Tsunami og Internet - tanker uge 2/2005

Stemmen i telefonen spurgte om Internets rolle efter tsunamierne i asien. Jeg forsøgte at sige noget fornuftigt om Internet-magien og de druknede.

- Internettet er jo en spejling af samfundet. Databasedelen har sine fordele, fordi flere informationer kan komme bredere ud. Og så kan folk give deres besyv med, siger Steven Snedker, der tager kraftigt afstand, hvad han anser for at være mediernes udnyttelse af øjenvidneberetningerne.

Så kort kunne det refereres da jeg i sidste uge udtalte mig til Kristeligt Dagblad om Tsunamien og Internet [Wayback-link].

De fem linjer fanger dog ikke hele tænkearbejdet. Og nu jeg har gjort det, kan jeg lige så godt smide det videre.

Internet kan ikke redde et druknet menneske <

Meget af Internet-aktiviten i katastofens kølvand er for mig at se mere terapeutisk end praktisk begrundet. Enten er folk døde/døende eller også er de levende og langsomt på vej mod Danmark.

Jeg tror ikke at de mange informationssider og debatfora [Wayback-link] skærer tiden med uvished ned for særlige mange mennesker i særlig mange tilfælde.

Debatfora er mest terapi <

Tankerne og bønnerne på f. eks. Asienkatastrofen [Wayback-link] er velmente. Men jeg tror hverken på at de hjælper levende eller døde i asien (jvf. Galton [Wayback-link]).

Så du mener ikke at debatfora hjælper?

Jo, de er et sted folk kan lette deres hjerter - og de kan faktisk være værd at læse.

Journalister skriver kedeligt efter en model og har sjældent følelser i klemme. De kan presse alt ned i en form.

Indlæggene på diverse debatfora kan ofte komme fra virkelige mennesker med virkelige problemer og det er oftest mere nærværende, rørende og interessant end journalisters kedelige, generiske sprog og ens udseende historiekonstruktioner (jvf. "Jeg drikker hjerteblod"-talen).

Da Kristeligt Dagblad ringede, havde jeg ikke surfet nettet for at finde lækre øjenvidneberetninger til Asienkatastrofen. Men det kan generelt anbefales. Bedre og mere virkelighedstro litteratur er det svært at finde.

Men sidste års fyrværkerikatastrofe havde jeg fundet tid til at svælge lidt i. Med succes. Tag f. eks. dette klip fra Jydske Vestkystens kommentarspor i anledning af fyrværkerikatastrofen i Seest [Wayback-link]:

Min bror kom hjem og sagde en af hans venners bror havde sagt der var brand i Johnsens fyrværkerifabrik. Jeg sprang udenfor og kiggede rundt omkring. Så hoppede jeg op på cyklen og cyklede til Seest. Da jeg var næsten derude og kunne se røgen, så ringede min kæreste. Hun spurgte hvad jeg lavede, og jeg svarede jeg var ude i Seest. Hun var stille i nogle sekunder, så råbte hun at jeg skulle komme væk derfra. Så lagde hun bare på (hendes mobil var tør for strøm) så cyklede jeg tættere ind, men der var afspæret. Så kørte jeg udenom og så en gruppe med 30 mennesker der stod for sig selv. Jeg blev slynget bagud og alt var kaos, ilden overdøvede alt! Og derfra er min hjerne ligesom slukket, jeg kan ikke huske det særlig tydeligt, ikke fordi jeg besvimede, det er bare slørret.

Før vi fik Internet kunne vi lette trykket i aviser, lokalaviser og til famile, venner og kolleger. Nu kan man også gøre det online.

Men debatfora er mest terapi, samtale og litteratur. Jeg tror ikke at de hjælper folk, der holder fast i en bananpalme 10.000 km væk.

Massemediernes og købmændenes koreografi <

Hvor det er nogenlunde tilfældigt og følelsesdrevet hvad der lander på steder som Asienkatastofen [Wayback-link], går det efter en helt fast køreplan hos massemedierne og købmændene.

B.T. skal den 29. december have følelser, de kan sælge videre. De annoncerer derfor efter hvemsomhelst på deres forside. Folk de kan klemme for sorg, håb, desperation og videresælge som historier.

Har man Infomedia [Wayback-link]-adgang kan man følge fortællingens liv fra de første spæde Reuters-telegrammer over helte-historierne til pårørendesorgen og tre minutters stilhed osv. osv.

Alt er ved det gamle. Journalisterne har med Internet bare fået et endnu lettere arbejde [Wayback-link].

Hos købmændene er der heller ikke den store ændring at spore.

Købmændene skal på deres side have knyttet deres produkt til katastrofen. Her er fire typiske eksempler på teknikkerne.

Sådan var det også før vi fik Internet.

Måske giver nogle købmænd en lille slat mere fordi de nu kan skrive om det på egen hjemmeside.

