Sådan arbejder Vertikal­ hjemmefra

Reglerne er enkle: alle har (ordentlige) headset på og der meget, meget nødig flere end to i et opkald ad gangen. 3*25 års hjemmearbejdserfaring taler ud.

Hundredetusinder af kontorarbejdere er for tiden hjemsendt for at standse den elendige Corona-smitte. Nogle klarer de nye arbejdsvilkår fint. Andre døjer.

Vi Vertikale har tilsammen et godt stykke over 3*25 års hjemmearbejdserfaring, som vi passende kan dele ud af til novicerne.

Martin Jørgensen: køb den bedste hardware! <

Onkel Joel sagde det klokkeklart og grundigt i 2006: giv dine programmører de bedste computere, de bedste skærme og de bedste stole.
Hardware koster ingenting i forhold til spildt programmørtid eller brudt koncentration. Maskinerne skal være lynende hurtige og aldrig løbe tør for plads. Internetforbindelserne tykke. Skærmene skal være kæmpestore. Tastatur og mus skal være lavet til kæmpestore mandehænder og hurtigt arbejde.

Og hvad koster det så? 15.000 kroner pr. arbejdsplads. Cirka 3.000 kroner pr. år - fordi de fleste kvalitetskomponenter holder længe.
Vælger man derimod den skrabede løsning, kan man måske trykke hardware-udgifterne ned på 2.000 kroner pr. år.
Hvilket er den mest sindssyge disposition. Det er én sparet timeløn om året... Der viser sig i ringere produktivitet og lavere arbejdslyst som 50 eller 100 tabte timelønninger.

Der er ingen vej udenom: arbejd med ordentligt udstyr.

Man ser heller ikke tømrere arbejde med 99-kroners skruemaskiner fra Jem&fix.

Martin Larsen: få dig et kontor (og et drivhus) <

Hvis man arbejder med grafik, video, databaser, programmering og lignende, kan man formentlig ikke gøre det ordentligt fra en bærbar på et køkkenbord. Man sidder ukomfortabelt (og kropsødelæggende) i støj med en lille skærm.

Vi har alle tre kontorer hvor vi kan gå ind, lukke døren og arbejde koncentreret. Lytte til livgivende soul-musikfantastiske højttalere samtidig - hvis man er til den slags.

6-8 kvm er formentlig nok. Men pga. vores huses opbygning har vi alle lidt mere.

Jeg har nogenlunde orden, Martin Jørgensen har et veritabelt arkiv og Steven har rod, senge og lænestole i én forvirring.

Mit kontor ligger, som Jørgensens, i et af husets mere stille yderprovinser. Steven har valgt at placere sit nogenlunde midtskibs for at kunne følge lidt med i husets liv - og for ikke at skulle gå en dagsrejse hver gang postbudet ringer på eller hunden gør.

Vi har også alle drivhuse.

Der er lys, luft, liv der myldrer op.

Jeg købte mig en bærbar med en eventyrlig lysstærk skærm for at kunne sidde og arbejde i drivhuset forår og efterår. Jørgensen og Snedker arbejder også lidt fra drivhus. Men ikke så konsekvent.

Steven Snedker: koncentrerede videoopkald <

Reglerne er enkle: alle har (ordentlige) headset på og der meget, meget nødig flere end to i et opkald ad gangen. Skærme på 3840x2160 skal kunne deles.

Vi bruger meget sjældent webcam - som regel sker det spændende på vores skærme og vore stemmer er udtryksfulde nok. Dertil arbejder vi live i samme dokument eller kode.

Vi er meget glade for hinanden og skal nogle gange beslutte noget i plenum. Alligevel er vi sjældent mere end to i et opkald i mere end 5 minutter ad gangen.

To er dialog, udvikling, trykprøvning af ideer, beslutninger. Tre er mindst to, der skiftes til at kede sig.

Når der ikke er Corona i luften mødes vi alle tre fysisk en håndfuld gange om året. Ofte i forbindelse med at vi alligevel har været ude at give tilbud på en opgave. Eller til julefrokost eller sommersprint.

Vi har ALDRIG faste møder. Fx. kl. 9 hver morgen. Vi ringer til hinanden efter reelt behov.

Jeg ved at Martin og Martin er klogere end mig på en masse punkter. Så når jeg skal til at løse en ny opgave, Skype'r jeg til en af dem og skitserer min løsning. De kommer så tit med gode forslag til hurtigere og bedre løsninger, som jeg så frisk går i gang med at implementere. Efter nogle timer (eller dage) præsenterer jeg resultatet for den, jeg talte med og fortæller hvilke problemer, jeg stødte ind i, og hvad jeg gjorde ved det. De tester og tingene virker.

Vi ringer også ofte ad hoc, når vi sidder fast et sted. I halvdelen af tilfældene løser spørgeren selv problemet blot ved at formulere det for en udenforstående. I den anden halvdel af tilfældene er man så heldig, at den anden har noget erfaring med samme type problem og kan give vink til løsningen.

Men altså: alle har (ordentlige) headset på og der meget, meget nødig flere end to i et opkald ad gangen.

