Mit internet lider

Jeg var med da nettet startede. Ikke lige præcis dér hvor det skete rent fysisk, men i den tid hvor det skete, i slut-80’erne, starten af 90’erne og frem mod år 2000.

OK, jeg ved at det rent teknisk startede tidligere, nok i 1969, hvor jeg var 10, men det net, vi kender i dag, kom først senere. Jeg red på bølgen, og gjorde nettet til mit levebrød. Jeg har i store træk levet af det siden.

De teknologiske muligheder eksploderede, og nettet blev tilgængeligt for alle. Folk boltrede sig, og såvel amatører som professionelle eksperimenterede og udviklede.

Der dukkede nyt op hele tiden: Nyt indhold, nye funktioner, nye platforme, nye teknologier.

Der var en form for uskyldig glæde over at bidrage og have succes, og enhver der ville, kunne i princippet arbejde sig til en plads i solen, og skabe noget, som tiltrak besøgende.

Jeg siger ikke at det var nemt at lave en succes, men god teknik, godt indhold og hårdt arbejde kunne skabe noget, som publikum kunne lide og gerne ville bruge eller se på.

Sådan er det ikke mere <

Jeg vil vove den påstand, at det stort set ikke kan lade sig gøre mere.

Jeg siger ikke at nettet er døende. Det skal såmænd nok overleve. Men det net som jeg kendte og som jeg stadig påskønner der hvor det er, det er lidende.

Uanset hvor meget man anstrenger sig, hvor dygtig man er og hvor rigtigt man gør tingene, så kommer en hjemmeside næppe til at vokse som det kunne lade sig gøre dengang. Vi har været med til at lave rigtigt mange systemer gennem de seneste 2-3 årtier, og deriblandt nogle, som har været ganske gode til at trænge igennem.

Men det er ikke så nemt mere.

Det er så svært at komme ind "på markedet". Ikke rent teknisk. Det er nemmere end nogensinde. Men at skabe noget, der slår igennem, og i sig selv trækker besøgende. Det er sværere end det nogensinde har været.

Godt indhold og god teknik er ikke nok <

Helt almindelige hjemmesider med godt indhold, god struktur, god teknik og alt lavet helt efter bogen, slår sjældent igennem bare sådan uden videre.

Det gjorde de engang.

Dette site, Vertikal.dk, er et godt eksempel.

Vi skrev fornuftigt om interessante emner (det gør vi stadig). 

Søgemaskinerne kunne lide os og sendte de søgende vores vej.

Det trak besøgende og skabte forretning.

Det gør det kun i ringe grad nu. Potentielle kunder ringer ikke til os om søgemaskineoptimering, Drupal-udvikling, artikelskrivning eller undervisning. Det gjorde de engang.

Mit fiske-site, Global FlyFisher, som før i tiden leverede millioner af sider pr. måned, er både teknisk og indholdsmæssigt bedre end nogensinde, men nu trækker sitet trods det en brøkdel af den trafik det gjorde for 10 år siden.

Engang var det dominerende og formodentlig top-5 på verdensplan indenfor sit område, som nok er niche, men fiskeri er trods alt ganske udbredt og populært. Sitet var velbesøgt, velkendt og populært.

Nu er trafikken en skygge af hvad den var og stadig faldende.

Der er ingen debat i forummet.

Der kommer stort set ingen kommentarer til artiklerne.

Virksomheder og forlag tilbyder ikke længere produkter og bøger til anmeldelse.

Det sker for mange <

Hobby-sites, medie-sites, virksomheder, organisationer. Deres trafik er faldende. De besøgendes engagement er faldende. Udkommet i form af forretning, medlemmer, debat er faldende.

OK, nogle sites får succes, men for det meste forårsaget af en massiv markedsføring og masser af ressourcer. Ganske lidt går viralt eller får spontan, selvdrevet succes. Det er dog sjældent klassiske hjemmesider som sådan, men oftere indhold, der ligger hos andre, fx YouTube-videoer og opslag på SoMe-sider.

Men at lave noget, der i sig selv skaber succes, er ikke nemt.

Jeg ser flere grunde til det.

Udbuddet er kolossalt <

Nettets pålæg er smurt virkelig tyndt ud efterhånden. Udbuddet er så enormt og antallet af potentielle besøgende er ret konstant, så rent matematisk er der simpelthen færre gæster til hver hjemmeside.

