Googles AI-oversigt er en overenskomstbryder - tanker uge 9/2025

Google arbejder hårdt på at holde de besøgende væk. Hvad skal vi gøre ved det?

Nye tider: Læs Googles bras! Ikke ophavsmandens guld!
Vi har i over 30 år haft en fin overenskomst med søgemaskinerne. Vi skriver klart, hvad vi har på lager, søgemaskinerne viser tusinder af folk videre til os.

De første ti år citerede søgemaskinerne en lille, bitte smule fra vores sider. De sidste ti år er det blevet mere og mere.

Og nu er det sgu' for meget og for dårligt!

AI-sammendrag af filmanmeldelser <

Henne på Internetforbrugeren har vi tusindvis af dansksprogede filmanmeldelser. Dem har Google i årevis været flink til at vise videre til.

Men i deres AI-rus, er de nu virkelig begyndt at fastholde brugerne i eget univers og snyde os for læsere.

De laver den ene fejlbehæftede og elendigt skrevne "AI-oversigt" efter den anden, i et forsøg på at holde brugerne væk fra vores anmeldelser.

Fejlbehæftet! <

Vi siger det så tydeligt som muligt. Google straffer os i «AI-oversigten«.
Anmeldelsen af filmen Sheriffen er et godt eksempel på en voldsomt fejlbehæftet AI-oversigt.

Google hævder, at vi kun giver filmen "1 stjerne ud af mulige [sic]". Selvom det er meget tydeligt, at vi giver den 4½ stjerne ud af 5 mulige. Om "søgeresultatet" (anmeldelsen, formentlig) hævder de, at der ikke foreligger en "fuld tekstanmeldelse". Men illustrationerne her, og selve anmeldelsen af Sheriffen, siger noget andet. Virkelighedens anmeldelse, min anmeldelse, er på over 500 ord og fortæller dertil løs om medvirkende, muligheder for at se filmen og meget andet.

Googles fejlbehæftede AI-oversigt fejlrepræsenterer i den grad vores arbejde, og gør det meget mindre attraktivt for folk at læse vores anmeldelser.

«Der foreligger ikke en fuld tekstanmeldelse« - ifølge Googles AI-oversigt.
"Ikke værd at klikke på" er den eneste naturlige reaktion på dén AI-oversigt.

Elendigt skrevne! <

Googles AI-oversigter (reelt: anmeldelsessammendrag) lyser som en 1-watts pærer i en mørk kælder.

"Benedict Cumberbatch leverer en hjerteskærende og en af sine bedste præstationer" hedder det om The Thing with Feathers.

"Internetforbrugeren anmelder "Babylon Berlin" (sæson 1+2) som en yderst spændende, dyrekøbt tysk tv-serie, der skildrer Weimarrepublikkens kaotiske liv i 1929 med høj kvalitet. Serien, centreret omkring Charlotte Ritter og Gereon Rath, får ros for sin autentiske atmosfære og blanding af krimi og historisk drama."

Redaktøren har et par kommentarer.

"Anmelder som"? Dårligt dansk.

"Dyrekøbt tysk tv-serie"? Google mener nok omkostningstung

"Skildrer med høj kvalitet"? Ringe dansk.

"Centreret omkring" to navne læseren ikke kan bruge til et hak?

Det er en glæde, at Niels Søndergaard ikke skriver så dårligt i sin anmeldelse af Babylon Berlin.

Og det er en skændsel at Google forsøger at hindre anmeldelsen i at få besøgende ved at resumere den så elendigt.

Men det bliver værre endnu!

Glem ikke annoncørerne og konkurrenterne <

Googles møgelendige AI-oversigter er dog ikke tilfredse med skader i denne størrelse.

I flere af AI-oversigterne under vores anmeldelser på Googles side med søgeresultater blander kanaljerne også links fra annoncører (kino.dk, filmselskaber) ind i AI-oversigten.

I ny og næ også links til en konkurrerende anmeldelse.

Visuelt er AI-oversigten sat op, som om den opsummerer øverste søgeresultat. I virkeligheden propper de links og brokker ind fra alle mulige andre kilder i første søgeresultats AI-oversigt:

De første to søgeresultater er fra Internetforbrugeren. Men noget AI er klipset under første resultat.

Aha. Vi elsker serier skal også lige høres.

Og som om det ikke var nok, opfordres brugeren til at stemme på AI-oversigten og - i modsætning til de reelle søgeresultater - straksdele den med vennerne.

Den gamle kontrakt med Google er revet i stykker. "Vi gør det bedst muligt, Google viser folk videre til os." er erstattet med "Vi gør det bedste muligt, Google gør hvad som helst for at folk IKKE besøger os."

De hælder Youtube, AI-oversigter og meget andet bras ud for at forhindre læserne i at komme frem.

Den nye overenskomst <

Som Ole Kaag Mølgaard fra lex.dk sagde det til høringen i Udvalget for Digitalisering og IT om Danmarks digitale suverænitet i maj 2025:

"Vi har stadigvæk det her lidt romantiske billede af, at Google, det er sådan, man går ind, og så søger man, og så får man en stribe links, og så klikker man sig videre til det, man nu var på jagt efter. Så er det bare desværre ikke. [...] Cirka 60 procent af alle søgninger på Google, de bliver på søgesiden. Altså, så 60 procent af os, når vi kommer ind på Googles søgeside, vi kommer aldrig nogensinde længere. 40 procent, de sidste 40 procent, ud af dem, der er det en fjerdedel, som lander på et andet Google-produkt. Så man kan sige, at Google arbejder benhårdt på, at vi som brugere skal blive på Googles side, og det gør de jo, fordi deres business her ikke er at stille viden til rådighed for borgerne, men at hente viden om borgerne og sælge det til annoncørerne."

Hvad gør vi nu, lille du? <

Facebook, LinkedIn: link-hadende afskum.

Google: link-hadende afskum.

Der er vel snart ikke andet at gøre, end at vise snylterne vintervejen.

Følge mester Jørgensens råd i Lagt ned af AI og nøjes med nyhedsbreve og RSS.

Ikke fodre de kontraktbrydere, der lever fedt af at videresælge, forplumre og underrtrykke vores Chad-arbejde.

Udgiverens rædselskabinet <

Her er lidt flere billeder af Googles makværker. Find fem fejl:

De første to søgeresultater er fra Internetforbrugeren. Men noget er klipset under første resultat.

Den AI-oversigt, der er klipset på søgeresultatsiden er ca. seks gange så stor som de små links og kan klappes ud til 12 gange størrelse med ét klik.

Google hader nu også udgående links.

De første to søgeresultater er fra Internetforbrugeren. Men noget AI er klipset under første resultat.

Google vil gøre alt muligt, for at folk ikke følger links til de, der har gjort arbejdet.

Her bryder de ind med "Folk spørger også om:" Der fylder fire gange så meget som et enkelt link til Internetforbrugeren.

Google: 11 svar, der skal afholde dig fra at klikke.

Link-forkrøblere er vidensforkrøblere. Det begyndte på de sociale medier, og er nu også i høj grad virkeligheden på søgemaskinerne.

Nye tider: Læs Googles bras! Ikke ophavsmandens guld!

Links <

Fra for 25 år siden, da vi indgik overenskomsten: Søgemaskineoptimering: Ingen kender din hjemmeside.

Fra for 2,5 år siden, da forhandlingen blev mere hidsig: Beskyt dit medie mod ChatGPT.

Fra for 2,5 måneder siden, hvor vi blev sure første gang: Lagt ned af AI

Det er vist på tide, at give Google med grovfilen.