Drømme-mediestøtte 2016

Her er er sikker måde at få flere medier på. En sikker måde at få flere spændende medier på. Metoden er så fed, at den burde prøves.

Her er nogle kendte problemer for mediebranchen: annonceindtægterne er små og vigende, snyd gør det værre, Adblock-brugen er på fremmarch, betalingsmure og styksalg virker ikke, Spotify- og iTunes-modeller virker ikke.

Her er en løsning. Ok. Et forslag til en løsning. Noget undersøgelsesværdigt.

Vi danskere bruger ca.

5 mio danskere bruger altså næsten 5 mia kr. på at læse nyt, gøre sig selv klogere, holde magtfulde spillere i ørerne.

Jeg tror, at man med en omfordeling  af mediestøtten kan få flere og, samlet set, bedre medier. Lad os undersøge det!

Drømme-mediestøtte 2016 <

Vi laver tre niveauer af statstøttede medier.

  • Guld. Det er sådan nogle, der ikke må modtage annoncekroner eller sælge abonnementer. Alt skal være gratis for alle hele tiden. Guldmedier skal også opfylde strenge krav til beredskab, alsidighed, kvalitet osv. osv. Guld vil blive domineret af ét meget stort og slagkraftigt medie, DR. Organisationen skal være selvejende, så forskellige regeringer ikke kan indsætte inkompetente og følgagtige direktører i toppen. Vi kan give dem over 50% af pengene, 3 mia. pr. år.
  • Sølv. De gammeldags bladsmørere på dagbladene og mange af fagbladene har fordele frem for de nymodens bloggere, kommunikationsfolk og hvad Internet ellers flyder over med. De har ofte bestået en eksamen fra en journalisthøjskole. De er opdrættet med saglighed som ideal og kan ofte få priviligeret adgang til information, mennesker og steder. De lyder Pressenævnet. De er den klassiske fjerde statsmagt og er, trods utallige fejl, en masse penge værd. Lande med svag presse er typisk mere korrupte, uoplyste og skidt fungerende. Fattige lande har svag presse og svag presse giver måske også fattige lande.

    Lad os give sølvmedierne 1 mia pr. år. Det ville få dem til at danse rundt med hænderne over hovedet og godte sig over DRs tab. Til gengæld for den store stigning i støtten, skulle deres journalistik så til gengæld være frit tilgængelig for alle. Men de kan udvide forretningen med egne butikker, annoncer, købsbetingede konkurrencer og lignende. Jeg har ikke set mange tal for indtjeningen på betalingsmure, men skønner ikke, at den er særlig høj. Jeg har også lidt imod at være med til at forære et medie 25 mio. kr. pr. år til journalistik, jeg ikke kan få lov til at se.

    Nuvel. Kulturstyrelsens eksperter (nydansk: smagsdommere) vogter på sølvholdets lødighed og giver dem økonomiske hug, hvis de forbryder sig.

Og så til det bedste.

  • Bronze. Alle, der vil starte et medie, starter et medie. Befolkningens samlede visdom afgør så hvilke, der skal leve og hvilke, der skal dø. For hver mediebruger får ca. 200 kroner, de kan fordele på landets absolut nyeste, bedste og nyttigste medier.

Det foregår sådan:

Folkets kærlighed - mediets styrke <

Medieejer har et CVR-nummer. Medieejer sætter et link på sin side, kaldet “Mediestøt mig”.

Mediebruger nyder sidens artikler, videoer, tjenester og trykker på “Mediestøt mig”-knappen. De suser til en side, hvor de logger ind med nem-ID og erkender, at de gerne vil støtte denne side.

Når året er omme, får medieejerne del i de ca. 200 kroner hver mediebruger råder over.

Har mediebrugeren valgt at støtte

  • ét medie - får mediet 200 kroner til at lave sjov for det næste år.
  • to medier - får hvert medie 100 kroner
  • fire medier - 50 kr. pr. medie

Når året er omme, kan mediebrugerne måske også lige nå at redigere i deres støtteliste inden pengene uddeles. Luge et par stykker ud, fx.

