1. De lovede at melde tilbage, når stadset kom i. Det gjorde de ikke. Det gør journalister aldrig.
2. Jeg fejlciteres. Journalister fejlciterer altid. Det er også derfor de er så hunderædde for e-post.
3. Jeg konstaterer, slår fast, tordner osv. Sproget er journalistsprog. Det er lige så dødt og forudsigeligt som det på jurastudiet. Journalister har sjældent noget litterært talent.
4. De har også de der sigende, opsummerende afsnitsoverskrifter, jeg er ved at brække mig af. "Patientbehandling skal i centrum", "Det drejer sig om fremtiden"... De findes i alle fagforeningsblade, mange fagblade og... De stinker! Stærke, centrale udsigelser. Tomme og ligegyldige. Hvor er passionen?
5. De illustrerer ikke mine pointer med bare ét skærmdump. Journalister kan sjældent argumentere. De kan kun referere.
6. De linker ikke... til noget som helst. Det er ellers netversion1.0. Journalister hader at linke. De vil ikke kontrolleres af læserne.
7. De bruger Frames og besøgende fra søgemaskiner mister dermed navigationen og overskrift... hvis de altså fik besøgende fra søgemaskiner. Det gør de nemlig ikke.
8. De bruger Preben Mejer. Skal en journalist vælge mellem løsrevne citater fra en autoritet eller et godt argument vælger de altid en autoritet. Og gerne en de andre journalister også bruger.
9. Alle adspurgte lanceres som ekperter og medieguruer. Men der spørges ikke efter argumenter eller ræsonnementer.
10. De tager kompetente lækkerbilleder af sig selv og kalder stadset for /netVersion 1.0/
Her er ækelheden 🏛️. Og her er mit bidrag 🏛️.
Højdepunkt:
[Seeren kan] vælge den kameravinkel, der passer en bedst, når bolden ruller på tv-grønsværen. Digitalt tv bliver det ultimative medie, og det er, hvad vores fremtid kommer til at bestå af, siger Stig Poulsen.
...altså det ultimative medie næst efter køleskabet på Internet, forstås.
Mind mig om, at jeg skal have skrevet en artikel om journalister.
"I had a suspicion that the language we were forced to write as trainee reporters all those years ago had somehow imprisoned us, that we had been schooled to mould the world and ourselves in clichés, that for the most part this would define our lives, destroy our anger and imagination, make us loyal to our betters, to governments, to authority."
Lige mine ord.
Hele fortællingen kan læses hos The Independent 🏛️.