Vrangforestillingernes jordefærd

Et opgør med mange års pressevås.

På Nettet finder vi en yderst vidende folkemindeforsker. Han hedder Arthur Goldstuck og på <B [Wayback-link] fortæller han om, hvordan man gendriver tåbelige vandrehistorier. Han kalder teknikken for PPQ, Pointed Probing Questions. PPQ er en skeptikers spørgeteknik. Udgangspunktet er ikke
"Huuj, sikke en fascinerende historie, jeg dér får fortalt. Jeg må hellere skynde mig at tro på den."
men
"Kan det nu også være rigtigt?".

Vrangforestillinger <

Alle de specifikke vrangforestillinger baseres hyppigt på tre grundlæggende typer:

  • Direkte løgn og vås. Historier som den at Johan Helsingius' hedengangne anon-server udvekslede 90% af Nettets børneporno. Vel er det et elendigt område at lave statistik på, men en del mekanismer i serveren umuliggjorde udvekslen af billeder. Tilfældet er behandlet i detaljer i Alt om DATA 12/96.

  • Proportionsforvrængning. Ligesom almindelig løgn er det et greb, der giver mennesker et forkert billede af verden.
    F. eks. kan man med tilstrækkelig trylleri få folk til at tro på, at Nettet driver af nazipropaganda og børneporno. Det er langtfra tilfældet. Men en udbredt vrangforestilling. Selv i 1997.

  • Egenskaber i mennesker og samfundsforhold-netværket gøres til egenskaber i netværket. Pressen har formået at skabe en mærkelig vrangforestilling om, at Nettet er et mystisk sted befolket af mystiske væsener. "Ræsonnementet" ser sådan ud: "Alting, der sker i samfundet, sker på Nettet i en eller anden form. Men sker det på Nettet er det en nyhed. Og er det noget grimt, der sker, må det være en fejl ved Nettet."
    - Der er ikke meget logik i det, men det passer meget godt med, at det ligger bag mange vrangforestillinger.

    Kædebreve er et godt eksempel. "Internet-kædebreve/investeringstilbud lokker danskere i uføre" er en typisk pressehistorie. Men det er ikke Nettet, der fejler noget.
    Tror udannede danskere, at de kan blive rige ved at være med i et kædebrevssystem på Internet, bør de ikke brokke sig på Nettet, hvis det ikke lykkes. At de taber penge skyldes forhold bosiddende i kædebrevssystemet og deres eget vidensniveau. Ikke netværket.

Mere korrekte forestillinger <

Strenger man sig lidt an, kan man faktisk forklare det, der sker på Nettet, bedre. Følgende forestillinger skulle gerne forklare forholdene på Nettet mere præcist. Og dermed være bedre udgangspunkter for tænkning og handling på net.området:

  • På nettet er alle veje kortere. Sæt streg under denne sætning, og lær den udenad. Denne ændring er ikke en fejl, men en forbedring. "It's not a bug, it's a feature." som amerikanske programmører siger.

    Politiken, DR, Alt om DATA, Inges katteside, Dansk Data Elektronik, Le WebLouvre, The Smitsonian, NASA, Alaskan Outfitters, Peters allergiside og Jürgens bøssekontaktside ligger på Nettet alle lige langt fra den enkelte bruger. Omkring tyve bogstaver i Netscapes location-felt.

    I den ikke-digitale virkelighed er alle disse derimod spredt geografisk og har forskellige grader af tilgængelighed. Alt om DATA kan fås i enhver dansk kiosk, mens Inges lige så fremragende (og imaginære) kattesider kun kan fås ét eneste sted, kun fem mennesker kender til. Og mens DR ligger i den nærmeste radio, ligger NASA i Florida, hvortil der er uhyggeligt langt, hvad enten man vælger at rejse derover eller at abonnere på et blad fra organisationen.

    På Nettet er alle veje kortere. Alt er tæt på og tilgængeligt.

    Nettet ligner mere din abstrakte bevidsthed og fysiske hjerne. Der er afstanden nemlig også meget lille. Mellem Jürgens bøsseside, Helge Adam Møller og perlende selvironi er der ikke mange centimeter.

  • Alt der sker i samfundet, sker også på Nettet. Din nabo er på Nettet. Og Nettet indeholder dét, din nabo bringer med. Så enkelt er det.

    Fejlene og uhyrlighederne er højst sandsynligt din nabos, ikke Nettets. Selvfølgelig kan der være tale om designfejl, men prøv så at sammenligne med den ikke-digitale verden!
    Nettet er tusinder af gange mere sikkert end den ikke-digitale verden.

    Den dag bogstaver og billeder farer ud af skærmen og bider én i næsen, kan man begynde at ængstes for alvor. Lige nu er det generelt en meget fredelig og let bekostelig skærmoplevelse.

Nuvel, grundforestillinger nok. Det er på tide, at se på de konkrete forestillinger, der viderebringes i aviser, tv, nyhedsgrupper og folkemunde. Lad den konkrete del af festen begynde.

Stater styrter sammen, og børn selvantænder spontant, når ikke censuren er der til at holde ondskaben i skak.
Hvad angår mange stater, er det korrekt, at censur er vigtig for deres overlevelse. De fleste politi- og præstestater kan ikke eksistere uden censur og de fleste vestlige demokratier har det bedst med medier, der kun viderebringer en begrænset og nøje udvalgt del af det politiske/menneskelige liv.

Børn selvantænder eller eksploderer dog ikke af at se det, deres forældre ikke ønsker de skal se. Skaden har det også altid været svært at opgøre.

Alle danskere under 35 år har som børn haft forholdsvis let adgang til pornografi. Er de alle skadet for livet? Er de alle ødelagte ofre? Eller har nogen fået det bedre af det, og andre dårligere? Det er svært at sige. Derfor bør man tænke sig grundigt om, før man hopper med på censurbølgen.