I 2020 kan der komme skydere (engelsk: sliders) på, så medier kan tildeles forskellig tak for årets indsats.

Systemet minder i store træk om det eksisterende system Flattr. Hvis  du er novice ud i betalingsløsninger på nettet, så uddan evt. dig selv via boksen til højre.

Betalingssystemer og -metoder, der generelt virker skidt, men som du bør kende alligevel <

 

Hvis du ikke kender dem, kan du altid åbne links i nye faneblade og blive klogere.

Styrker <

Folket får de medier, folket vil have. Det er et system, der nogenlunde passer sig selv. Medierne får penge på bagskud - de skal altså have lavet noget virkelige mennesker, kunne lide for at få penge. Ydmygheden burde være intakt.

Medierne aner ikke om folk har givet dem en almisse og har ikke en chance for at finde ud af det. De kan derfor ikke særplage (mere neutralt og udansk: monetisere) ubetalende folk med ekstra mange larmende videoer og bannere.

De må behandle alle respektfuldt for at få penge.

Svaghed 1: privatlivets fred <

Politiet siger at de gerne vil have en liste over alle i Århus der støtter Uriasposten.net eller hizb-ut-tahrir.dk. Hvad nu? Bibliotekarer har i årtier kæmpet mod at udlevere folks læselister. Men det løb er måske kørt. Netflix ved præcis hvor man er i en film, Amazon ved præcis hvilken side man læser i en bog. Politiet ved, hvis de gider, præcis hvilke hjemmesider, man besøger. Er det slemt at politiet, med dommerkendelse, ved hvilke medier, man støtter?

Svaghed 2: for mange medier <

Men hvis folk vil understøtte “Nyt fra Vorupør”, “Skateboard-entusiasten” og 1.000 andre medier, er det vel ok? Den store samfundssamtale varetages af guld- og sølvmedierne. Eller i det mindste af Facebook.

Dengang far var lille dreng, var der 1 tv-kanal, 10 aviser og 50 fagblade i kiosken. Nu er der adgang til over 1.000 gange mere. Det er klart bedre. Og hvis det ikke koster ekstra at udvide butikken endnu mere... Hvad venter vi så på?

Svaghed 3: for dårlige medier <

Hvis målet med mediestøtte er, at gøre os alle klogere, dygtigere og bedre egnede, er der masser af sider, der mere ligner et problem end en løsning:

  • Verners vrisseside. EBs Nationen uden stopklodser. Indebrændt had, dagen lang, år ud og år ind.
  • Esbens erotika. Billeder og videoer. Man bliver klogere på anatomi, men samfundet bliver som sådan ikke mere effektivt, retfærdigt og gennemsigtigt.
  • Nyt om skiferboringer. Nyt om skiferboring i Danmark. 81% løgn.
  • Skiferboringer i Danmark. Nyt om skiferboring i Danmark. 79% løgn.
  • EU-nyt. Nyt fra EU på dansk. Sådan nominelt set. 75% løgn.
  • Send Maria til Ecuador. En tiggeside, der samler bronzebelagte mediestøttepenge sammen til en pige fra højere middelklasse, der vil på ferie.
  • Giv de hjemløse en tur på fin restaurant. Endnu en tiggeside.
  • “Støt samfundsomstyrter-partiet, klik her”. Kendte som ukendte samfundsomstyrterpartier/grupper udgiver “nyheder” og vil kunne tigge sig til overraskende store mediestøttebeløb.

Hvordan undgår vi dårlige medier? <

Første barriere er, at folk pinedød skal få sig et CVR-nummer og begynde at aflevere årsregnskab. Noget der typisk koster 5-10.000 kroner i revisorudgifter (eller en tilsvarende mængde tabt arbejdsfortjeneste/frustration). Truslen om administration burde kunne skræmme de mindste og mindst seriøse væk.

