Hvis Vertikal var et supermarked

Brugervenlighed er ikke noget de kører med i supermarkeder! Her handler det i den grad om at fastholde publikum, og det allermest populære skal gemmes så langt væk som muligt. Tænk hvis vi lavede hjemmesider som man laver supermarkeder...

Forestil dig at et supermarked var en hjemmeside. Den nylige ombygningen i mit eget lokale supermarked ville så være et redesign, og genåbningen for en uge siden ville være en relancering.

Den gamle butik var taget ned og var "under construction" i en periode her i sommer og jeg kan nu atter klikke mig ind på hakket okse, kiks med chokoladeovertræk og økologisk sødmælk. Alt det fylder jeg i min indkøbsvogn, og jeg klikker mig så vej til "checkout", hvor jeg kan betale.

I virkeligheden går jeg selvfølgelig rundt og lægger varerne i kurven og går til kassen og betaler.

Supermarkedets informationsarkitektur <

Hvis vi bliver i analogien et øjeblik, så ville et redesign naturligt have omfattet en gennemgang af strukturen — arkitekturen — i min information (her varerne).

Er opdelingen i kød, grønt, mejeriprodukter og kolonial nu også den rette måde at gøre tingene på? Ville det være bedre med små varer for sig og store for sig? Eller skulle de sorteres efter farve? Eller efter alfabetisk efter forbogstav?

Den proces behøver man ikke lave med et supermarked. Supermarkedets informationsarkitektur ligger ret fast og har gjort det i mange år. Der kan være lidt forvirring. For eksempel har det altid irriteret mig, at tomatkoncentrat og -puré ikke står samme sted som flåede tomater. Sådan er det nu bare. De flåede tomater er tilsyneladende konserves, mens koncentratet er noget andet — selv om det både er tomat og på dåse.
Nå, men det er en anden snak.

Faktum er, at supermarkeds-IA ikke behøver bekymre designeren meget, for pålæg grupperes nær ved kød, og ost nær ved mælk. Sådan er det bare.

Supermarkedets navigation <

Igen er vi i webverdenen. Nu handler det om at placere vores information — varerne — rent fysisk, og skabe adgang til dem for brugerne, så de nemt og hurtigt kan findes. Hvis supermarkedet var en hjemmeside, var det også ret ligetil: det mest populære, her det mest solgte, skulle frem foran, hvor det er få klik (eller skridt) væk, mens det sjældent besøgte skulle lidt længere væk.

Vi ville måske endda overveje en top 20 helt oppe ved indgangen, som blev ændret hver dag efter hvad folk købte mest. Det kunne spare kunderne for meget besvær med at skulle navigere igennem det komplekse supermarked, og sikkert gøre alle glade.
Lige ind af lågen, gribe en kurv, tage 5-6 af de populære varer, og ud igennem kassen. Sådan!

Men det gør vi ikke! Ikke i et supermarked.

Overlagt besværligt <

Næh, tvært imod! Vi sørger faktisk for at gøre navigationen til top 20-varerne så besværlig og lang som muligt.

Hvis alle køber kød, brød og mælk, hvad rigtigt mange gør, så skal det ned helt bagerst i butikken. Det skal rigtigt mange klik væk, så vi undervejs til det, vi ved vi skal have, eksponeres for en masse af det vi ikke vidste vi skulle have.

I mange supermarkeder består et besøg i at man løber spidsrod mellem have- og køkkenudstyr, cykler, diverse slagtilbud på soppebassiner og kabelfri boremaskiner før man når til dagligvarerne. Ting vi stort set helt sikkert ikke er gået målrettet i supermarkedet for at købe, men alligevel smutter ned i kurven. Ja, måske ikke lige cyklerne, men læserne forstå sikkert hvad jeg mener.

Ingen relationer <

I supermarkedet skaber vi også nødig relationer. Man kunne forstille sig nogle temaorganiserede hylder eller nøgleordshylder.
Spaghettitema: kød, tomat, løg, pasta, ost, rødvin. Alt inden for en arms længde.
Grill som nøgleord: grillstarter, tændvædske, grillkul, kludebøffer, frosne flutes, salat og en sixpack, alt sammen på samme sted.

Det sker at en kolerisk disponent slår en mexicansk eller spansk tone an og samler lidt tortillas i en bunke og dåsesalsa i en pyramide ved siden af, men der er langt til avocadoerne og Coronaerne.

Tingene er med fuldt overlæg spredt, så vores indkøbstur ikke kan rationaliseres og gøres effektiv.

Supermarkedets søgefunktion <

"Undskyld, men kan du sige mig hvor jeg finder jordnøddesmør?"
"Ja, Hr. Lige ned af gangen her, til højre og så er det nederste hylde."
Den stakkels medarbejder, der viser sit ansigt i supermarkedets lange gange er i virkeligheden dets søgefunktion.

Når vi ikke kan finde noget, så bruger vi søgefunktionen.

Men i supermarkedet skal der ikke være for nem adgang til søgefunktionen. Der går ikke en medarbejder rundt og spotter kunder med tågede blikke og halvåben mund, tydeligvis fortabt i deres søgen.

Nej! Kunden skal drive omkring og lede. Jo mere der ledes, desto flere varer bliver set, og det er godt for salget

Den anden vej <

Nu vender vi så analogien, og indretter en hjemmeside som et supermarked.

Altså: ingen alt for interessante ting på forsiden, som alle ser. På forsiden bryder vi med alle regler, og lægger det som vi vil af med. Ting som få brugere efterspørger, men som af en-eller-anden grund ønskes eksponeret.

De ting, vi ved alle efterspørger, placerer vi rigtigt mange klik væk, og på hver side, som der klikkes igennem, bomber vi brugeren med indtryk af ting, som ikke nødvendigvis har sammenhæng med målet.

Når brugeren finder det, som var målet, sørger vi for at antyde en sammenhæng med andre af hjemmesidens elementer, men vi hjælper ikke brugeren direkte derhen. Er der en logisk sammenhæng, så viser vi den ikke.

Den bruger som vil søge, skal selvfølgelig ikke have adgang til en søgning på alle sider, men skal gerne klikke lidt rundt for at finde den også.

Vertikal som et supermarked. Det mest populære er længst væk.

Start her


Det var webudvikling du ville have — det vil de fleste på Vertikal.
Den nåede du lige før du fik lov at slippe ud...

På vej ud <

Når brugeren så er færdig, og vil forlade hjemmesiden, så sørger vi for at der er på vejen ud af systemet er godt med "virtuelle slikhylder" med letfordøjelig impulslæsning, som lige kan gribes i farten, og læses undervejs.
Hvis vi ser på en online-forretning, så er analogien jo perfekt. Her kan vi indtil sidste øjeblik, hvor handlen godkendes opfordre brugeren til lige at tilføje en ting eller to til indkøbsvognen.

Amazon-brugere vil genkende fænomenet. Den store boghandel bruger faktisk den metode.

Hvorfor ikke? <

Men når nu supermarkederne har så stort held med at bruge en metode, der gør livet besværligt og vejen lang, hvorfor er der så ingen hjemmesider, der prøver det samme. Ikke noget med brugeruvenlighed, men blot en lille besværliggørelse, der holder lidt på folk.

Ville de købe mere?

Ville de finde sig i det?

Tja, nede i det lokale supermarked gør de.