Tjene penge på Nettet

Det er bestemt ikke let at tjene penge på nettet. Her er syv mislykkede forsøg

Dette er ikke en kvidrende lykkelig varmlufts-artikel om hvordan man tjener penge på Nettet.

Det er en tur rundt på det virkelige net, hvor folk ikke - ikke - tjener penge. Her skal vi se på hvordan folk ikke har tjent penge på Nettet og ikke gør det.

Det er forhåbentlig lige så lærerigt som femten artikler om Amazon.com i Børsens Nyhedsmagasin.

Forsøg 1: Lav en fagbog <

Vores første forsøg på at tjene penge på Nettet er at lave en fagbog. De Gule Sider - bare på Nettet.

Ræssonnementet for at lave en fagbog på Internet er godt nok. Folk med Internet-adgang gider ikke tage en papirbog og bladre. De gider ikke betale 10 kroner for at ringe til Tele Danmarks nummeroplysning. Det er meget lettere og hurtigere at søge.

Forretningsmodellen er også meget sund.

Bliver Internet-fagbogen en succes får vi alle Danmarks virksomheder som kunder. De vedligeholder mere eller mindre selv deres annonce i Internet-fagbogen. Vi skal mest bekymre os om at sende en regning på mindst 1000 kroner ud til 100.000 firmaer én gang om året. Sådan! 100 millioner kroner om året. 3-4 ansatte til at klare arbejdet. Internet-pengene strømmer i kassen, og de gamle, etablerede firmaer kan slet ikke klare sig på dette helt splinternye marked.

Vi har måske også hørt journalister og/eller konsulenter citere Paul Saffo fra Institute for the Future for "Det mest interessante ved den teknologiske revolution er, at tidligere store virksomheder vil blive tidligere store virksomheder, fuldstændigt nye virksomheder vil sejre."

Vi ved at issælgerne blev udkonkurreret af køleskabssælgerne.

Den er så godt som hjemme.

Undtagen i virkeligheden.

Mellem 1995 og 1999 blev der nok blevet oprettet omkring 7 store danske Internet-fagbøger. Og de var alle meget dårligere end Tele Danmarks De Gule Sider.

Hvad skete der? <

Små firmaer kan ikke nå rundt til alle Danmarks firmaer og få sat en malkeaftale i stand. Det har de simpelthen ikke kapacitet til, og der er i de fleste firmaer en modstand mod at lade nye malkere komme til.

Der har Tele Danmark en enorm fordel. De har kontakt til alle de relevante firmaer i forvejen, og firmaerne har en aftale med Tele Danmark. Derfor er http://www.degulesider.dk [Wayback-link] det bedste sted at søge i dag. Mens de andre gule sider er dårlige.

Vel har glatte typer ved telefonsalg kunnet sælge godtroende sekretærer annoncer i "Telefonbogen"og "Fagbogen". Men den er ikke gået med annoncer til "Internet". Firmaerne har generelt ikke set nogen grund til at lade sig opføre i de mange konkurrerende Internet-fagbøger.

Tele Danmarks Gule Sider, http://www.degulesider.dk, har derimod klaret sig fint, og er det sted man opsøger, hvis man vil finde et firma. http://www.degulesider.dk er godt nok grimme og har ringe søgemuligheder. Men de er mere omfattende end alle konkurrenternes.

Hvad kan vi lære af det? Det knap så omtalte ved den teknologiske evolution er, at tidligere store virksomheder snildt kan fortsætte med at dominere. De behøver ikke engang anstrenge sig.

Forsøg 2: Kan vi ikke få hele Danmark, så tager vi Næstved <

Skal vi så ikke begænse os lokalt? Så har vi i det mindste en chance for at nå rundt til alle de potentielle kunder.

Tjo. Men sporene fra de sidste år er ikke opløftende. I dag er der ikke mange lokalfagbøger på Nettet og de der er ser langt fra ud til at være dækkende for området. Det er det brugerne af dem kalder for ubrugeligt. Er der ingen cykelhandlere i lokalfagbogen eller er der under 50% er den så godt som ubrugelig.

Forsøg 3: Kan vi ikke få hele Danmark, så tager vi advokaterne <

Vi er endnu ikke sure. Selvom hverken hele Danmarks eller hele Næstved-egnens erhvervsliv betaler for at stå opført i vores telefonbog.

Nu tager vi advokaterne.

De har penge.

De vil betale for at stå opført i vores fortegnelse. Ikke? Pænt bede om?

Sjældent. Lang tid før Nettet flyttede ind i funktionærernes hjem og på arbejdspladser havde tandlæger, speciallæger, advokater, VVS-installatører, bilforhandlere og en utrolig masse andre faggrupper lavet sammenslutninger og foreninger, der kendte alle medlemmer og deres adresse. Det er mere naturligt for en forening som Ret&Råd at Internetudgive en advokatfortegnelse (http://www.ret-raad.dk/ret/) end det er for 50 advokater at betale os 50.000 kroner om året for at vedligeholde Danmarks Advokat-liste.

Alt om København, http://www.aok.dk, er et af de få tilfælde hvor det er lykkedes at komme med et alternativ til fagbogen. Ejerne sendte 12 sælgere ud i det ganske København hvor de gik fra dør til dør og tilbød erhvervsdrivende en annonce i deres guide. Alt om København er i dag en hæderlig fortegnelse over virksomheder i København, der sælger produkter med en vis underholdningsværdi og profitmargen. Der er mange hoteller, restauranter og biografer. Men få automekanikere.