Bemærk også forskellen mellem børn og voksne. Man er ikke så bange for at børn får fat i den forkerte politiske holdning, da de ikke er store nok til at stemme eller kaste med sten.

Voksnes pludselige, smitsomme politiske vrangopfattelser kan derimod true staten, mens dennes gruppes seksuelle vrangopfattelser som oftest blot bliver mindre udtalte i det offentlige liv, når der pøses pornografi på. Børn antages derimod at kunne få en eller anden ubestemmelig psykisk skade af at se pornografi.

"Censur er nødvendig" <

Stater styrter sammen, og børn selvantænder spontant, når ikke censuren er der til at holde ondskaben i skak. Hvad angår mange stater, er det korrekt, at censur er vigtig for deres overlevelse. De fleste politi- og præstestater kan ikke eksistere uden censur og de fleste vestlige demokratier har det bedst med medier, der kun viderebringer en begrænset og nøje udvalgt del af det politiske/menneskelige liv.

Børn selvantænder eller eksploderer dog ikke af at se det, deres forældre ikke ønsker de skal se. Skaden har det også altid været svært at opgøre.

Alle danskere under 35 år har som børn haft forholdsvis let adgang til pornografi. Er de alle skadet for livet? Er de alle ødelagte ofre? Eller har nogen fået det bedre af det, og andre dårligere? Det er svært at sige. Derfor bør man tænke sig grundigt om, før man hopper med på censurbølgen.

Bemærk også forskellen mellem børn og voksne. Man er ikke så bange for at børn får fat i den forkerte politiske holdning, da de ikke er store nok til at stemme eller kaste med sten.

Voksnes pludselige, smitsomme politiske vrangopfattelser kan derimod true staten, mens dennes gruppes seksuelle vrangopfattelser som oftest blot bliver mindre udtalte i det offentlige liv, når der pøses pornografi på. Børn antages derimod at kunne få en eller anden ubestemmelig psykisk skade af at se pornografi.

Officielle holdninger <

Singapore er en kampkapitalistisk bystat i Sydøstasien. Det højeste mål dér, er at få samfundsmaskinen til at køre endnu hurtigere og glattere. Alt der hindrer dette, er fejl og ulovligheder og straffes med stokkeslag og fængsel.

<B [Wayback-link] findes Singapore Broadcasting Authority, landets telestyrelse, der blandt andet bestemmer, hvad Nettet ikke må bruges til i Singapore. På <B [Wayback-link] gøres venligst opmærksom på, at det er forbudt at bruge Nettet til at underminere folks tiltro til landets retssikkerhed. Man kan altså ikke offentligt få lov til at diskutere, om en given retshandling var retfærdig.

Man kan heller ikke få lov til at offentliggøre indlæg, der kan resultere i utilfredshed med regeringen, og det er også forbudt at sprede materiale, der omhandler letlevenhed eller "seksuelle perversioner såsom homoseksualitet, lesbianisme og pædofili." I Singapore kender man til truslerne, og tager dem alvorligt. Undersåtterne skal, uanset alder, hindres i adgangen til en stor del af det politiske og seksuelle liv.

Sådan står det ikke til i Danmark. Men udviklingen er så småt på vej. Den internationale softwarebranche understøtter nemlig censur i forskellige former.

Censurteknikken PICS bliver dag for dag mere og mere udbredt. Den dag er ikke fjern, hvor alle browsere understøtter PICS, og visse skræmte Internet-udbydere klipper adgangen til en del sider, så let som de for tiden klipper adgangen til nyhedsgrupper.

PICS er dog ikke så udbredt endnu, så for tiden opsamles fleste erfaringer med censurprogrammer som Cybersitter, SurfWatch, NetNanny og CyberPatrol, hvoraf en del sælges i Danmark.

Er programmerne kun af det gode? Følgende anekdote synes at vise noget andet.

Bennett Haselton <

Bennett Haselton fandt for et halvt års tid siden ud af, at censurprogrammerne også censurerede politiske sites. Cybersitter blokerede f. eks. adgangen til det amerikanske kvindeforbunds side. Redaktøren af programmets sorte liste fandt nemlig kvindekamp i strid med de værdier, holdet bag Cybersitter hyldede. Det kunne man dog ikke umiddelbart læse af salgsmaterialet. Der blev der lovet, at programmet blokerede adgang til pornografisk materiale.

Mange kunne se, at det ikke hang sammen, men attenårige Bennett, der har boet ti år i Danmark, gjorde noget ved det.

Han oprettede organisationen Peacefire, en organisation, der virker til forsvar for unge menneskers rettigheder i den digitale verden.
Peacefire påtog sig straks at informere resten af verden om den skjulte fare i censursoftware: at man ikke aner hvad der bliver censureret. Og at censurfirmaerne ikke altid giver udtømmende besked.

Cybersitter-holdet svarede prompte igen ved at spærre deres brugeres adgang til Peacefires hjemmeside. Folk, der havde købt et erotika-censurprogram, skulle åbenbart ikke komme i tvivl om dets berettigelse. For en sikkerheds skyld truede Solid Oak, firmaet bag Cybersitter, også med sagsanlæg.

Men som altid går den slags dårligt. Det er en god historie, og den trækker opmærksomhed til sig som en bule under gulvtæppet, alle hævder ikke er skidt. Hurtigt var presseopbudet så stort, at Solid Oak stak piben ind.

Sagen stiller grundlæggende spørgsmål om det fornuftige i at overlade udformningen af de digitale skyklapper til andre mennesker.
Disse kan let blive fristet til at censurere mere end de egentlig har mandat til - f.eks. alt.censorship, som Cybersitter også censurerer. Og til sidst har man med censursoftware et verdensbillede, der er lige så forskruet, som det man søgte at undgå ved at installere softwaren i første omgang! Forskruet på en anden måde, men næppe mere betryggende.