Der er et enormt antal hjemmesider med konkurrerende indhold, og virkelig mange udbydere som bygger nye hele tiden. Der laves hjemmesider hvis eneste formål er at trække besøgende til at se – og klikke på – annoncer, der laves hjemmesider der tjener til at viderestille til online-butikker via affiliate links, der laves hjemmesider der slet og ret deler indhold fra andre sider eller tjenester og ikke bidrager med nyt eller originalt indhold.

Alle disse sider skal slås om de samme brugere – som godt nok stadig vokser i antal, men ikke helt i takt med udbuddet af nyt indhold.

I Danmark og Europa er væksten fladet ud, andre steder i verden, fx Asien, er der stadig vækst i antallet af nye brugere, men det flader jo også ud på et tidspunkt.

Mange af de nytilkomne brugere må dog formodes at være app- og SoMe-brugere mere end "surfere" eller "browsere" i den mere klassiske og traditionelle forstand.

Sociale medier <

Og ikke blot tager de brugernes online-tid, men de gør det for størstedelen gennem apps, der slet ikke browser nettet i traditionel forstand, men skærmer folk fra den store, skræmmende virkelighed, og holder dem inde i indhegnede haver (walled gardens), hvor deres adfærd kan kontrolleres og styres.

Indhold postes, diskussioner finder sted, varer købes, billeder deles – alt sammen uden at nogen er nødt til at forlade den velplejede haves bløde græs og træde ud på nettets usikre, grusbelagte stier.

Al den aktivitet forsvinder fra det åbne, traditionelle net.

Facebook, Instagram, LinkedIn og andre platforme laver nu foreskrifterne, og liturgien for den nye tids SoMe-proselytter er skrevet af big tech. Folk søger ikke, tænker ikke, filtrerer ikke, går ikke tilbage til kilderne, men stoler i stigende grad på hvad der formidles indenfor murene.

Det er nettets nye uoplyste middelalder, og der er som bekendt drager i de ukendte farvande.

Apps <

Brugernes adfærd kombineret med mobiltelefoner og apps begrænser altså trafikken på mere traditionelle websites. Der er apps til alting, også funktioner, der uden problemer kunne leve på webbaserede systemer eller hjemmesider. Uanset om man vil høre podcasts, se nyheder, tjekke vejret, se video eller bare kommunikere med andre, så er der masser af apps til formålet, og mange henter dem som en helt naturlig ting uden at tænke videre over det.

Mange hjemmesider presser også på for at brugerne skal hente deres app når man besøger dem på mobilen. Man skal registrere sig og afsondre sig fra det store stygge og åbne net – og konkurrenterne.

Jeg har i mange år fulgt Paul Krugman, som er en fænomenal og meget vidende skribent. Han huserer nu på Substack, og dér vil de enormt gerne have mig til at læse hans artikler i deres app. Jeg læser hans mails i mit mail-program og browser hans skriverier i en browser, men i den kan de ikke pinge mig, måle mig, kræve penge af mig og styre mig i samme grad som i en app. Derfor nudger de mig konstant for at flytte mig over på appen.

Det samme gør DR, YouTube, Facebook, Instagram, LinkedIn, Harald Nyborg, Lidl og snart sagt alle andre andre medier, forretninger og organisationer.

Visse sites kan slet ikke browses på en mobiltelefon, men insisterer på at appen skal installeres. Det gælder fx de fleste streaming-tjenester.

Og vores kunder siger også app i hver anden sætning, og mener at apps er vejen til brugernes hjerter - og har i et stort omfang ret.

Zero click <

Søgemaskinerne arbejder efter en lignende strategi, og forsøger med al deres snilde og magt at holde brugerne inde i folden, ikke nødvendigvis i apps, men så i det mindste på deres websites. Begrebet kaldes ofte zero click, og det dækker præcis hvad det handler om: brugerne skal ikke klikke.

Engang viste søgemaskinerne gavmildt videre til de hjemmesider, der indeholdt den information, som vi ledte efter. Det var deres primære opgave. Trafikken fra søgemaskinerne var betydningsfuld for stort set alle hjemmesider, og kunne skabe grundlag for forretninger.