Men vi var ude på at tjene penge, ikke sandt?

12 sælgere og en hoben programmører koster desværre rigtig mange penge. Så Alt om København er ingen overskudsforretning.

Forsøg 4: Lav et rubrikannoncemarked

Suk. Færdig med fagbøger. Men hvad så med rubrikannoncemarkeder!?

Der er en forrygende mængde penge i avisernes tillæg med boliger, biler, både, jobs og rejser. Mellemmænd og annoncebærende medier tjener hvert år milliarder af kroner fordi folk vil skifte bolig, bil og jobs - eller civilstatus.

Aviserne er gumpetunge. De koster penge for brugerene, annonceteksten/varebeskrivelsen er latterligt begrænset, man kan ikke søge og man skal købe tre aviser og blade sin hænder sorte i 40 minutter - og man er alligevel ikke sikker på at man har et tilnærmelsesvis dækkende billede af markedet.

Men at starte et rubrikannoncemarked op er at ramle panden mod to mure.

Det gamle problem med, at man ikke kan nå rundt til alle potentielle annoncører er tydeligt. Folk der skal sælge deres bolig/bil/stilling aner ikke at vores annoncemarked eksisterer. Og hvis de gør, er de ligeglade. For der er så lidt på det, at det ikke kan trække særlig mange potentielle købere til.

Den anden mur hedder forvirring. Som med fagbøgerne er vi bestemt ikke ene på markedet. Siden 1996 har alle fra Herodes til Pilatus forsøgt at lokke annoncørerne til sig. De har alle lovet at blive de største. Men annoncørerne har set et splittet marked og har holdt sig til de kanaler, de kender. "Tante Berlinger kender vi. Vi ser tiden an".

Endelig kan de gamle medier markedsføre selv de mest usle tjenester effektivt. Langt flere kender til Berlingske Tidenes og TV2s boligmarkeder end til http://bolig.kapow.net, http://www.boligsiden.dk og http://bolig.forum.dk. Selvom de to første er usle rubrikannoncemarkeder i forhold til de tre andre. Det burde ikke betyde noget. Men det gør det desværre.

Vi kan også se på hvem der driver de to populæreste rubrikannoncemarkeder/auktioner. BT og Stifttidenderne står bag Gul&gratis og Jubii står bag Jubii Auktion. De kan skaffe så mange købere og sælgere til deres markeder at markederne hurtigt begynder at forstærke sig selv. Og de kan vente mange titusinder af kroner på at de kan tjene penge på deres tjenester.

Det er dog ikke helt umuligt at blive bestyrer af et populært og livskraftigt rubrikannoncemarked. http://www.fuglemarkedet.dk [Wayback-link] viser at man kan finde en niche og dominere den.

Der er næppe andre markeder med mere fuglerelateret stads i end Fuglemarkedet.

Men vi skulle tjene penge ikke sandt? Fuglemarkedet tjener ikke penge.

Vi holder lige en pause for at se på hvordan man tjener penge på Nettet.

Bannere og returkommission

Man tjener penge på bannere og returkommission.

Med bannere brænder man et varemærke ind i sine brugeres hjerner og viser dem videre til en sælger af et eller andet. Man får typisk 5-20 øre for det pr. gang.

Med returkommission brænder man et varemærke ind i sine brugeres hjerne og viser dem videre til en sælger af et eller andet. Man får typisk 5-20 kroner for det pr. gang - hvis brugeren vel at mærke køber noget af sælgeren umiddelbart.

Virker det så?

Ak nej.

Steven Snedkers historie <

Det begyndte med at jeg læste denne her artikel om at man kunne tjene penge på sin hjemmeside. De tikkede lige så stille ind, mens man lå på sofaen og læste en bog.

Hey. Det er mig, tænkte jeg. Jeg havde i årevis gratis vist folk videre til en af Nettets største butikker. Hvorfor ikke få returkommission?

Det tog 30 minutter at melde sig som modtager af returkommission og få kopieret de pengemærkede links og søgefelter til http://sekstant.netuni.dk.

I sidste kvartal viste jeg købsmuligheder for http://amazon.co.uk omkring 45000 gange for cirka 5000 mennesker. Resultat: 27 bøger blev købt og jeg fik 5% af den samlede salgspris. 45000 købsmuligheder gav 160 kroner.

Første konklusion: Returkommission er en sølle forretning for hjemmesideejerne og en forrygende forretning for butikkerne. Butikkerne bliver markedsført utrolig meget til en meget lav pris.

Anden konklusion: de 5000 danske computernørder på http://sekstant.netuni.dk har ikke et særlig stort behov for at købe bøger på postordre.

Bjarne Tveskovs historie <

http://sekstant.netuni.dk har blot et uspecificeret søgefelt og link. Mon ikke det virker bedre hvis man henviser til individuelle bøger?
Da http://tveskov.com/bog [Wayback-link] havde kørt i 5 måneder var der blevet vist cirka 10000 sider med indkøbsmulighed. Det fik jeg 150 kroner for.

http://tveskov.com/bog [Wayback-link] er en samling boganbefalinger med fin grafik og pænt design som det tog Bjarne Tveskov 25 timer at strikke sammen.- Det er en timeløn på 6 kroner i timen. Før skat.

Man tjener flere penge på at fiske flasker op af skraldespande.

Det må være en trøst for landets flaskemænd og - damer at de tjener mere end dobbelt så meget som smarte mænd med Internet-forbindelserne i orden og en viden om e-handel.