Næste barriere er den tekniske. Man kan sagtens drive et støtteberettiget medie med en 180 kroner pr. år Wordpress. Der vil måske ligefrem opstå Mediestøtte-egnede webhoteller. Men for mange mennesker vil tidsudgiften alligevel ikke stå mål med indtægten.

Endelig kan man også stille krav om tilmelding til Pressenævnet, en lille 5.000-kroners eksamen i borger-journalistik og lignende. Det giver mere utiltrækkende administration og flere nagende udgifter før evt. indtægter.

5 millioner mennesker vil ikke lave 5 millioner medier. Vi taler måske 5.000 nye medier på støtten. Nogle gode og nyskabende. Andre ret amatøragtige.

Lad os lytte mere til de kloge? Eller de rige? <

Demokrati er en skræmmende ting at indføre. Så da vi begyndte med den slags her til lands, var det kun for de rige. Vi skulle jo nødigt ændre på samfundets orden. Indtil 1915 havde kun "15 procent af befolkningen stemme- og valgret. Det var mænd over 30 år med egen husstand, som sad på de givtige erhverv og de bedste uddannelser. Resten af befolkningen, heriblandt kvinder, var uden politiske borgerrettigheder" ifølge Folketingets festskrift.

Som mand over 30 år i et givtigt, privat erhverv og en af de bedste uddannelser er jeg ikke lukket for en 70-årig indkøringsperiode hvor min stemme tæller dobbelt eller 10-dobbelt...

Men som legesyg og risikovillig selvstændig er jeg egentlig ikke så bange for at give hele molevitten fri i første hug.

Move fast and break things, som de siger.

Hvad med pensionisterne og andre der de facto ikke vil benytte systemet? <

Min umiddelbare idé er at give de ubrugte midler (tilbage) til DR, 24/7, TV2 Regionerne etc., ikke at give systemets brugere dobbelt slagkraft.
 

Indvendinger <

Når jeg i nært-faglige fora har luftet ideen med ændring - ikke forøgelse - af mediestøtten, er der selvfølgelig kommet nogle indvendinger.

De ideologiske er de letteste at svare på.

"Mediestøtten (og licensen) er en markedsforstyrrende uskik. Den skal ikke ændres. Den skal dø!" Rathje, Krab og Andersson.

Det samme kan man sige om gratis/statsfinansieret undervisning og Smiley-ordninger. De forstyrrer markedet.

Jeg bruger hverken DR, BT, lungeklinikker, ordblindehjælpemidler eller motorveje omkring Herning. Men jeg betaler gerne til dem over skatten.

Jeg er mere pragmatiker end ideolog. Civilisation og samfund koster penge. Journalistikken er vigtig infrastruktur på linje med politi, militær, ambulancetjenester og kloakering. Journalistikken holder, på gode dage og i medvind, samfundet sundt, klogt og konkurrencedygtigt og bør beskyttes.

Jeg tror at de 200-250 kroner, jeg på formynderisk vis tvinges til at lægge til mediebranchen pr. måned, gør godt.

 

"Vi kunne godt droppe de 200 tvangsudskrevne kroner til mediebranchen pr. måned. Så kunne folk (med penge) selv købe den journalistik, de ville have."

Det tror jeg ville være værre end alternativet.

Betalingsviljen er støt faldende og hvad angår betalingsmulighederne, er vi i en historisk svær situation. En hel del danskere vil gerne have at dagbaldet Information fortsætter (bare tænk på deres bedre end gennemsnitlige dækning af Snowden-sagen) - men de vil og kan ikke betale 198 kroner pr. måned.

Det tager en høwlens tid at forstå samfundets/befolkningens/mediebranchens problem. Men giver man det en time, skulle man dukke op med meget større viden og flere gode ideer.

