan det spredes via en række ikke voldsomt sammenhængende eller velunderbyggede historier. Og 14 dage efter at bladet var kommet på gaden, kunne man i TV-Avisen se præcis den sekvens af historier, artiklen havde beskrevet:

Kan du huske under konflikten sidste år? startede indslaget, og der blev derefter vist billeder af folk, der hamstrer gær. Dernæst blev et f&aelig; i en frakke 🏛️ hevet ind på scenen. Han 🏛️ skulle gå rundt i SuperBrugsen og hamstre og - i meget dulgte vendinger - gøre reklame for et nyt År2000 blad, han sendte på gaden.

Så kom den næsten redelige forklaring af visse computerprogrammers År2000-problem. Og derefter var vi tilbage i gak-gak land for at se tovlige amerikanere på et overlevelseskursus. Imens i Danmark sad de bare og talte på År2000-sekretariatet. Med en kaffekande på bordet. Så var vi på et el-værk for at få fremvist nogle chips, der - selvom de store programmers fejl skulle nå at blive rettet - måske stadig kunne indeholde Djævlen eller År2000-problemet. Og intetsteds ville folk give 100% garanti for, at der ikke kom driftsforstyrrelser.

Når det drejer sig om spredning af tankesmitte har massemedierne fået kørt det op på et meget professionelt niveau. De ser til udlandet efter de mest effektive historier, og fyrer dem så af i hovedet på deres eget publikum. De mindst vidende massemediearbejdere gør det fordi de selv er blevet smittet. De mere vidende gør det fordi gode historier giver dem lokal position og fordi det derudover kildrer deres ego, sådan at få store befolkningsmængder til at mærke noget og reagere.

Positive memes <

Men ikke al tankesmitte er negativ. Appellen Du kan glæde dine kære virker også ganske fint.

Det er elektroniske postkort et fortrinligt eksempel på. Folk har hinandens e-postadresser. Men pludselig, når de elektroniske kort ligger på den nærmeste portal, får folk lyst til at skrive noget pænt til hinanden.

En person afsender et par kort. De lander hos et par modtagere. Der selv pr. knærefleks tænker Jeg kan glæde mine kære med et klik og lidt tekst, hvorefter de også sender kort. Pludselig sender alle kort.

Blue Mountain Arts er en af Nettets ældste postkort-hjemmesider. De har aldrig brugt en krone på markedsføring. Alligevel er de efter de fleste målinger at dømme på top10'en over Nettets mest besøgte sites. http://postkort.jubii.dk 🏛️ kan også fremvise en brugerkurve, der accelererer mod himlen. Væksten er nærmere eksponentiel end linær. Folk smitter hinanden med postkort som aldrig før.

Der skal ikke engang det store markedsføringsbudget til at holde kedlerne i kog.

Virus-marketing <

Markedsføringsfolk er selvfølgelig begejstrede for at læse om memes, virus-marketing. De håber med en velstrikket og velplaceret kampagne, at kunne få 3 gange så meget for deres penge.

Og de kender i forvejen tankesmitte lidt fra deres varemærke-arbejde.

Her tager man en helt almindelig, phillipinsk børnearbejderfremstillet løbesko - en gummisut - og sætter den på berømte sports- og underholdningsstjerner. Efter dette indledende arbejde vil en forholdsvis stor del af den knap så vidensbeskyttede del af befolkningen være ramt, og attrå disse sko. Endnu bedre. De vil indbyrdes opretholde skoens værdi ved at se og lytte anerkendende på folk, der har dem på. Varemærkemarkedsføringen rammer ligesom virusmarkedsføring ned i relationer mellem mennesker, smitter dem og bruger de smittede til sit eget mål.

Mere godgørende folk forsøger dog også at bruge Nettets kildevæld af viden og teorier om tankesmitte til mere godgørende formål.

Hyperpositive tankevira <

Generosity.org 🏛️ har en ildsjæl strikket en kampagne sammen, der skal gøre verden til et bedre sted at være.

Kunsten er enkel: gør andre en tjeneste, anonymt, og giv dem et kort.

På kortets ene side står Nu er det din tur! og på den anden Det er til dig! Nu er det din tur: gør andre en tjeneste. Men gør det anonymt. Giv dette kort videre. www.generosity.org.

Man kan købe en kage til den, der står bag en i køen hos bageren. Man kan vaske naboens bil inden han står op søndag morgen. Man kan hjælpe en eller anden med computerproblemer.

Uanset hvad, kan man gøre noget andre synes om, og forsøge at smitte dem til at gøre det samme.

Kan folk ikke fatte det ellers indlysende kort, kan de altid koble op til www.generosity.org og dér få en smitte på 20 kb.

Generosity.org har ikke eksisteret så voldsomt længe og det er derfor ikke til at sige hvor hurtigt den kan få spredt sin smitte. Hvor man hos Jubii og Nike kan aflæse antallet af afsendte kort og antallet af solgte gummisutter, har www.generosity.org ikke så gode målinger at støtte sig til. De kan tælle hvor mange gange deres kort er blevet downloadet, og hvor mange, der besøger siden. Men har ellers ikke så godt fat i smittens succes. De kan kun se, at der en gang i kvartalet bliver føjet et nyt sprog til www.generosity.org.

Sexede memes <

Memes, tanke-vira, er enormt sexede for tiden. De er en populær måde at anskue ret mange forskellige ting i vor fælles forestillingsverden på. Da stadset kan bruges i markedsføring er der også mange tomme tønder, der buldrer løs om emnet.

Aaron Lynch og hans Thought Contagion er dog en ganske lødig indføring i emnet, forklaret så også lægfolk kan forstå det. Især hans dissektion af År2000-hysteriet er hele turen værd.

Så ag der hen og bliv vaccineret, mod-smittet. Så kan du have et lystigere liv med mindre frygt for År2000-computerdommedag og rende rundt og gøre folk tjenester. Det vil både du og resten af verden sætte pris på.

Siden denne artikel blev skrevet har jeg spredt to memes. Det en godt, det andet mindre godt. På min hjemmeside forsøger jeg at skrive ansporende om gavmildhed 🏛️. Alle er rige nok til at give et eller andet.

Samtidig har jeg hjulpet til med at designe en aprilnar på Jubii, der skulle få folk til at tro at deres hjemmeside var blevet hacket af en virus. Jeg har altså været med til at udbrede irrationelle forestillinger.

I det mindste skrev jeg et dementi 🏛️. Så ser man lidt venligt på det har det været et mosomt, pædagogisk eksperiment. Folk er måske blevet lidt mere skeptiske over for falske virusadvarsler.