Her i Vertikal har vi fået mange opgaver fordi vi lå godt i Google, og folk fandt os når de ledte efter webudvikling, XML, MySQL, SEO, Drupal eller andet, som vi havde skrevet om og arbejdede med.

Vi får ikke meget trafik derfra nu – og stort set ingen kunder ad den vej!

Søgemaskiner er markedspladser <

Søgemaskinerne er blevet markedspladser, hvor de selv og deres betalende kunder slås om brugernes gunst.

Det handler ikke om at levere objektivt gode links til lødigt indhold, men om at lede folk derhen hvor penge kan tjenes.

Og det er ikke ud i den store virkelighed, men indenfor murerne, hvor betalte links, online-handelspladser og bearbejdet og fordøjet indhold dominerer, og sikrer at brugerne ikke bare klikker på må og få, men klikker på det, som skaber indtjening – eller slet ikke klikker!

Nogle søgemaskiner er blevet medier i sig selv, og leverer uopfordret nyheder, vejr, spil og meget andet – og så tilbyder de lige et søgefelt i forbifarten.

Søger man, så skaber AI en passende opsummering, der fortæller hvad man har brug for, så man ikke behøver klikke væk.

Siden med søgeresultater, der før var en liste a links, er nu en nøje tilrettelagt række af elementer, der ret præcist opfylder den søgendes behov – og søgemaskinens.

Forklaringer, svar på spørgsmål, illustrationer, lydklip, lister. Alt ligger i søgeresultaterne, og der er ingen grund til at klikke videre – og i øvrigt heller ikke særligt gode muligheder for at gøre det. De udgående links udgør kun en brøkdel af siden.

Kunstig intelligens <

OK, ingen artikel uden at AI nævnes ... jeg ved det: det er nærmest blevet en refleks eller det, som de engelsktalende kalder en trope - et handlingsforløb så uinspireret og konventionelt, at det ikke kan overraske nogen.

Ingen artikel om udviklingen på nettet uden at nævne ChatGPT, DeepSeek, Copilot, Claude, MidJourney, Grok eller de mange andre tjenester, der på det seneste har taget alt lyset, og som i stadig stigende grad producerer både tekst, billeder, lyd og video til nettet.

Uanset hvor fortærsket den kliche er, så er det et faktum, at nettet oversvømmes med indhold, der ikke er skabt af mennesker, men er produceret af AI-systemer med endeløs kapacitet og støt stigende dygtighed.

Søgemaskinerne gør det, medierne gør det og de civile brugere gør det mere og mere.

AI og affiliate <

Nogle hjemmesider består udelukkende af maskinelt produceret og optimeret indhold, hvis eneste mål er at trække trafik, og – som nævnt ovenfor – lede folk hen hvor der kan tjenes penge på dem. De laver så aftaler med søgemaskinerne eller formidlere, som strategisk placerer links i toppen af søgeresultaterne.

Der er mennesker, som lever af at have en "farm" af sådanne hjemmesider uden originalt indhold, men med tilstrækkelig attraktion til at trafikken kan levere dem en indkomst. Hvis man har tilstrækkeligt mange, kan man endda have en ganske pæn indkomst.

I bedste MLM- og pyramidestil lokkes man på hjemmesider og i videoer til at melde sig til kurser hvor man kan lære at gøre det samme.

Når man som mig har brugt tid, tanker og tastetryk på at producere originalt indhold i årtier, så er det fornærmende og skændigt at se, hvordan automatisk fremstillede plagiater tager al opmærksomheden – og endda gør det baseret på indhold, som jeg, og mange som mig, har skrevet og udgivet. De tjener penge på vores produktion, og hvad end vi har gjort det for penge eller gratis, så er der ingen betaling at hente for den udnyttelse. Indhold på nettet er jo generelt up for grabs.

Måling og fingeraftryk <

Når man så endelig bevæger sig ud på det store og uoverskuelige net, så bliver man også taget ved næsen.

Man tror man selv bestemmer hvad man skal se, og at indhold og links er "neutrale" eller "objektive", men i virkeligheden er en stor del af det kommercielle net styret af tracking, automatik og manipulation – de navnkundige algoritmer.

De er faktisk virkelighedens dracones, og de er både indenfor og udenfor murene.

Al ens færden måles og registreres og bruges til at levere tilpasset indhold.