  • Den absolut vigtigste læsning er Clay Shirkys 7 år gamle Newspapers and Thinking the Unthinkable. Den handler om hvordan nyheder og meninger tilfældigvis blev koblet sammen med rubrikannoncemarkeder og reklamer og hvordan Internet er ved at demontere denne sammenkobling. Rescuing the Reporters er også yderst læseværdig.

Af det mindre vigtige, er kendsgerninger som

"All you can eat" vil klart virke bedre end styksalg og 40 forskellige betalingsmure/systemer. Men, som man kan læse af ovenstående links, bryder branchen sig ikke om ordningen.

Samlet set skulle artiklerne ovenfor give en god idé om at god journalistik er pengene værd og vi i Danmark har et ret godt udgangspunkt for at redde den.

Vi har, mere eller mindre frivilligt, mange milliarder kroner at rutte med hvert år.

 

"Men det er jo formynderisk!"

Det samme er tvungent bilsyn, skorstensfejning, feriepenge, pension og alt mulig andet forholdsvis civiliseret. Som pragmatiker foretrækker jeg løsninger, der virker.

 

"Man kan ikke bare give mange hundrede millioner fri!"

Joh, hvis man er interesseret i at se, hvad der sker.

Hvordan ser medielandskabet ud, når støvet har lagt sig? Har folket støttet kværulant-medier eller dygtige fagredaktioner? Er vi klogere og mere retskafne? Eller er vi bare begravet i flere meninger udtrukket af mavesure mænds bagdele?

Hovedparten af pengene kommer fra DR. Der er nogen dér, der kommer til at lide. De kommer til at finde et andet arbejde, en lavere cheflønning eller noget andet væmmeligt.

Jeg synes nu godt, at man kan forsvare at nappe pengene fra DR. 131 millioner til én sangkonkurence er fx. i min bog mange penge. Journalistik er vigtigere end glimmer. Jeg tror at man med fordel kan bevæge nogle midler fra glimmer og gammelmedier til en ny spilleplade med mange flere nye aktører og en betalingsmodel der godt nok er tvungen, men virker.

Faktisk er der en del partier, der har tanker i samme retning.

Men det kan også være at DR ikke kan blive mindre og alle forsøg på at få nye, sjove spillere ind på spillepladen kun fører til balkanisering, fragmentering og undergang.

 

"Det ender i tårer!"

Lige nu er det på vej til at ende i prostitution og lukninger af ellers udmærkede medier.

 

"Systemet vil være en legeplads for snuskede typer. De kan tiltuske sig urimelige mængder penge."

Ja.

Tænkt eksempel: Store medier vil splitte sig op i en masse småmedier for at få flere indgående pengekanaler og dermed en større bid af kagen.

Der er mange huller, der skal lukkes. Kan du hjælpe?

Men husk nu at læse Newspapers and Thinking the Unthinkable.

 

"Kan vi ikke skyde budbringeren?"

Desværre. Den lette udvej er ikke mulig her. Forslagsstiller Steven Snedker lever et tilbagetrukket liv ude på landet i sikker afstand af mediebranchen. Ligesom sine idoler Dieter Bohlen og Reinhold Messner.

Al den snak om personlig hunger efter mediestøttekroner er stærkt overdrevet.

Kommentarer? <

Send dem til ss@vertikal.dk. Så gør vi alting bedre.

Her er svar på allerede indkomne spørgsmål:

Medieskat eller medielicens? <

Jeg foretrækker medieskat. Den rammer ikek så vildt skæv som medielicensen. Alle kan vel deres argumenter på fingrene:

“Hurra! Enlige studerende skal nu ikke betale lige så meget som en rig 5-personers familie.”

“Hurra! Vi sparer en masse administration og kontrol.”

“Øv! Staten går glip af 1 mia i moms.”

“Øh! Kan modtagerne af medieskatten stadig være uvildige?”

Osv. osv.

Vi kan sætte skatten, så der er de nuværende ca. 4-5 mia. at rutte med.