- Det skulle dog være muligt at tjene penge på returkommission,
siger Bjarne. Bare man sælger specifikke bøger inden for et snævert emne til amerikanere. De har nemlig lysten til at impulskøbe bøger pr. postordre.

Mester Greenspun beretter i http://photo.net/wtr/thebook/money.html [Wayback-link] om hvor mange tusinde kroner hans returkommissionsaftale med Amazon.com kaster af sig hver uge. Og om hvordan Amazon.com har snydt og måske snyder ham og andre returkomissionsmodtagere.

Det er helt op til Amazon at fortælle hvor mange af de folk man sender videre, der køber. Siger de 0 får man 0 kroner. Julen 1997 sagde Amazon at kun 4 af de 11924 mennesker han havde sendt videre købte noget. Normalen ville ligge på 152 - til jul faldt salget 38 gange.

Det er ikke sandsynligt. Men selvfølgelig - kun Amazon kan fortælle hvor mange, der køber hos dem.

Og returkommissionsaftalerne vokser ikke engang ind i himlen til hverdag. Mester Greenspun tjener stadig ikke over 5000 kroner pr. måned på at give Amazon.com hundrede tusindvis af omtaler. Og han bruger meget mere end 5000 kroner på at drive og udbygge sin tjeneste hver måned.

Så bannere da? <

Et banner er som regel et stykke grafik på 468*60 punkter, der blinkende og roterende fortæller beskueren, at et der kommer noget godt og spændende ud af at klikke på det. Et klik fører som regel til en forretning, der sælger et eller andet.

Uanset hvor få besøgende man har på sin hjemmeside kan man sætte et banner på. Enten ved selv at sælge bannerpladsen til en annoncør. Eller ved at kontakte en bannermægler, et firma der mod kommision formidler kontakten mellem bannerpladsejere og annoncelystne.

Bannerordninger for lidet besøgte sider er notorisk utroværdige. Selvom man reklamerer nok så meget for diverse mindre respektable sider og forretninger får man sjældent nogle penge udbetalt. Man får som regel adgang til at se en narresutte-konto, der som regel lukkes under et eller andet påskud før beløbet på den når udbetalingsgrænsen.

http://www.markwelch.com/bannerad/ [Wayback-link] fortæller om de mange fælder og chefredaktør Thomas Krath fra http://www.pcmagasinet.dk [Wayback-link] (Vi kan også) har været i en ret stor del af dem.

- Jeg nåede op på godt og vel 20$ hos www.clickagents.com [Wayback-link] - men for et par måneder siden ville de ikke lukke mig ind på deres side, så jeg tror de har "glemt mig". Grådigheden...
I øjeblikket forsøger jeg at tjene lidt lommepenge via www.click2net.com [Wayback-link]) - og der går det godt. Jeg har nu ca. 20 $ tilgode (5$ dollars fra udbetaling). Click2net's regler er bare en smule snuskede for ikke amerikanske statsborgere. Hvis de ikke viser et "rigtigt" banner på en ikke-amerikansk side kan man risikerer det ikke giver 3-7 øre pr. visning men i stedet 5-10 credits, som man så kan bruge i deres bannerbyt-lignende system...

I alt har jeg vel tjent 90 kroner på det sidste år. Det har dog vel at mærke været via bannerreklamer jeg selv har solgt.

For Thomas er der flere penge i at uddele papirreklamer fra Netto til husstandene på ruten end i at uddele bannereklamer til sine besøgende.

Landets bestand af reklamebude har altså den trøst på en regnvåd lørdag, at de i det mindste tjener flere penge end mange tusinde danske hjemmesideejere.

Beskeden fra alle små hjemmesideejere og http://www.markwelch.com/bannerad/ [Wayback-link] er enkel: forvent ikke at få udbetalt en krone før du samarbejder med anstændige bannermæglere. Og forvent ikke at disse anstændige bannermæglere gider arbejde sammen med dig før du er oppe i et antal viste sider, der gør dig attraktiv for troværdige annoncører.

Det kan dog lykkes.

Bannersuccesserne beretter <

>Jubii vil sandsynligvis have solgt bannerreklamer for 25 millioner kroner i 1999, fortæller marketingsdirektør Martin Thorborg. Til det salgsjob bruges 5 sælgere og noget dyr software. Det er en omkostning de færreste kan afholde. Men det betyder et bedre salg end for de fleste andre - og en bedre pris pr. banner. Thorborg mener at Jubii får 15-20 øre pr. bannervisning.

Det er det dobbelte af hvad en typisk bannermæglerbruger får.

DoubleClick [bannermægler hjemmehørende på http://www.doubleclick.dk [Wayback-link]] fik solgt reklamer til 184000 af mine viste sider i sidste måned, fortæller en anonym, dansk Internet-succes. Det gav mig en indtægt på 14000 kroner før skat. Altså cirka 7. 5 øre pr. bannervisning.

Så uanset hvor meget grimt man læser om bannerreklamer i aviser og blade kan de i de mindste udvirke, at der faktisk er nogle, der tjener penge på Nettet.

- For så vidt at de altså bruger færre penge på at drive deres Internet-tjeneste end de tjener.

Jamen, hvad med brugerne? <

Ok. Nu ved vi at man ikke tjener noget videre som returkommissionsmodtager, men at en man med lidt held kan kradse 7.5 øre ind pr. vist side.

Det er stadig ikke meget.

Kan man da så ikke få brugerne til at betale? Ligesom vi kender det fra aviser og blade?

Næh.

Hvornår har du sidst betalt for en hjemmeside?

