WAP er pap

WAP lover mere avanceret netning og databehandling på mobiltelefonen. Men i praksis er det ret skidt.

Jeg brugte just en time i selskab med en WAP-telefon. Det var frygteligt.

Forestil dig at du skal browse på nettet. Men hvert klik tager 20-60 sekunder, skærmen er størrelse 100*100 punkter og alle de gode tjenester er forsvundet. Dertil koster det mange kroner i minuttet.

Det er WAP i en nøddeskal. Sværere, mere ligegyldigt og dyrere end nettet. Du kan jo selv prøve Mobilix' webudgave 🏛️.

Heldigvis er der dog også sekstant 🏛️-lignende tjenester til WAP. På Wapportal.dk 🏛️ kan du for eksempel gå ind og skræddersy en startside til din WAP-telefon.

Det gør straks WAP-telefonen mere brugbar. Men det er en omstændelig proces og tjenesterne er stadig både for dårlige og for umulige at betjene.

Man kan i praksis ikke skrive Statens Museum for Kunst ind via et mobiltastatur. Så bliver man sindssyg inden de 5 minutter er gået. Det vil altid være hurtigere at ringe til oplysningen, få telefonnummeret, blive viderestillet og så spørge om åbningstider. Krak og Rejseplanen er rare at have mobilt. Men med WAP og en mobiltelefon er de bare for smertefulde, langsomme og dyre at bruge.

Sjovt nok begår alle tjenester også begynderfejlene fra WWW: de kan ikke deklarere deres tjenester, de kan ikke deklarere deres links og de kan ikke lægge nyttigt indhold på. En syntetisk tale-chip i mobiltelefonen kunne måske afhjælpe de problemer den lille skærm afstedkommer. Men der er næppe nogen, der gider eftersætte denne idé.

Navigationshjælpen er også grotesk dårlig. Man aner sjældent hvor man er, klik udenfor klikbare felter kan bringe en til WAP-telefonens lokale menu og - værst af alt - der er ingen globalt og stabilt fungerende Tilbage-knap. Går man forkert skal man måske begynde helt forfra. Det er dødens dyre pølse at bruge WAP.

WAP er usundt til benet <

Mohsen Banan har set grundigt på WAP og kan i sit manifest Wap is a trap 🏛️ argumentere overbevisende for at WAP virkelig er pap. Det er ikke en god standard for Den hårde Banan har også kunnet forsvare sit manifest på IETFs 🏛️ postliste. Ved sidste opdatering af denne artikel var ordene ...og dette er kun begyndelsen 🏛️.

Mobiltelefoner som computere <

Mobiltelefoner er grundet deres små skærme og 10 taster kun gode til enkle opgaver:
  • modtag et opkald.
  • ring et nummer
  • slå op i en adressebog (du administrerer på en pc)
  • modtag en SMS-besked
  • modtag en telefonsvarerbesked
  • modtag et stykke e-post.
Avanceret informationsbehandling er derimod langt lettere at foretage fra en pc eller en PalmPilot.

Hvis WAP skulle blive et hit hos de 99.9% af befolkningen der i skrivende stund ikke har prøvet det skulle tjenesterne nok i højere grad tage udgangspunkt i ens position. Ganske enkelt tjekke sendemasterne og dermed plotte en ind med 200 meters nøjagtighed. En WAP-menu kunne så se sådan ud:

  • Mad - hvor kan jeg få noget at spise her? Tjenesten kunne søge bort fra mobiltelefonen indtil den havde fundet 10 spisesteder.
  • Ly - hvor kan jeg finde en seng?. Tjenesten kunne søge bort fra mobiltelefonen indtil den havde fundet 10 hoteller, vandrehjem og gæstgiverier.
  • Relevant køn - hvor kan jeg finde en kontaktlysten mand/kvinde?. Tjenesten kunne søge bort fra mobiltelefonen indtil den havde fundet 10 kontaktlystne personer af relevant køn.
  • Film, benzintank, turistseværdighed osv. osv.
Indholdet til de to første kunne leveres af aok.dk, indholdet til nummer 3 kunne leveres af dating.dk.

Vejr, aktiekurser osv. går bedst som e-postbeskeder.

Igen er det dog i høj grad nødvendigt at konfigurere det hele fra en pc eller - til nød - en håndholdt.

Shell Geostar 🏛️ viser meget pænt fordelene ved at kunne tilbyde placeringsafhængig information. Hvis du prøver at køre fra Glostrup til Genova vil Shell til ethvert tidspunkt undervejs kunne anbefale moteller, hoteller og seværdigheder plus - selvfølgelig - Shell benzinstationer.

Taber WAP til Bluetooth? <

WAP taber af sig selv på sin brugeruvenlighed og pris. Måske kan de store mobilselskaber i sidste øjeblik finde på et bedre system de kan proppe i de millioner af mobiltelefoner der alligevel hvert år ryger over disken. Men det kunne også være at trådløse håndholdte der snakkede Bluetooth, tcp/ip, http og alt det gammelkendte simpelthen gik ind og overtog den rolle som mobil databehandler WAP-telefonerne for tiden klarer så ringe.

Allestednærværende Bluetooth-opkoblinger i hoteller, lufthavne, natklubber kunne også tænkes at forbinde Palm-folket med nettet, de mange fortrinlige nettjenester, hinanden og fysisk nære butikker og mennesker. Med Bluetooth-forbundne Palm-computere har vi femdoblet hastigheden og brugervenligheden samtidig med at prisen sandsynligvis er faldet.

Men vi får at se. Heldigvis ser det ikke ud til at vi skal spilde lige så meget tid med WAP som vi har gjort med fax-maskinerne.