Kan man automatisere kvalitetskontrol? <

Vi har på ingen måde råd til at statens dyre kommissærer og smagsdommere tager på virksomhedsbesøg, læser i timevis og derefter vurderer om et givet medie er støtteværdigt.

Men der kunne måske luges lidt ud i de for dårlige medier, med automatiseret kontrol.

Gode medier har

  • Et sitemap (se vores her) hvor robotter kan spore udvikling (x antal nye artikler pr. måned). Falder produktiviteten, bortfalder støtten. Får vi så ikke bare telegram-journalistik, små nær-værdiløse opdateringer? Let omskrevne pressemeddelelser? Jo. Business as usual. opdateringshyppighed kan vidne om liv, men er ingen garant for kvalitet.

  • Originale artikler. Svært at administrere. Skoler har plagiatsporing. Men selvom to medier beskylder hinanden for at planke, har vi på ingen måde tid og råd til at dømme retfærdigt i disse sager.

  • Dansksprogede artikler (robotterne smager igen). Det kan man nogenlunde let tjekke for.

  • Mange læsere. Eller er har de? Højer Nyt bør ikke have så mange læsere som IT-Nørdens Blog. Liggecykelentusiasten skal ikke have så mange læsere som 180 Grader. Popularitet kan let måles af robotter (Google Analytics fx.). Men er også let at snyde med. Modtager man penge pr. klik, skal man bare købe sine klik billigere end man sælger dem.

Min mavefornemmelse er dog, at det knapt vil kunne betale sig at opsætte kontrolsystemer.

Det koster potentielt mere at designe, drive og diskutere kontrolsystemerne, end de henter hjem.

Stikprøvekontrol? <

Stikprøvekontrol er også svær. Det er let at måle kim-tal i kød og lukke dårlige slagtere. Det er sværere at komme på kontrolbesøg hos Altinget, Morsø Folkeblad, Filmmagasinet Ekko, Den Korte Avis og Modkraft og så lukke biksen, fordi kommissæren ikke er tilfreds.

Man kunne så igen påkalde hobens intelligens og tvinge medierne til at have en "Støt ikke disse løgnhalse"-knap. "Tryk her, hvis du synes at det her medie er for ringe til at modtage støtte." Samme rummel som med den positive knap. Hen på en side, log ind med nem-id. Når året er omme, bekræfter man, at man virkelig ønsker Modkraft og/eller 180 Grader mindre i mediestøtte.

Men det er ret usikkert om "Støt ikke disse løgnhalse"-knappen vil give bedre medier.

Et rigtig godt spørgsmål, stillet af Thomas, er om man egentlig skal bekymre sig så meget om kvaliteten og kvalitetstjek: "for kvalitetskontrollen skulle netop være indbygget i og med, at medierne kun får penge, hvis folk gider vælge netop dem."

Den er svær. Men det ville være rart at sikre sig at pengene i det mindste gik til medier og ikke crowdfunding af ferierejser. Pengene er i alvor sat af til at forbedre og styrke samfundet. Men det er måske bedst bare at give op. Se hvad folket/mediebrugerne vil have, se hvad
folket/mediebyggerne kan finde på, når de sådan bliver tvunget.

Dominoeffekt? <

Jo, hvis systemet kommer op at køre, kan man udvide det til også at stå for uddeling af en del af midlerne på andre områder. Kunststøtten, kirkestøtte, kongehusstøtte (alle burde kunne oprette et konkurrerende kongehus, konkurrence skaber bedre produkter).

Jeg er, som alle it-nørder, meget imod elektroniske valg (som altid, følg link, hvis du vil se uddybning/underbygning). Men på de sjove områder, tror jeg sagtens, at man kan eksperimentere med borgerinddragelse og faktisk komme til at bygge nye, sjove ting hurtigere end det sker i dag.

Opdatering december 2015 <

Troels Mylenberg forslår public service næsten uden DR.