Sandsynligvis aldrig. Alt om DATA er gratis på Nettet. ComputerWorld er gratis på Nettet. PCmagasinet.dk er gratis på Nettet. Alle erfaringer viser, at man taber størstedelen af læserne, blot man begynder at kræve at de skal registrere sig for at få adgang. Beder man om et vederlag der står mål med produktionsprisen er der så godt som ingen læsere tilbage. Det går helt rabundus.

Abonnementsbarrieren betyder som oftest også at man mister alle de læsere, der kommer fra søgemaskinerne. Hvis søgemaskinerne ikke må læse hvad der står på ens sider, kan de heller ikke fortælle andre hvad der står på dem.

Konsekvenserne af den ringe indtægt <

At læserne ikke betaler for de sider de læser har nogle kedelige konsekvenser for mange af Nettets sider.

Tag nu føromtalte 6 kroner-i-timen-boganmeldelses-side.

Den begynder:

"Jeg læser nok en fem-ti bøger om måneden og siderne hedder Gode bøger fordi jeg kun omtaler dem som jeg godt kan li'."

Hvorfor mon?

Længere nede på siden står der:

"Det er hurtigt, billigt og sikkert at købe de omtalte bøger direkte fra: [logo] Amazon.co.uk".

Økonomien understøtter ikke negative boganmeldelser! Der er ikke noget ved at skrive "Dette er en dårlig bog. Køb den ikke." og så følge det op med et returkommisionslink.

Altså bliver det ikke til nogle anmeldelser af dårlige bøger - en disciplin der ellers både kan være fornøjelig og lærerig. Man må forvente at uomtalte bøger på http://tveskov.com/bog [Wayback-link] enten ikke er blevet læst, eller er blevet læst og fundet for dårlige til en anbefaling.

Læg også mærke til at der er forskel på en anbefaling og en boganmeldelse. En anbefaling fylder et par linjer og tager fem minutter at skrive. En anmeldelse fylder mange linjer og tager timer at skrive.

Økonomien - nej, lad os hellere kalde det ved dets rette navn: lysten til returkommission - forværrer også http://tveskov.com/bog på anden vis.

En del af de anbefalede bøger findes også i fine danske udgaver. Udgaver man kan snuppe i boghandlen på vej hjem fra arbejde.

Det står der bare ikke noget om på http://tveskov.com/bog. Der er ikke noget økonomisk incitament. Der er ingen danske boghandler, der gør sig i returkommission.

Mere korrupt <

Returkommissionen kan dog virke endnu mere korrumperende.

Visse typer laver en side, der egentlig skal forestille at handle om en kultfilm. Men i praksis står der ikke en original linje om filmen. Hjemmesiden er udelukkende returkommissionslinks til bøger, film, kasketter i forbindelse med kultfilmen. Et forsøg på at berige sig på impulskøbere.

http://www.ravecentral.com [Wayback-link] er et godt eksempel.

Her finder man flere hundreder hjemmesider med en utrolig mængde returkommissionslinks. Og ikke andet.

Men eftersom titlen på de film, siderne egentlig ikke handler om går igen så mange gange på siden kommer Ravecentrals sider højt op på søgemaskinernes resultatliste.

Bliver for mange mennesker grebet af returkommissionsordninger på samme industrielle manér som Ravecentral, vil det efterhånden blive svært at finde ærlige entusiastsider om kultfilm for affaldsdyngen af sider, der kappes om at anbefale købet af bogen, t-shirten og kasketten bag filmen mest mulig.

Det er trist hvis Nettet kun kommer til at bestå af henvisere, der drømmer om penge, og ikke af arbejdere, der bygger samfundet op ved personlig indsats. Det skulle nødig komme til at ligne det tidligere Sovjet hvor en betænkelig stor del af befolkningen vil handle, mens kun en lille del tror på at det kan betale sig at arbejde ærligt.

Integritet og ekspertviden koster <

Man kan sige meget grimt om Danmarks ti mest populære, månedlige papirmagasiner. De er dyre, langsomme, ufleksible, hælder gammel vin på nye flasker og holder i visse tilfælde folk dummere end de egentlig burde.

Men de har i det mindste råd til at være ærlige. Fordi de udgiver på papir.

Lad os tage et eksempel på et fiktivt datablad.

Betal skribent, redaktør, lay-outer nogle tusinde - lad os sige sammenlagt 3000 kroner for at lave en bladside. Kræv derefter 30000 kroner for en reklameside.

Lav et blad på 100 sider.

50 sider reklamer. Indtægt: 1.5 millioner kroner.

50 sider skriveri. Udgift: 150.000 kroner.

Få derefter 30000 mennesker til at købe bladet til 50 kroner. Indtægt: 1.5 millioner kroner.

Man har nu 3 millioner kroner og har betalt 150.000 kroner for indholdet.

Så koster det noget at trykke bladet og distribuere det. Trykkerier, postvæsenet, distributionsselskaber, kiosker, skattevæsen osv. skal også have nogle penge. Men Danmarks ti mest økonomisk succesfulde papirudgivere sulter ikke. De kan sagtens tåle at miste en annoncør og de har råd til at betale for at bøger og maskiner bliver anmeldt. På et papirblad har man råd til at droppe anbefalings-"journalistikken". Man har også råd til at ansætte folk, der ved noget om tingene. De mest succesfulde blade kan endda skrive om Linux og gratis software selvom der ingen annoncørkroner er i det marked.

Så prøver vi det samme trick på Nettet.