Bennett Haselton forklarer med forbilledlig klarhed problemet på <B [Wayback-link]. Selv mener han at amerikanerne kunne lære meget af danskernes åbenhed. "Det er svært at forestille sig, at et program som Cybersitter, der sletter ordet "homoseksuel" fra hjemmesider, sælger godt i Danmark."

Det begynder med at skulle beskytte børn mod erotika, men fortsætter hurtigt med at klippe politiske synspunkter ud af verden.

Bennet Haselton er stadig primus motor på det forrygende Peacefire.org [Wayback-link]. Det er et godt sted at besøge for man begynder at spilde tid med censursoftware. Mere om censursoftware i Jubii Svar 41 [Wayback-link] og 42 [Wayback-link].

Tele Danmark <

Dét er noget, man kender til hos Tele Danmark. Der udøver man en ny form for censur: man beskytter udenlandske statsborgere mod for seksuelt hidsende sider. Ræsonnementet er som følger: Hvis vi giver udlændinge adgang til erotiske sider, kunne folk i den arabiske verden, sidde og bruge timer på at tage anstød. Vi vil gerne have vore topsælgere og chefer levende hjem fra forhandlinger med muslimske kunder. Derfor samler vi alt det frække på en server, hvortil kun danskere har adgang.

Argumentet bygger på den fejlagtige præmis, at Tele Danmark udgiver brugernes sider. I Danmark er det rimeligt klart, at hjemmesideskribenterne selv udgiver deres sider med ansvar overfor den danske straffelov. Tele Danmark er ikke mere ansvarlig for indholdet på kundernes hjemmesider, end de er for den snak, samme kunder bedriver på deres telefonledninger.

Men der er forskel på ret i et demokratisk samfund og ret i den virkelige verden. Salman Rusdie har ret til at skrive og udgive De Sataniske Vers i England. Men præstestyret i Tehran føler sig i lige så god ret til at slå ham ihjel. De har i skrivende stund ikke fået dræbt forfatteren, men det er da blevet til diverse forefaldende drab og lemlæstelse af udgivere og oversættere.

Og dér ligger Tele Danmarks frygt. Hvis det ikke kommer til at regne på præsten, kan det være, at der bliver dryppet på degnen. En Tele Danmark-direktør i hånden er bedre end ti hjemmesidefrækkerter på 55. breddegrad. Ole Bjørn, direktør for Tele Danmark Internet, udtrykker det således:

"Hvis Tele Danmark Internet giver befolkningen i f.eks. et strengt muslimsk land adgang til "opslagstavler" med pornografisk indhold, kan man ikke udelukke, at en direktør eller et bestyrelsesmedlem fra Tele Danmark Internet (eller fra Tele Danmark) på rejse i dette land kan blive tilbageholdt og retsforfulgt. Derfor begrænses adgangen til opslagstavlerne "News" og "sexhome" til danske brugere."

Hvor skal grænsen så trækkes? Med den argumentation går religionskritiske og mange politiske sider nemlig heller ikke. Tele Danmark er nu pludselig blevet Tehrans marionet. Politi- og præstestater med trang til ny teleinfrastruktur lader til at kunne regne med Tele Danmarks fulde opbakning.

Hvis alle bliver lige så skræmte som Tele Danmark, ser det sort ud for sites som http://www.amnesty.org. Enhver fnysende mullah eller diktator kan med en enkel netsøgning tydeligt se, hvordan en given site får adgang til Nettet. "Aha!" kan landets fremmeste IT-konsulent råbe. "Tele Danmark giver adgang til og http://www.hotsex.dk. Det skal de få betalt. øh, eller rettere: Det skal vi score nogle dygtige rabatter på, når deres sælger sidder i kachotten og hører skrigene fra torturkammeret."

Akkeja. Det er svært at vurdere risikoen. Som med så meget andet er den sandsynligvis langt mindre, end man forestiller sig.

Tele Danmark censurerer dog også for børnenes skyld:

"Vi har mange børn blandt vore kunder og uden tvivl også mange andre, der ikke synes, at det er det sjoveste her i verden at møde pornografi overalt."

Det lyder sødt. Men kendsgerningerne er, at man som regel kun møder porno, når man vil have det. Det springer ikke ud af skærmen, hvis man vender hovedet bort et øjeblik. Det kommer kun frem, hvis man af helt egen fri vilje skriver "sex" på Jubii eller Alta Vista og følger springene derfra. Med syv år på Nettet og deraf følgende tusinder af opkoblinger er jeg endnu ikke blevet overrasket over at finde porno på en side. Hvor meget porno, man kommer til at se, afhænger såmænd af ens egne valg.

Dermed ser censur ud til at være dyr, overflødig og potentielt skadelig for ytringsfriheden.

Er man i det skeptiske hjørne kan man stille spørgsmålene: Kender man nogen, der er kommet til skade på Nettet, fordi de ikke fik "hjælp" af censursoftware eller Tele Danmark? Og kan det afskrække en fra alle Nettets mulige fordele?

For lidt over halvandet år siden [i slutningen af 1995] blev net.telefoni-programmer pludselig populære. Pressen fortalte straks, at "Net.telefoni er en BOMBE under dagens telefonsystem. Net.telefoni TRUER systemet. Du kan SPARE mange penge ved at bruge Internet-telefon."

Hm. Hvor mange sidder i dag med væsentligt lavere telefonregninger? Og hvor mange kan i det hele taget bruge deres net.telefon? Sandheden er jo, at det på det overbelastede net er forrygende svært at tale i net.telefon. Danmark, Sverige og Finland går som regel, men er distancen længere kræver det, at man finder et godt tidspunkt og en pose held. E-post er derimod en hurtig, sikker, billig og behagelig måde at kommunikere på.