Jeg har for nyligt ledt efter brædder til en væg i en udebruser. Nu ser jeg annoncer for træ og links til byggemarkeder alle steder. Markant mere end jeg plejer.

Ligesådan skulle jeg tjekke op på omtaler af Clarkson’s Farm og søgte med Google, hvorefter YouTube pludselig syntes at videoer med Jeremy Clarkson var værd at anbefale.

Og jeg browser endda med et program, der fjerner langt det meste, nemlig browseren Brave. Alligevel kan jeg spores. Mit fingeraftryk er unikt, cookies sporer mig og hvad end jeg gør i Google-regi registreres nøje, og det bruges i målretningen af indhold til mig.

Jeg får en dårlig smag i munden hver gang et projekt kræver at jeg installerer Google-scripts, Tag Managers, datalayer-kode, LinkedIn-pixels og hvad ved jeg for at sidens brugere kan spores.

Det er mit job, jeg gør det, men jeg væmmes ærligt talt ved det.

Mine egne projekter tracker slet ikke mere. Jeg er blevet træt af at tælle.

Algoritmen <

Jeg kæmper – i store træk forgæves – for at få sociale medier til at vise mig nyt indhold fra mine kontakter, men algoritmen vil det anderledes. Den viser mig alt muligt sært og blandet – og irrelevant indhold. I sådan en grad at jeg snart ikke gider mere.

Algoritmen gør også at når jeg klikker tilbage fra en side til den, der linkede, så er kildesiden anderledes, og rummer pludselig andet indhold end før. Som om nogen tror at jeg ikke vil se det samme igen, men skal præsenteres for noget nyt og opdateret ved hvert besøg. Så taber jeg sporet til det, som jeg også så på siden, og gerne vil klikke ind på som det næste.

Jeg har for længst vænnet mig til at åbne links i nye faner, så kilden bibeholdes uændret, og kopierer og gemmer nidkært interessante links, for minuttet efter mit besøg er indholdet ændret, og hvis jeg tror at jeg kan komme igen i morgen og finde det – eller søge mig frem til det – ja, så må jeg tro om igen!

Det var engang er en faldstamme, men er nu et forgrenet og forvirrende net af evigt foranderlige slanger.

Jeg er en naiv gammel mand <

Jeg ved at jeg lever i en verden, der ikke tilgodeser gamle, naive og godtroende mennesker som mig. Jeg tror på det gode i folk, og bilder mig selv ind at andre gør det samme. Jeg tror at det, som jeg finder forkasteligt, også afskyes af andre, og at ingen med deres samvittighed nogenlunde intakt vil bruge beskidte metoder til at følge eller udnytte min færden på nettet.

Men dér kan jeg godt tro om igen!

Den digitale verdens store og små operatører måler, vejer og registrerer alt hvad de kan og må – og nogle endda en del mere end de må. Jeg siger konsekvent nej til all cookies undtaget de nødvendige, har en effektiv ad blocker på når jeg browser. Jeg bruger alle mulige tricks for at begrænse registreringen, logger aldrig ind med Google eller Facebook nogen steder og holder i det hele taget min sti ganske ren.

Alligevel kender de alle sammen mine vaner, ved hvad jeg laver og retter deres skyts mod mig med stor og samvittighedsløs præcision.

Jeg klikker igen nej til cookies, afslår tilbuddet om nyhedsbreve, lukker vinduet med den enarmede tyvknægt, der kan give mig rabat, ignorere den timer, som siger at hvis jeg bestiller inden få minutter, så er der fordele. Alt sammen forgæves. Jeg møder nøjagtigt de samme påtrængende anmodninger igen kort tid efter.

Efterskrift <

Som en lille – måske trøstende – epilog, vil jeg gerne understrege at der stadig er masser af leben og godt indhold derude, og der bliver stadig produceret godt indhold.

Jeg finder ofte små perler, og en følge af at det er blevet nemt at komme til er, at der trods alt er mange der leverer godt indhold som vi andre kan se på det helt almindelige, åbne net via en helt almindelig browser og stort set uden at nogen stikker en probe i os og måler vores skostørrelse.

Det trøster denne gamle, naive mand, der også bliver ved med at bidrage til det åbne og frie net, og i store træk ikke længere bidrager til sociale medier og big-tech-sider.