Vi går ikke på kompromis med integriteten og kvaliteten og giver derfor stadig skribenterne og redaktørerne 3000 kroner for at skrive/redigere/lay-oute en side. Så sætter vi en bannerreklame på siden. Den giver 7.5 øre pr. visning. Siden skal altså læses 40000 gange før udgiften til indhold er tjent hjem. Hvor mange danske www-sider bliver læst 40000 gange? Utroligt få.

Prøv så at udgive 50 sider om måneden. Så skal man vise 2 millioner sider før man har betalt for indholdet. Kan DoubleClick kun sælge annoncer til 1.5 million sider pr. måned, har man ved 7.5 øre pr. visning omkring 110000 kroner i indtægt. Det er jo ikke så sjovt hvis man har betalt 150000 kroner for indholdet. Og man har stadig problemer med skat, server og/eller www-hotel.

Selvom www-udgivelse langt fra er så dyrt som papirudgivelse koster maskineri, www-hotel og mange Mb trafik også nogle penge.

Nu har en hjemmeside mere end en måned til at tjene sig hjem - især hvis det ikke er letfordærvelige nyheder man gør sig i. Men at regne med at siden bliver set 40000 gange og at man som udgiver dermed har til en kasse cola fra Netto er nok at tænke mere positivt end realistisk.

Man kan forsøge at komme flere bannerreklamer på siden. Men det er ikke noget de fleste annoncører, bannermæglere eller læsere bryder sig om, og på et marked med ekstrem overkapacitet, skal man ikke sætte forventningerne for højt.

Det er de færreste, der er rentable og det er endnu færre, der tør tale annoncørerne imod. Prøv at finde en kritisk anmeldelse af en film eller butik på Alt om København.

Sådan er livet.

Er alle illusioner væk nu?

Så lad os begynde at forsøge at tjene penge igen.

Forsøg 5: Læg dig først <

Ok. Det er for svært at tjene penge på selv at lave indholdet eller betale for at andre fremstiller det.

Men alt er ikke tabt. Man kan stadig forsøge at lægge sig forrest.

Fine tjenester som Jubii og Yahoo tiltrækker millionvis af mennesker og tjener gode penge. De er populære startsteder. Hvis man nu møffer sig ind foran dem?

Det gør man på CNWorlds Linkguide. Her får man mere eller mindre Jubiis og Yahoos forsider. De lindrende bannerreklamer basker bare ikke penge ned i de pengekasser, der for millioner af kroner vedligeholder Jubiis og Yahoos fine emnekataloger. De lander hos en selv, der har udført kopieringsarbejde i 20 minutter.

Det er sikkert, at det er vulgært. Det er sikkert at det er mindre brugbart og mindre fornuftigt at bruge CNWorld Linkguide som startside end at vælge en af de originale tjenester. Det er ikke engang sikkert at CNWorlds Linkguide er lovlig.

Men det er nu engang en hel del lettere og billigere at stå på skuldrene af giganter end selv at bygge noget op.

Der må snart være 100 eksemplarer af denne slags sider, der sakser bannerindtægter fra de store, værdifulde tjenester og sjældent giver folk en bedre startside.

CNWorlds Linkguide omsætter dog næppe for det helt store. Der er så få, der kender til den og som vi så det med rubrikannoncemarkederne har folk det med at satse på det sikre når 100 sælgere kommer rendende og byder sig til og skriger "Brug mig! Brug mig!".

- Nu er det ikke alle, der møffer sig forrest, der er snuskede.

http://bolig.kapow.net [Wayback-link] og http://bookfinder.com [Wayback-link] er fine tjenester, der samler resultater fra henholdvis de fleste danske ejendomsmæglere og de største brugtbogsdatabaser. Blandt søgesiderne findes der også sider der ikke kun tjener penge på andres arbejde, men i praksis også giver brugeren noget mere.

Aller aller først <

Man kan dog også møffe sig foran på anden vis.

Et par af de mere radikale foran-møffere er All Advantage og Scandic Netpay (http://www.alladvantage.com [Wayback-link] og http://www.scandicnetpay.dk [Wayback-link]). De lægger sig før Internet-udbyderens, browserfabrikanten og de store portaler. Her får man bannerne serveret fra et lille program hver gang man er på Nettet. Mennesker installerer dette program fordi de venter at få del i bannerindtægterne. Sælger All Advantage og Scandic Netpay en bannerfremvisning til en annoncør, deler disse bannermellemænd pengene i porten med den bruger, der formenes at glo på det.

Udbetaling af penge kræver at All Advantage og Scandic Netpay har folks korrekte adresse, og de kan dermed levere lokale annoncer - noget Jubii ogYahoo ikke kan gøre før om meget lang tid.

Begge firmaer har lovet både annoncører og annoncekvæg guld og grønne skove. Begge firmaer har organiseret deres annomcekvæg i en pyramidestruktur der gør, at kvæget også kan tjene penge på hinanden. Lykkes det at sælge den enorme mængde annonceplads, der hermed er blevet bragt ind i den i forvejen annoncepladsmættede verden står All Advantage og Scandic Netpay til at tjene penge.

De får dog hård konkurrence fra de "gratis" Internet-udbydere, der dukker her, der og alle vegne.