Vi vil i de kommende år se en større stigning i den lokale og globale båndbredde, og af den vil højere hastigheder og lavere priser følge. Det synes ikke naturnødvendigt, at kommunikationen absolut vil være bedst og billigst gennem et 28.8k-modem og et lydkort. Sidste jul kunne man ringe til USA for under 3 kr. pr. minut på en almindelig telefon. Det koster godt nok kun en sjettedel via Nettet. Men det stiller store krav til begge parters udstyr og båndbredden mellem dem. Og det kommer til at tage noget tid, før alle bruger computere som kommunikationsmaskiner og kan regne med garanteret båndbredde på Nettet. Videokonference til Australien over et 28.8? Nej, ikke rigtig.

Dermed er net.telefoner mindre interessante.
De virker og vil virke i fremtiden. Men på den altid overbelastede net skal man ikke forvente det store.
Det samme gælder for strømmende lyd og billede. Det virker. Men der skal meget båndbredde til før det bliver sjovt.

"Internet-handel er en BOMBE under dagens skattesystem. Internet-handel TRUER systemet. Du kan SPARE mange penge ved at handle via Nettet."

Lad os være lidt skeptiske igen. Ja, cd'er og bøger kan nu og da købes med fordel i udlandet.

Tolden (og momsen) slipper man dog ikke for at betale. Alle, der bræger op om net.handlens revolution, bør man stille følgende spørgsmål: "Hvad har du selv købt?".

Det er som regel ikke meget, hvis overhovedet noget.

Fysiske varer koster i ventetid, forsendelse og afgifter. Samtidig med at man mister den tryghed, der ligger i, at man kan gå ned på hjørnet og skælde ud, hvis det ikke virker. Man er ikke retsløs på Nettet - langtfra. Men arbejdsgangen ved klager er en del tungere.
Alle disse forhold får net.handel til at se knap så revolutionerende ud.

Nettet gør dog vejene kortere, så det kan i nogle tilfælde bringe én meget nær et godt tilbud. Nichevarer vil have det bedre på Nettet end Pan Flute Greatest.

Især digitale varer som information og software, der kan løbe gennem telefonledningerne, kan købes med fordel i udlandet.

Man skal egentlig betale told og afgifter af varerne/ydelserne, men Told&Skat har hulens svært ved at håndhæve lovgivningen. De har stort besvær med at få en toldbetjent ind i en telefonledning, uanset om de barberer benene på ham og tager hans kasket af.

Visse mennesker mener, at halvdelen af alle informationsprodukter om ti år vil være net.baserede. Skattevæsenet står dermed overfor en besværlig reguleringsopgave.

Og ikke nok med at køberne ikke betaler afgifter af varerne. Sælgerne kan, ved at placere deres server i lande med lav eller ingen skat, også undslippe væsenet i nogen grad. Det bliver lidt af en revolution.

Digitale net.penge vil, hvis de kommer, også være en revolution. Med net.penge kan enhver begynde at sejle under økonomisk bekvemmelighedsflag for alvor. Noget der indtil videre kun har været forbeholdt rige skatteunddragere.

Men husk nu, at langt den største del af Internet-handel ikke har noget med Nettet at gøre. Det er forhold i skattesystemerne, der gør sig gældende. Nettet gør bare vejen kortere end et papirkatalog.
Og husk så at stille spørgsmålet: "Hvad har du selv købt?", næste gang en af net.handlens profeter kommer forbi.
Jeg selv har på syv år købt tre cd'er og fire bøger. Og betalt afgifter i tre ud af fire tilfælde.

"Net.telefoni vil revolutionere telekommunikationsmarkedet." <

For lidt over halvandet år siden [i slutningen af 1995] blev net.telefoni-programmer pludselig populære. Pressen fortalte straks, at "Net.telefoni er en BOMBE under dagens telefonsystem. Net.telefoni TRUER systemet. Du kan SPARE mange penge ved at bruge Internet-telefon."

Hm. Hvor mange sidder i dag med væsentligt lavere telefonregninger? Og hvor mange kan i det hele taget bruge deres net.telefon? Sandheden er jo, at det på det overbelastede net er forrygende svært at tale i net.telefon. Danmark, Sverige og Finland går som regel, men er distancen længere kræver det, at man finder et godt tidspunkt og en pose held. E-post er derimod en hurtig, sikker, billig og behagelig måde at kommunikere på.

Vi vil i de kommende år se en større stigning i den lokale og globale båndbredde, og af den vil højere hastigheder og lavere priser følge. Det synes ikke naturnødvendigt, at kommunikationen absolut vil være bedst og billigst gennem et 28.8k-modem og et lydkort. Sidste jul kunne man ringe til USA for under 3 kr. pr. minut på en almindelig telefon. Det koster godt nok kun en sjettedel via Nettet. Men det stiller store krav til begge parters udstyr og båndbredden mellem dem. Og det kommer til at tage noget tid, før alle bruger computere som kommunikationsmaskiner og kan regne med garanteret båndbredde på Nettet. Videokonference til Australien over et 28.8? Nej, ikke rigtig.

Dermed er net.telefoner mindre interessante. De virker og vil virke i fremtiden. Men på den altid overbelastede net skal man ikke forvente det store. Det samme gælder for strømmende lyd og billede. Det virker. Men der skal meget båndbredde til før det bliver sjovt.

"Internet-handel vil revolutionere verden." <

"Internet-handel er en BOMBE under dagens skattesystem. Internet-handel TRUER systemet. Du kan SPARE mange penge ved at handle via Nettet."

Lad os være lidt skeptiske igen. Ja, cd'er og bøger kan nu og da købes med fordel i udlandet.

Tolden (og momsen) slipper man dog ikke for at betale. Alle, der bræger op om net.handlens revolution, bør man stille følgende spørgsmål: "Hvad har du selv købt?".