I kor: korte arbejdsdage <

Vi finder det bedst at holde korte arbejdsdage. Så arbejder man kun, når man er i stødet.

Ingen af os kan programmere koncentreret 7 timer om dagen i træk. Det kan vi typisk i 3-4 timer.

Nogle gange - om nødvendigt -  kan vi efter middagslur, spadseretur, bygning af fuglehus eller røgeovn, tage 3-4 timer til.

Når vi får hastesager arbejder vi godt nok 10-12 timer i døgnet. Men der er vi også mindre produktive pr. time i den trætte ende.

Det glædelige ved at arbejde hjemme er, at arbejdsdage ikke pinedød går fra 7:30 til 15:30 hver evig eneste dag med frokost præcis 11:30.

Nogle gange er det 8-12, 8-15, fridag eller 22-02.

Martins søster siger 25 timer om ugen. Microsoft cirka det samme. Det passer nok meget godt.

Steven Snedker: forsøg at holde fri, når der er børn hjemme <

Det er godt nok svært at undgå med lukkede skoler. Vi med mindre børn har sørenjensemig skulle lægge øre til noget Fortnite-skrigeri og assistere med utallige telekonference- og login-opgaver.

Det minder en om, at det klart er bedst at få klaret sit arbejde mens børnene er henne i skolen for at blive socialiseret til fast arbejde.

Myter <

"Hvis du en dag finder dig selv siddende i joggingbukser og arbejde, er det SLUT!"

Det er en advarsel, vi ofte hører om hjemmearbejde. Det passer nu ikke i vores tilfælde. Kvaliteten af vores arbejde influeres beviseligt ikke af om vi er barberede eller har en særlig type bukser på.

Hvis Sherlock Holmes kan være genial i slåbrok, kan du også.

Det er formentlig kun et fåtal, der ikke kan arbejde effektivt på en computer før midterskilningen og de kunstige negle sidder perfekt.

"Det bliver så ensomt!"

Ikke rigtigt. Vi pludrer lystigt med kunder, hinanden, venner, hustruer, børn og hunde/katte/marsvin i løbet af dagen. Nogle i huset, andre på Skype. Vi lever i midtpunktet af vores egen, transportable popularitetscirkel.

"Det hele ender i Facebook eller Fortnite!"

Den genkender vi heller ikke. Hvis det regner ned gennem taget har vi som regel evnen til at gå i gang med at lave noget fakturérbart arbejde. Vores erfaring siger, at arbejdslede ofte kommer af faste mødetider, mange beslutningsløse møder, ringe fremdrift.

Arbejdsglæde kommer af at kunne trække torne ud af kundernes poter, af at kunne bygge nye digitale hi-tech boliger de kan flytte ind i.

En glad kunde og en god timeløn slår Facebook til ethvert tidspunkt. En god bog, film, samtale slår Facebook til ethvert tidspunkt. Facebook er mere en 20*5 minutters overspringshandling når man er i en situation hvor man ikke kan lave en fornuftig og velgørende 3 timers overspringshandling. Som fx. at bygge det fuglehus.

"Dagen mister sin rytme."

Ikke rigtigt. Dertil fylder vi ikke op på veje, i offentlige transportmidler eller supermarkeder, når der er spidsbelastninger. Steven har gjort det til en religiøs doktrin aldrig at stå i kø nogen steder.

 

Hvad gør de gode? <

Vertikal er blot et lille firma med et overskud pr. medarbejder på den bedre side af det, der normalt hyldes i Børsen. Men kan det skalere?

Så bestemt!

Remote: Office not required er en hel bog om hvordan man får et stort firma til at fungere distribueret. Bare introduktionssiden linker til forrygende gode artikler om emnet. Forfatterne har også lavet en 2-timers Corona-update. Som desværre understreger videomøde-pointerne om at alle skal have headset på og tre i et opkald er for mange. Men bogen rummer lutter perfekte pointer.

Remote Work, Remote Learning er nok en fin artikel om hvordan store hi-tech firmaer kan arbejde distribueret. Det er fascinerende at se hvordan Onkel Stephen har indrettet sig.

Onkel Joels firma har også nogle erfaringer. De gik fra at forbyde hjemmearbejde til at elske det.

Matt Mullenweg (fra Automattic/Wordpress) forklarer her Sam Harris (pbuh) hvordan distribuerede firmaer leverer bedre arbejde. De har adgang til mere talent, folk er mindre stressede, bor bedre og ser deres børn mere. Matt fås også som 5-minutters Ted Talk.

Endelig kan du læse vores 18-20 år gamle artikler om fjernarbejde (nu: distribueret arbejde).

 

Lyt til det <

20.05.2020: Mikkel Andersson interviewer Steven Snedker i 40 minutter om det her med at arbejde hjemmefra. Steven fortæller røverhistorie fra Jubiis storrumskontor i 90'erne, glæder sig over ikke have investeret i kontorbyggeri og de diskuterer dybnørderi vs. tv-serier og selvbillede.

Lukket land: Kommer vi også til at arbejde hjemmefra i fremtiden? (podbean)

Illustration fra What makes someone believe or reject science? Quality of recordings.