De "gratis" Internet-udbydere ved ligesom All Advantage og Scandic Netpay hvor de har brugerne. De ved hvor brugerene bor, hvilke sider de læser, hvad de interesserer sig for. De styrer også i høj grad hvor brugerne starter på Nettet. Det skulle tiltale annoncører i en sådan grad, at brugerne ikke skal betale for Internet-forbindelsen med penge. Visse "gratis" Internet-udbydere lader også til at have det håb, at de med tiden kan forvandle sig til CompuServe/AOL/Diatel-agtige online-tjenester og begynde at tage penge for tillægstjenester.

Men da det nok ligger hinsides de flestes evner at sælge millioner af bannerannoncer til skeptiske annoncører, springer vi fra disse komplicerede, potentielle indtægtsmulighed til noget lidt lettere.

Forsøg 6: Få andre til at lave indholdet <

I stedet for at møffe sig forrest kan man også "finde" indhold på Nettet, lave en side med det, smække bannerannoncer på den og så invitere folk forbi.

De typiske hjemmesider i denne tjene-penge-genre er sider med vitser, snydekoder, citater, madopskrifter. Der er tonsvis af dem. Alligevel er der hver uge en håbefuld ung mand, der stjæler indholdet fra de sider han nu støder på, udgiver det som sit eget og håber på at trække bannerreklamepenge hjem.

Er man lidt ihærdig kan man måske holde sig en rimelig timeløn mens man gør Nettet tl et dårligere og mere redundant sted at opholde sig.

Sandsynligheden for at blive sagsøgt for at stjæle 1000 blondinevitser fra en der har stjålet de 985 i forvejen er minimal, så det er kun ens moral der sætter grænsen. "Ån database, ti hjemmesider" beretter om folk der snupper indhold fra hinanden.

Det lader dog ikke til at der er nogen, der bliver rigtig rige på at sælge sand i Sahara og blondinevitser på Nettet.

Man kan også forsøge at lokke indhold gratis for ejerne.

Nettime 2000 vil om kort tid være Danmarks største samlede medienet, der i et virtueltoplevelsesbaseret medie, krydret med journalistisk indhold og spændende overraskelser, samler anoncører og kunder, hedder det i deklarationen på http://www.nettime2000.dk [Wayback-link].

Oversat til dansk står der: Det var døwlens. Koster en journalist virkelig omkring 30000 kroner om måneden ifølge overenskomsten!? Det kan jeg slet ikke betale. Så vil jeg hellere sende et brev rundt til folk med interessant indhold på Nettet og et til annoncørerne.

Brev1: "Hej hjemmesideejer. Du har lavet noget spændende. Vil du ikke have dine sider profileret på nettime2000 og dermed skabe mere opmærksomhed og mersalg af din kunnen?".

Brev2: "Hej annoncør. Nettime2000 er et spændende sted. Vil du ikke have dine sider profileret på nettime2000 og dermed skabe mere opmærksomhed og mersalg?".

Note til mig selv: "Uuuh. Bare de hopper på den og jeg kan sidde og skumme i midten. NB: husk at købe skocreme til mokassinerne."

Det kræver noget af en sukkerstemme at få lokket indholdet gratis fra folk der har svedt over det i timer. Det er sjældent, at det lykkes.

De bedste forsøg på at få folk til at lave attraktivt indhold under ens bannerreklamer finder vi hos udbyderne af gratis hjemmesider og gratis e-posttjenester. På gode dage tjener man mere på sine bannere på disse tjenester end det koster at sende alle de tunge breve og grafikfiler mellem brugerne. I udlandet er GeoCities, Xoom og Tripod blandt de mest populære udbydere af reklamesponsorerede hjemmesider. I Danmark har vi Netby og Subnet som gratis udbydere. E-postale tjenester kan man finde cirka 500 af på http://www.emailaddresses.com

Gratis hjemmesider og gratis e-posttjenester er gode ideer. Men det kræver at man sælger mange bannerreklamer, hvis det skal løbe rundt.

WWW-konferencer ser ud til at være en lettere vej.

Usenet 2 <

Usenet var fra 1979 til 1995 Nettets centrum. Det var her alle mødtes for at diskutere deres fritidsinteresser, musikidoler, faglige problemer og personlige fornøjelser.

De mere succesfulde pengeindtjenere på Nettet kalkerer Usenet og giver folk nogle små rum de kan diskutere i. De skal ikke mødes under fuldmånen og diskutere. De skal mødes under dine bannereklamer!

Debatcenter.dk viser hvor let det er, at bygge en tjeneste af denne type. De er smuttet på http://www.cgi-resources.com [Wayback-link] og har snuppet konferencesystemet UltraBoard. Efter lidt tilretning har det åbnet for diskussionen i en masse umiddelbart tillokkende fora. Bannerreklamerne er i stilling.

Der er kun ét problem: diskussionskvæget kommer ikke. Debatcenter.dk har ikke råd til at fortælle alverden om deres eksistens så få kommer. Og når nye kommer til og ser de døde diskussioner forlader de hurtigt stedet igen.

Det samme sker for ejere af chatrum. Ingen mennesker kommer forbi, der er ingen indtægt.

Så Jubii, Yahoo og Kvasir må hver uge lægge øre til mange desperate forsøg på at hive folk til debatfora.

Man kan dog få succes med at tjene penge på debatfora. Deja.com græsser på gode gamle Usenets hundrede tusinder af daglige artikler. Men bliver bannermalket hos ejerne af Deja.com. Eksperten.dk tjener også penge til ejerne i et omfang der gør det besværet værd at drive den.

Men man skal kæmpe meget hårdt for at tiltrække sig diskussionskvæg nok til at man når den kritiske masse hvor brugerne begynder at tiltrække hinanden. Sats ikke på at det er nok at downloade UltraBoard og vente på at folk kommer forbi. De har som regel vigtigere ting at foretage sig og diskussionsindhegningerne er mange.