Det er som regel ikke meget, hvis overhovedet noget.

Fysiske varer koster i ventetid, forsendelse og afgifter. Samtidig med at man mister den tryghed, der ligger i, at man kan gå ned på hjørnet og skælde ud, hvis det ikke virker. Man er ikke retsløs på Nettet - langtfra. Men arbejdsgangen ved klager er en del tungere. Alle disse forhold får net.handel til at se knap så revolutionerende ud.

Nettet gør dog vejene kortere, så det kan i nogle tilfælde bringe én meget nær et godt tilbud. Nichevarer vil have det bedre på Nettet end Pan Flute Greatest.

Især digitale varer som information og software, der kan løbe gennem telefonledningerne, kan købes med fordel i udlandet. Man skal egentlig betale told og afgifter af varerne/ydelserne, men Told&Skat har hulens svært ved at håndhæve lovgivningen. De har stort besvær med at få en toldbetjent ind i en telefonledning, uanset om de barbere benene på ham og tager hans kasket af. Visse mennesker mener, at halvdelen af alle informationsprodukter om ti år vil være net.baserede. Skattevæsenet står dermed overfor en besværlig reguleringsopgave.

Og ikke nok med at køberne ikke betaler afgifter af varerne. Sælgerne kan, ved at placere deres server i lande med lav eller ingen skat, også undslippe væsenet i nogen grad. Det bliver lidt af en revolution.

Digitale net.penge vil, hvis de kommer, også være en revolution. Med net.penge kan enhver begynde at sejle under økonomisk bekvemmelighedsflag for alvor. Noget der indtil videre kun har været forbeholdt rige skatteunddragere.

Men husk nu, at langt den største del af Internet-handel ikke har noget med Nettet at gøre. Det er forhold i skattesystemerne, der gør sig gældende. Nettet gør bare vejen kortere end et papirkatalog. Og husk så at stille spørgsmålet: "Hvad har du selv købt?", næste gang en af net.handlens profeter kommer forbi. Jeg selv har på syv år købt tre cd'er og fire bøger. Og betalt afgifter i tre ud af fire tilfælde.

"Internet TRUER danskernes pengepunge." <

Når denne vrangforestilling lanceres, menes der som regel "svindlere på Internet TRUER danskernes pengepunge." Der er igen tale om, at det pakkebaserede netværk tillægges evner, det slet ikke har.

Svindlere findes overalt. I Den Blå Avis, på Hjallerup Marked og i vekselérkontorer. Svindlere lever af, at der er mennesker der har mere grådighed end omtanke.

Det bedste eksempel er kædebrevssystemer og MLM, Multi Level Marketing. Selvom dette er et computerblad skal den dødfødte ide bag disse forretningsmodeller kort forklares. Du er yderst velkommen til at klippe denne passus ud og sende den til en ven, der pr. e-post tilbyder dig en "fantastisk mulighed!"

Kædebreve og Multi Level Marketing baserer sig begge på det, amerikanerne kalder for Pyramid schemes. Pyramideformen illustrerer ideen godt.

øverst sidder en person, der lokker fem mennesker til at give sig 100 kr. Så har han investeret 0 kr. og fået 500. En god handel. De fem skal nu hver ud at finde fem nye grådige tåber. Når de er med og har betalt, har de fem på niveau to hver investeret 100 kr. og vundet 500 kr. Igen en god handel. Og sådan kan det fortsætte lige til der ikke er flere, der vil være med. På niveau 11 er der omkring 50 mio. mennesker involveret. Stopper pyramidespillet dér, er der ca. 10 mio. mennesker der har fået penge ud af det og 40 mio. der har tabt. Sund forretningsmodel? Næppe. Værdiskabende? Bestemt ikke.

Ingen tjener dog voldsomt på denne ultra-simple model. Derfor er den sjældent i brug. Men den illustrer meget godt teknikken. Med kædebrev tjener man mere, idet hver person får penge fra flere niveauer end ét. Det gør folkene øverst i pyramiden meget rigere. De kan med en investering på 100 kr. risikere at tjene 2.500 kr. eller 125.000 kr. afhængig af systemets dristighed. Det er dog svært at snyde den menige albaner med den slags systemer.

Derfor benytter de fleste svindlere sig af Ponzi-metoden opkaldt efter Charles Ponzi, der for snart 80 år siden gav meningmand "utrolige investeringsmuligheder!".

Ponzi-metoden er et almindeligt pyramidesystem. Men i stedet for at satse penge på det "investerer" man dem i stedet og får så et stort "afkast" efter et år. Ponzi-metoden ser mere legal ud og "renteafkast" på f. eks. 100% pr. år giver flere mennesker, deriblandt mange albanere, en illusion om at systemet virker og skaber flere vindere. årlige afkast nedsætter pyramidesystemets iboende undergangshastighed. Flere kan nå at blive vindere før det hele ramler, og 90% af de involverede mister alt. "Investeringsforeninger" har i øvrigt den fordel, at der ikke er noget loft for, hvor meget folk kan investere. Kun deres grådighed sætter grænsen. Det er rart at vide, når man sidder på toppen af pyramiden.

Flerlagsmarkedsføring <

Pyramidespil er forbudte, fordi de ikke virker. Der er tale om svindel, hvis man hævder at folk kan tjene penge på et system, der dør i løbet af ingen tid og efterlader omkring 90% af deltagerne med hele investeringen tabt.

Visse former for Multi Level Marketing er dog tilladt, selvom det i grunden kun er et skridt fra Ponzis svindelnummer.

