Kom ud af databunkeren

Databaser er den eneste rigtige vej, når det handler om at opbevare information til websider

Det er nok et par år for sent at komme med den sandhed, så det er ikke det, der skal lægges mest vægt på her. De fleste moderne websteder er bygget på databaser og dynamisk sammensatte sider, men formår desværre alligevel ikke at være dynamiske i ordets almindelige forstand - altså varierende.

Databasen der vil ud <

I dag er der mange, der gerne vil have eksisterende data præsenteret og brugt på Internet. Det er ikke nogen triviel opgave, fordi der både er en kognitiv og en teknisk udfordring. Den tekniske tager ofte føringen og sluger alle midlerne. Derfor glemmer man i farten, at det færdige resultat skal være brugbart og brugervenligt, og risikerer derfor at spilde sin indsats.
Præsentation af data er noget andet end udtræk af en database. Vi er kun sjældent interesserede i at lave endeløse tabeller med information. Det er databaser ellers gode til. Vi mennesker foretrækker en nedkogt udgave med fokus på det væsentlige. Det er databaser også ganske gode til, men de skal bare have noget hjælp. Det er let at lave opslag, men opslagene skal formuleres og resultaterne skal struktureres, så præsentationen er appellerende og brugbar. Samtidig skal det være nemt at komme videre, lade sig inspirere af det man har fundet, vende og dreje det og finde noget nyt og noget mere.