Spørg man dem siger de nok nej.

Et fint eksempel på købmandsstandens brug af andres nød <

Aqua D'or skal have solgt noget vand.

Så de skriver:

Alle kneb gælder når der hvert 15. sekund dør et barn på grund af mangel på rent vand. Derfor har Christian & Louise smidt tøjet. Du kan også hjælpe - bare ved at drikke mere vand. Hver gang du køber [firmalogo] støtter du Dansk Røde Kors med 50 øre pr. flaske.

Vi oversætter:

Alle kneb gælder når der skal sælges vand. Christian & Louise smidt tøjet, fordi det er en del af deres job. Du kan også hjælpe - bare ved at købe mere af vores vand. Hvis du ikke køber det, får Røde Kors ingen penge, og de små børn dør rigtig, rigtig meget.

Så er sekvensen mere tydelig. Ugegammelt vand skal sælges - (Vi kobler det med attraktivt kød) - Vi kobler det med attraktiv, ikke-kontroversiel nød. Og håber på bedre salg.

Såre enkelt.

- Skulle jeg klage over noget, er det mængden af tøj på Louise.

Der lægges op til at nøden er så stor, at man vælger at afklæde sig i det offentlige rum. Parret overskrider denne grænse pga. døende børn (hvert 15. sekund, for at være præcis).

Alligevel må Louise have været ude for mere alvorlige situationer end jobbet for vandsælgeren - i hvert fald smider hun mere tøj henne på modelbureauets sider (1 [Wayback-link], 2 [Wayback-link]) end i denne reklame.

Internet-indsamlinger <

Der var en lille smule Internet-magi indblandet i den lokale Lundby-indsamling til asienkatastrofens ofre. Det lykkedes med en dags varsel [Wayback-link] at få fat i 15 indsamlere. Hovedårsagen til et så flot fremmøde er naturligvis de mange flinke folk med overskud og fridag.

Men måske betød "Hjælp os med at samle ind"-opfordringen på den lokale, Internet-baserede postliste, at flere mødte op end hvis den opfordringsbærende teknologi havde været telefonkæde og ringeklokke. En postliste kommer længere ud i hjørnerne.

Den lokale Lundby-indsamling gav i øvrigt et fantastisk resultat. Jeg tror ikke at byen har givet nær det samme beløb via nettet.

Vi kan igen se Internet-magiens begrænsninger. Hvem vil du helst give en skilling: din nabo eller en hjemmeside? Jeg tror at naboen vinder kapløbet med en meget solid margen.

Lidt ordentlig læsning <

Skønt jeg har været forholdsvis ligeglad med katastrofen (andet end da jeg blev ringet op af Kristeligt Dagblad eller diskuterede den med venner og familie) har jeg faktisk fået læst et par gode artikler.

Den første i Kristeligt Dagblad. Repræsentanter for verdens fem populæreste religioner svar på sprøgsmålet Hvor var Gud, da flodbølgen ramte Asien? [Wayback-link]. En art "Shit happens" [Wayback-link]-liste. Meget læseværdig.

Den anden i Weekendavisen. Her ridses Danmarks drabelige stormflodshistorie [Wayback-link] op.

Der er sikkert en masse mindst lige så gode og underholdende ting på nettet.

Hvis den slags har din interesse håber jeg både at du har fundet dem og nydt dem.

Og så i punktform <

  • Folk døde på cirka samme måde som ved alle mulige andre stormfloder.
  • Medierne og købmændene gjorde som de plejede.
  • Det er generelt godt at hjælpe folk i nød.
  • Jeg har stor respekt for Asienkatastrofen.com og hjælpeorganisationerne.
  • Internet kan bære flere informationer og mere konkrete informationer end andre medier (tv, radio, aviser, telefon)
  • Åjenvidneberetninger er også litteratur.
  • Samtaleterapi fungerer også online.
  • Indsamlinger fungerer også online - men jeg tror at folk giver mere når de bliver set på af et menneske, der holder en raslebøsse.
Alt i alt ville jeg ikke kunne hækle disse tanker sammen til en nyttig artikel. Men enkeltvis kunne de blive til fine artikler.

God vind til de, der forsøger sig.

Det var ikk' os, der begyndte <

En venlig sjæl har sendt et link til vandkrejlernes kampagnehjemmeside [Wayback-link]. Her fortælles det, at det var et københavnske modelbureau og et københavnsk spillested, der fik ideen til kampagnen og siden fik lokket de jyske vandkrejlere med. Det var altså ikke vandkrejlerne selv, der fik ideen til det eros&patos-gennemvædede salgsfremstød.

Og så gik det ikke engang godt. Aqua d'or satsede på at tjene hæderlige penge på de tørstige Sudanesiske børn sammen med de nye, københavnske partnere. Men så kom tsunamien og forpurrede det. Ifølge Politiken [Wayback-link] og Børsen [Wayback-link] , altså.