Her får man som oftest et produkt man kan sælge - ja, det sælger jo sig selv, får man at vide. Det vil typisk være kosttilskud eller et eller andet produkt, der heldigvis ikke er til at få i detailhandlen. De penge, man kommer til at tjene på at være med i systemet, kommer dog ikke primært ved at sælge produktet. De kommer ved, at man rekrutterer nye sælgere (deraf ordet Multi Level Marketing - flerlagsmarkedsføring). Disse nye sælgere skal så som en selv betale en klat penge for at være med i denne "ekstremt attraktive forretningsmulighed" og dertil købe et lager. Men som altid løber man tør for nye sælgere, og langt de fleste står tilbage med alt tabt.

"As people in your downline make purchases, a wonderful phenomenon happens: You recieve commission checks for purchases made by people you may not even know. (With this type of commission structure, it's easy to see why so many people have made so much money in Network Marketing."

Yahoo har en fortrinlig afdeling viet til forklaring af diverse pyramidespil og MLM-"forretningsmuligheder" på Yahoo [Wayback-link]

Det er en ren fryd at se matematikere og net.detektiver afsløre, hvor aldeles usammenhængende både reklamemateriale og statistik fra MLM-firmaer er.

MLM-firmaers løgne er mindst lige så underholdende. Til de, der vil vælte sig i snuskede flerlags-"muligheder", anbefales Nerdworld [Wayback-link]

Nettet fejler dog ikke noget, selvom det gør vejen til svindlere kortere. Problemet ligger i visse menneskers almendannelse. Den bør man hellere gøre noget ved, og så lade det velfungerende netværk i fred.

Fra trussel til mulighed for at lære <

Vor altid fremragende Forbrugerstyrelse har på det sidste slået et slag for almendannelsen og byder nu på MLM-information [Wayback-link]. Her kan man se det officielle og intelligente Danmarks holdning til snyderiet.

I udlandet er det også lykkedes at gennemskue systemerne. Hos Federal Trade Commission [Wayback-link] gives der ren besked om pyramidespil, så enhver kan forstå det, og fraud.com [Wayback-link] og Better Business Bureau [Wayback-link] står klar til at hjælpe de, der måtte have ladet sig snyde. Og klar til at informere dem, der måske er på vej til at lade sig snyde. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det sandsynligvis fordi, det er det. Tjek med en intelligent og skeptisk person før du kaster pengene ud i en forretningsmulighed.

Du kan læse mere om net.handel i Det skal koste mindre!. Der finder du også en vejledning i hvordan du køber billigst og sikrest ind.

"mp3 er et ulovligt musikformat" <

[19.07.2000] MP3 er lige så lidt et forbryderisk lydformat som RTF eller HTML er forbryderiske tekstformater. Formaterne gør ikke noget galt. De gør noget rigtigt. De gengiver den ønskede information i klokkeren kvalitet.

Bruger menneskene mp3, ascii, rtf, jpg, gif eller html-formaterne til at krænke andres rettigheder, er det menneskene der gør noget forkert. Formaterne er bare mere eller mindre gode til at opbevare den ønskede information.

MP3-formatet er altså ikke det mindste ulovligt, og egentlig et af de bedste formater man kan gemme lyden fra sine gamle kassettebånd i.

Softwaren man bruger til at fremstille og afspilel mp3-iler med, er i de fleste tilfælde også lovlig. MP3-formatet er udviklet af Frauenhofer laboratorierne. Til at begynde med syntes Frauenhofer at det var fint at så mange mennesker lavede mp3-software. Det gjorde formatet til den de facto standard det er i dag. Men i år 2000 er de så småt begyndt at ville trække penge ud af folk, der fremstiller mp3-software.

Vi kender historien fra tidligere.

I 1987 begyndte entusiaster på Compuserve og Internet at bruge gif som standardbilledlagringsformat. I 1994 kom Unisys løbende og sagde "Hov hov. Vi ejer LZW-kompressionsalgoritmen, der bruges i gif. I skal betale for licenser." De har dog indtil videre ikke haft stort held med det [Wayback-link].

De der har programmeret ens billed- og lydprogrammer betaler måske eller måske ikke licenspenge til Unisys eller Frauenhofer. Men som stillingen er, er det meget svært at bruge et billed- eller mp3-program i ond tro.

Skal man brokke sig over noget angående mp3 må det være at Frauenhofer ikke har spillet med åbne kort. Havde de fra starten sagt: "Alle I frivillige mennesker får lov til at bruge mandår på at gøre vores format til verdensstandard, derefter åbner vi pengekassen og høster.", ville Nettets mange programmører kunne havde brugt deres tid på at udbrede et bedre format.

netuni.dk har nok landets bedste og l&aelig;ngste artikel om mp3.

"DVD'er kan ikke kopieres uden DeCSS" <

[19.07.2000] Historien var god. 16-årig norsk programmør (avissprog: hacker) bryder krypteringssystemet på DVD, købevideoens afløser. Nu kan alle kopiere DVD'er.

Der er bare nogle problemer med historien.

  • Folk har altid kunnet kopiere DVD'er - hvis de havde 6 Gb fri harddiskplads. Dekrypteringen er ligegyldig.

  • Den norske programmør og millioner af mennesker verden rundt var ikke videre interesserede i at kopiere DVD'er. De ville bare gerne kunne se DVD-filmene under Linux-operativsystemet. Og DVD-kartellet og deres samarbejdspartnere havde ikke gidet lave en afspiller. Dekrypteringen var en forudsætning for fremvisning.

  • Uanset om man opbevarer en kopieret DVD på harddisken eller på hjemmebrændt DVD vil kopien koste cirka 4 gange mere end originalen. Det er altså tåbeligt at kopiere DVD'er direkte.

Med det sagt kan DeCSS hjælpe en et lille skridt på vejen, hvis man har tænkt sig at komprimere en DVD til mpeg/vcd-format. Man kan dekryptere en DVD og derefter mase den ned på at fylde 1/10 af sin oprindelige størrelse.

