Det tog to år. Men her til formiddag brød en russisk spammer gennem Oqipos 🏛️ udmærkede og charmerende spamforsvar, Trick Question 🏛️.
Spammeren var pludselig blevet i stand til at svare "kanel" til "Hvilket krydderi spiser man på risengrød?".
Han blev hældt hurtigt ud. Spammen bleve slettet, IP-adressen bandlyst og vi tog, af nysgerrighed, lige et kig på hvorfra spammen stammede.
Og hvad kan vi så lære af det? <
Lavteknologi virker ofte forbløffende godt.
Det gamle Trick Question "Hvad er det første bogstav i ordet hest?" forblev ubesvaret af spammere i fem år på CBS Observer.
Global Flyfisher - et engelsksproget site - nød også to år før en spammer gennembrød spørgsmålsmuren.
Vi kunne benytte lejligheden til at skifte fra simple Trick Question til store spambekæmpersystemer som ReCapcha eller Honeypot. Men vi synes faktisk, at det er sjovere at fortsætte med charmerende lavteknologi og se hvor lang tid det tager for næste Trick Question at blive gættet af spammerne.
Redaktørerne på OqipO får mail med nye kommentarer (fordi de tager debatten alvorligt og det er et lavtrafiksite) og det tager kun få klik at bandlyse ip-numre og slette kommentarer. Systemet er opbygget og skræddersyet med redaktørstøtte for øje.
Nu må vi se hvor lang tid , der går før spammeren fra Volgas bredder har fået et nyt IP-nummer og fundet ud af hvad Banjomusen hedder til fornavn.