Her i slutningen af 1999 skulle det dog stadig være muligt at kalkere http://e-groups.com [Wayback-link] med god effekt. Her lader man folk lave deres egne postlister. De vælger emne. De finder folk, der gider diskutere. Men man selv tjener penge på annoncer nederst i de mange tusinde breve på postlisterne.

Det er attraktivt fordi få tilbyder denne annoncemulighed og fordi den giver en af de meget få legale adgangsveje til folks hellige postkasser.

Gratis indhold er ikke den værste startomkostning man kan vælge.

Rubrikannoncemarkeder igen <

Ret beset er rubrikannoncemarkeder og varekataloger ikke voldsomt forskellige fra diskussionsfora. Om det er meninger eller produktbeskrivelser man finder på de bannerklædte sider betyder ikke det store i indtægtsmæssig sammenhæng. Og det er nu engang billigere at få en sælger til at levere en produktbeskrivelse gratis end det er at få en skriverkarl eller noget diskussionskvæg til at arbejde gratis.

Varebeskrivelser er indhold.

Og lister over båndstationer eller rubrikannoncer indeholdende ordene "båndstation, tandberg, colorado, seagate, surestore" er lige så relevante steder at annoncere for en annoncør som over tests af båndstationer.

Varebeskrivelser er attraktivt og billigt indhold, der kan risikere at tiltrække beskuere og annoncører.

Men bliv nu ikke i for godt humør. Der er få brugere og få annoncører. Og der er ikke engang mad nok til de store, der har ofret millioner af kroner på at tiltrække de to grupper.

Forsøg 7: Synk til bunds og snyd <

Det store problem ved de få indtjeningsmuligheder, der er beskrevet ovenfor er, at de alle kræver en målrettet indsats over lang tid. De kræver talent, held og utrættelighed.

Derfor kan det være fristende blot at slippe grebet, synke til bunds og forsøge at blive rig hurtigt uden at gøre en større indsats.

Fra Den Blå Avis og diverse lokalaviser kender man rubrikannoncerne hvor der loves "Tjen 20.000 kroner om måneden hjemmefra! Send en check på 100 kroner for at lære mere om dette spændende koncept."

Er man dum nok til at sende checken opdager man, at det spændende koncept består i at sætte annoncer i lokalaviser hvori man beder folk sende en check på 100 kroner for at lære om et nyt, spændende salgskoncept.

Pyramidespil, Multi-level marketing og almindeligt bondefangeri er der også masser af på Nettet. Jubiis relevante kategori vokser dagligt med en ny håbefuld "Internet-forretningsmand" der lover 2000 kroner om måneden, blot man surfer på Nettet.

Det er selvfølgelig umuligt. Vel er der mange mennesker, der ikke kan tænke kritisk og og vel har mange af dem fundet vej til Nettet. Men selvom du vælger at synke til bunds og gå efter laveste fællesnævner og vælger at ligge samfundet til last med ligegyldige og ugyldige tilbud, så forvent ikke for alvor at blive rig på det. Hvis du bare når at snyde én er du snævert set heldig.

Der er flere penge i at synke lidt dybere og i stedet begynde at udbyde foredrag om e-handel. Eller lave foreninger, erfa-grupper eller skrive artikler og lave workshops om e-handel. Det er ikke at tjene penge direkte på Nettet. Men det giver godt i forhold til rent faktisk at forsøge sig. Evangelisterne tjener flere penge på at prædike end på at tjene.

Hvem har tjent penge på Nettet? <

Teleselskaberne/Internet-udbyderne har tjent penge på Nettet.

Visse web-hotelejere har tjent penge. Konkurrencen har betydet et prisfald, der næppe standser lige med det samme. For et par år siden kostede det en formue at komme på et www-hotel ekviperet med en peg&klik varedatabase og med indbygget mulighed for Dankort-betaling. I dag kan den slags fås for omkring 8000 kroner pr. år.

Visse web-bureauer har også tjent penge. De, der har tjent flest har været dem med de bedste sælgere og de der har kunnet sælge samme publiceringssystem til fuld pris til 50 virksomheder ved blot at ændre lidt på udseendet. I disse tilfælde har indkomsten faktisk løftet sig fra almindelig grafisk bureau-indtægt til softwarefirma-indtægt.

En meget stor del af sælgerne af købesoftware har tjent styrtende. De har alle kunnet sælge nye versioner af deres operativsystemer og kontorprogrammer "Nu med Internet-funktionalitet."

Visse konsulenter har også klaret den fint. Hovedrige teleselskaber og udgivelsesgiganter har haft mange angstspændte penge at brænde af, uden at besidde en skepsis der matchede beløbenes størrelse.

Mange skribenter, undervisere og foredragsholdere har også tjent gode penge på Nettets fremkomst.

Visse postordreforretninger har tjent penge. Men mest i kulturer hvor den slags er udbredt. http://strikingitrich.com har nogle gode historier - bedre end den om underskudsforretningen Amazon.com.

Endelig er der også nogle få Internet-tjenester, der har været direkte rentable. Men som man kan se af denne artikel gives der ikke sikre successer.

Folk der har solgt historier om revolutioner og gigantisk indtjening til dumme investorer har tjent mange penge og fortsætter med det.