Men skal man endelig kopiere en DVD er de letteste metoder dog stadig at kopiere den over p&aring; et videob&aring;nd eller fange den til avi/mpg på harddisken. Disse metoder kopierer DVD'en i sand tid. Det tager ikke længere end filmen varer, hvorimod dekryptering og kompression [Wayback-link] snildt kan tage 10 timer.

Læs mere om DeCSS hos OpenDVD.org [Wayback-link]. Læs mere om videokopiering af DVD her og læs alt om DVD generelt på Jubii Klogeskole [Wayback-link].

Der er nazistisk propaganda på Internet <

Og der er reklamer for biler i fjernsynet. Biler dræber omkring 600 mennesker om året, lemlæster tusinder og forurener skammeligt. Det samme kan man vist ikke sige om landets 50 nazister.

Biler har selvfølgelig også nogle fordele, hvor det kan være sværere at finde nazisters fordele. Og dog. De er nogle af de mest velklippede bistandsklienter og i samarbejde med journalisterne gør de et uvurderligt arbejde for at holde lønarbejderne fra at gøre sig grimme tanker. Nazister beskæftiger også en masse venstreorienterede bistandsklienter, der så kan kaste sten mod andre end politiet. Alt i alt det man i amerikanske forretningstermer kalder for en win-win situation. Alle tjener på det. Der bliver lavet gadeteater for skattekronerne, vi sky lønarbejdere adspredes - og alle involverede kan tone rent flag.

Hvad har det med Nettet at gøre?
Forsvindende lidt grænsende til absolut ingenting.

I marts 1997 satte jeg mig ned i en time og ledte efter nazister på den danske del af Nettet. Jeg fandt to (!) semi-rabiate højreorienterede - de var ikke engang nazister. Hvor mange danskere var det, der var på Nettet? 150.000? 200.000?

Proportionsforvrængning er et langt og svært ord.
Men det dækker pressens behandling af Nettet strålende.

Der er nazisme på Nettet. Præcis ligesom i samfundet. Men i et forholdsvis mindre omfang. Som med porno kan man bare lade være med at eftersætte det, hvis man ikke ønsker at svælge i det.

- Personligt plejede jeg at synes bedst om Stormfront, siden White Arayan Resistance Hate Page, mens min nuværende favorit er <B [Wayback-link]. Det må være de letforståelige tegneserier, der trækker.

Og selvfølgelig trækker de. Fascinerende, mystiske, farlige og forbudte ligger de der.
Folk i Internet-branchen har på mange måder de snuskede og rabiate sites at takke for meget. Folk er strømmet til i løbet af de sidste år. Selvfølgelig for at kunne downloade regnearksprogrammer og læse kattesider. Men lige så meget for at kunne tage a walk on that wild side gængse medier er renset for.

Mit firmas omsætning er steget 40 gange i løbet af de sidste tre år. Der er ikke kommet nogle tåbelige love, der begrænser ytringsmuligheden for alle. Win-win. Der har været tale om ekstrem proportionsforvrængning, men ingen skade er sket. Tværtimod.

Og der er børneporno på papir, polaroid, video8 og vhs uden at alle blade og aviser forsøger at overgå hinanden i anskrig.

En times søgen fandt præcis ingen børnepornografer.
Lad os lige se på tallene igen. 150.000 danskere på Nettet?
Problemet er vist til at overse.
Men selvfølgelig kan man altid ængstes. Der er stadig forsamlings- og mødefrihed på Nettet, hvor alle veje som bekendt er kortere. Den kan onde mennesker jo også benytte sig af!

Ja, ligesom med ytringsfriheden kan forsamlings- og mødefriheden bruges til formål, man ikke bryder sig om. Men det er en fare, man må leve med. At lade disse, lad os gætte, fire onde danskere bestemme Nettets udseende og hvor mange rettigheder, alle vi andre skal have - det virker ikke retfærdigt. Et ikke-problem bør ikke motivere til at bygge Nettet om.

Hvorfor diskuteres et ikke-problem så så meget?
Tja. Ikke fordi problemet er stort.
Lad os se på et konkret eksempel.

For noget tid siden skete der noget meget pudsigt og lærerigt i nyhedsgruppen dk.chat. I december 1995 blev der diskuteret børneporno, militærtjeneste/ligestilling og licens. De to sidste forhold angik langt de fleste af debattørerne direkte. Tv-licensen tager hvert år 1.800 kr. ud af enhver tv-ejende danskers budget. Selvom han måske ikke får noget for pengene. Langt de fleste af debattørerne var også af hankøn, og de var dermed alle berørt af statens idé med ni måneders tvangsarbejde baseret på køn.

Børneporno var der derimod ikke nogen, der havde direkte erfaringer med.
Gæt hvilken diskussion der blev længst?
Børneporno. Uden lige. Den blev dobbelt så lang som de andre målt i antallet af indlæg og næsten fire gange større målt i omfang. Hvorfor mon?
Den var let. For at citere Thoreau: "For hvert hug mod ondets rod er der tusinde mod dets blade." Mange ser sig selv som den, der skal levere et hårdt udfald mod de onde blade, og derefter have ros for det.
En skare af funktionærer i større datafirmaer og studerende ved højere læreanstalter flokkedes for at tage afstand og vise hele verden, at de gjorde det gode og forsøgte at undgå at gøre det onde. Det er et lidt tåbeligt område at vise sit værd på - der må findes bedre - men det gjorde selvfølgelig ingen skade. Ud over selvfølgelig at trække opmærksomheden væk fra diskussioner, der berørte de involveredes liv.

Enhver kan udtale sig negativt om nazisme og børnepornografi. Hvem forsvarer det? Nævn bare én person. Og lykkes det, så angiv om man bør tage personen alvorligt. Andet end for at få ens kamp mod forsvarsløse papirkillinger til at ligne mandig nærkamp med en vild og stærke rovdyr.

Den dag i dag tænker jeg stadig på, om det var andet end mundhuggeri over ubetydelige detaljer. Hvad var det andet end marionetters dans efter pressens pibe? Betød det så meget at diskutere børneporno? Var det vigtigt? Er der mon nogen, der i dag er stolte af, at netop de afstedkom den enorme holdningsændring, der fik alle til at se børneporno som noget snavs? Eller gjorde de det måske i forvejen?

Nu jeg selv sidder og leverer lange tekstafsnit om ikke-problemet: Jeg nævnte først ordet i NNIN 12/96 efter i 3 1/2 år at have skrevet, hvad der svarer til omkring 700 normalsider i Alt om DATA om Internet. Nu skriver jeg for at flå pressetro nybegyndere ud af fastkørte vrangforestillinger, så de ikke belaster nyhedsgrupperne og min postkasse med ikke-problemer. I jorden, i jorden, i jorden med det!

"Der er børneporno på Internet" <

Og der er børneporno på papir, polaroid, video8 og vhs uden at alle blade og aviser forsøger at overgå hinanden i anskrig.

En times søgen fandt præcis ingen børnepornografer.
Lad os lige se på tallene igen. 150.000 danskere på Nettet?
Problemet er vist til at overse.
Men selvfølgelig kan man altid ængstes. Der er stadig forsamlings- og mødefrihed på Nettet, hvor alle veje som bekendt er kortere. Den kan onde mennesker jo også benytte sig af!

Ja, ligesom med ytringsfriheden kan forsamlings- og mødefriheden bruges til formål, man ikke bryder sig om. Men det er en fare, man må leve med. At lade disse, lad os gætte, fire onde danskere bestemme Nettets udseende og hvor mange rettigheder, alle vi andre skal have - det virker ikke retfærdigt. Et ikke-problem bør ikke motivere til at bygge Nettet om.

Hvorfor diskuteres et ikke-problem så så meget?
Tja. Ikke fordi problemet er stort.
Lad os se på et konkret eksempel.

For noget tid siden skete der noget meget pudsigt og lærerigt i nyhedsgruppen dk.chat. I december 1995 blev der diskuteret børneporno, militærtjeneste/ligestilling og licens. De to sidste forhold angik langt de fleste af debattørerne direkte. Tv-licensen tager hvert år 1.800 kr. ud af enhver tv-ejende danskers budget. Selvom han måske ikke får noget for pengene. Langt de fleste af debattørerne var også af hankøn, og de var dermed alle berørt af statens idé med ni måneders tvangsarbejde baseret på køn.

Børneporno var der derimod ikke nogen, der havde direkte erfaringer med.
Gæt hvilken diskussion der blev længst?
Børneporno. Uden lige. Den blev dobbelt så lang som de andre målt i antallet af indlæg og næsten fire gange større målt i omfang. Hvorfor mon?
Den var let. For at citere Thoreau: "For hvert hug mod ondets rod er der tusinde mod dets blade." Mange ser sig selv som den, der skal levere et hårdt udfald mod de onde blade, og derefter have ros for det.
En skare af funktionærer i større datafirmaer og studerende ved højere læreanstalter flokkedes for at tage afstand og vise hele verden, at de gjorde det gode og forsøgte at undgå at gøre det onde. Det er et lidt tåbeligt område at vise sit værd på - der må findes bedre - men det gjorde selvfølgelig ingen skade. Ud over selvfølgelig at trække opmærksomheden væk fra diskussioner, der berørte de involveredes liv.

Enhver kan udtale sig negativt om nazisme og børnepornografi. Hvem forsvarer det? Nævn bare én person. Og lykkes det, så angiv om man bør tage personen alvorligt. Andet end for at få ens kamp mod forsvarsløse papirkillinger til at ligne mandig nærkamp med en vild og stærke rovdyr.

Den dag i dag tænker jeg stadig på, om det var andet end mundhuggeri over ubetydelige detaljer. Hvad var det andet end marionetters dans efter pressens pibe? Betød det så meget at diskutere børneporno? Var det vigtigt? Er der mon nogen, der i dag er stolte af, at netop de afstedkom den enorme holdningsændring, der fik alle til at se børneporno som noget snavs? Eller gjorde de det måske i forvejen?

Nu jeg selv sidder og leverer lange tekstafsnit om ikke-problemet: Jeg nævnte først ordet i NNIN 12/96 efter i 3 1/2 år at have skrevet, hvad der svarer til omkring 700 normalsider i Alt om DATA om Internet. Nu skriver jeg for at flå pressetro nybegyndere ud af fastkørte vrangforestillinger, så de ikke belaster nyhedsgrupperne og min postkasse med ikke-problemer. I jorden, i jorden, i jorden med det!

Opdatering 20.05.2000
Få promiller af Nettets billeder er nøgne børn. Få promiller er børn i seksuelle situationer. Du kan næppe finde dem. P&aelig;dofili-gruppen [Wayback-link] har en meget god introduktion til emnet [Wayback-link].

Mere naziporno i net.telefonen <

Oprindeligt skulle denne FAQ have heddet Naziporno i net.telefonen eller Sensationer TRUER Internet - De er en BOMBE under systemet. Den gode smag vandt dog til sidst, så den kom i stedet til at hedde Vrangforestillingernes jordefærd.

Er vrangforestillingerne ikke kommet helt i jorden i det følgende, så håber jeg, at de i det mindste er blevet sat i perspektiv.
Der er vel ikke noget problem, et menneske kan have, der kan forværres af en net.adgang.

En venstreorienteret fik faktisk hevet Bo Warming i retten. Bo Warming fik alskens problemer og siden er i dag nede. Men den kommer forhåbentlig snart op igen.