Gode råd <

  • Sælg ikke noget digitalt. Det er let at levere, men bliver kopieret. Dertil de færreste er rede til at betale for det. De, der tjener penge på Nettet, tjener dem hovedsagligt på andet end salg af digital information.
  • Sats på de gode postordrevarer, de entydige, dem der ikke skal byttes: bøger, cd'er, abonnementer, reservedele - og husk at konkurrencen er hård nok til at drive avancerne i bund og underskuddet op. Boghandler er der nok af på Nettet. Reservedelshandler ligger det derimod noget tungt med - især i Danmark.
  • Der burde være penge i at sælge løfter (bankforretning, forsikringsforretning) på Nettet. Men det er et råd de færreste kan bruge. Det koster mange penge at lave en bank eller et forsikringsselskab og de allerede eksisterende er ikke videre konkurrencelystne. De bruger helst deres hjemmesider på at skjule deres prisliste og henlede opmærksomheden på uigennemskuelige tilbud.
  • Slå ikke en større forretning op end du kan bestyre. Det er fristende at udbyde 1.5 millioner bøger. Men det kræver kontakt til en frygtelig masse forlag og en masse dyr snak med kunderne. http://reservedele.dk [Wayback-link] er tillokkende. Men har man ikke mandtimer til at understøtte mere end http://volvoreservedele.dk bør man holde sig til det. Irriterede kunder distribuerer deres misag med en effektivitet som for 10000 kroner bannerreklamer. Dertil er det lettere at hage sig fast i en niche og ekspandere derfra, end det er at begynde stort med 20000 kroner i risikovillig kapital. En lille, hurtig succes er et bedre grundlag at bygge på end en stor, træg fiasko.
  • Sælg til den mest uvidende del af de potentielle kunder. Alt datamateriale fra Personify.com, der lever af at afdække hjemmesidebrugeres indkøbsmønstre viser, at det er nybegynderne og amatørerne, der køber på postordre. De kvikke læser bare al ens fine information gratis og køber der hvor de altid har købt. http://www.upside.com/texis/mvm/richard_brandt?id=3784bc5f0 [Wayback-link] kan fortælle at 8% af kunder foretager 82% af indkøbene i en typisk e-biks og http://www.personify.com [Wayback-link] har en meget overbevisende "Product Tour".
  • Giv folk en økonomisk fordel. Postordre skal være væsentlig billigere og lettere end detailhandel før folk gider skifte.
  • Du kan ikke sælge det hele selv. Få sat en returkommissionsordning op. Det er alle pengene værd og mere til. Amazon-bannere på http://sekstant.netuni.dk [Wayback-link] ville have kostet Amazon 4500 kroner i sidste kvartal. Med returkommissionsordningen fik Amazon solgt 27 bøger for 160 kroner. En 1/28-del af bannerprisen. Skulle bannerne konkurrere med returkommissionen skulle bannerne snævert set have solgt 750 bøger.
  • Overvej om det er så forrygende at være en postordrevirksomhed. Selvom man måske kan stikke 25% af en cds eller Volvo-reservedels salgspris i lommen, er det ikke sikkert at det i praksis er lykken at bestille varer og sende dem videre og modtage spørgsmål og reklamationer. I én uendelighed. Eller indtil man sælger så meget at man kan betale andre og mindre samvittighedsfulde og drevne mennesker for at gøre det.
  • Forvent ikke at være alene på markedet i al evighed. Forvent ikke at være alene på markedet i en måned. Konkurrenterne er ikke indlæringshæmmede, og så snart de opdager at der måske er penge i at publicere prislister over hardware eller vitser om elefanter er de der med det samme.

Salg af digital information <

Det er skønt at sælge digital information. Det koster forsvindende lidt at fremstille et nyt eksemplar af varen og med Internet koster det forsvindende lidt at sende varen til kunden.

Man er som sælger bare oppe mod fraværende betalingsvilje og nærværende kopieringsvilje.

Alle sender artikler til hinanden via e-post.

De udveksler også billeder de ikke har reproduktionsretten til.

Har de en Internet-forbindelse af rette tykkelse udveksler de også musik og film.

Detaljerne kan læses i Uregerlige samfund, artiklen om mp3-evolutionen.

Hvad gør man så?

Sælger sin information analogt. Bøger, papirrapporter, bånd, personligt fremmøde. Det er dyrere, dårligere og langsommere for alle involverede parter, Men det begrænser kopieringen voldsomt. Vel kan bøger fotokopieres, men fotokopierne kommer ikke til at nå så mange mennesker som videresendt e-post, der rammer postlister, www-servere og byttemarkeder som Rødskægs.

I en verden hvor alt kan kopieres... <

er det svært at sælge. Derfor er blandt andet Adobe sprunget på banen med en ny udgave af pdf, en version hvor brugeren ikke kan se indholdet af pdf-filen før han har betalt. Eller har downloadet et pdf-crackerprogram.

Problemerne med at beskytte tekst er helt de samme som problemerne med at beskytte musik.

Derfor lyder visdommen her i slutningen af 1999: glem alt om at tjene penge på indholdet. Tjen penge på brugerne. Folk kan kopiere dit indhold og distribuere det vidt omkring. Men de kan ikke kopiere dine mange aktive brugere, der diskuterer løs. Jo flere brugere du har, jo flere trækker du til.

Hvis der kommer meget lette og meget udbredte mikrobetalingssystemer vil man måske om mange år kunne få en bitte indkomst af at fremstille og udgive indhold på Nettet. Men det sikreste er at få en masse uforlignelige og ukopierlige brugere til at mødes på en tjeneste. Brugerne er der annoncekroner og mersalg i.