Trådløse digitalkameraer - Tanker uge 22/2002

Jeg vil have mine billeder! Og de må gerne være digitale...

Atter en gang har jeg været ud at flyve, og igen har det sat tanker i gang. Denne gang på en meget kedelig måde, for ikke nok med at min bagage blev forsinket på vej hjem fra en tur til Belize i Mellemamerika, men langt de fleste af mine (analoge) billeder forsvandt sammen med størstedelen af mit fotoudstyr mens bagagen befandt sig et sted imellem Miami og København.

Man kan forsikre sig mod meget <

Jeg havde tegnet alle de forsikringer man kan tænke sig, og alt var stort set imødeset, inklusive hændelser, der kunne betyde at jeg ikke fik det fulde udbytte af min ferie. Sådanne hændelser kan faktisk føre til penge til en ny ferie, hvis man har den rette forsikring.

Mit udstyr skal jeg nok også få igen. Det dækker en almindelig indboforsikring, når der er tale om rejsegods. Ja selv mine nye, fikse trekkersko, som jeg slet ikke brugte under opholdet, skal jeg nok få igen. Men mine billeder — alle mine lækre, polfiltrerede, dybblå, knivskarpe og minderige dias... dem ser jeg nok aldrig mere. Alt sammen fordi nogen ikke kunne holde snitterne fra min bagage, mens den formodentlig henstod et eller andet øde sted i en lufthavn et sted i verden.

Min bitterhed overfor den formastelige og primitive tyv bringer ikke billederne tilbage. Heller ikke min bagklogskab om at jeg burde have medbragt alt af værdi i håndbagagen. Ja, de er faktisk tabt. Men sådan havde det ikke behøvet at være.

Forestil dig... <

Jeg står med fødderne i det 30 grader varme vand på en lille koralsandsstrand et sted i Caribien. I hånden har jeg mit dyrebare spejlreflekskamera, og i søgeren har jeg min kæreste, som går lidt fremme og kigger på småkrabber. Jeg trykker på knappen, og kameraet klikker højlydt, da spejlet vipper op, lukkeren åbnes og en tusindedel sekunds strålende solskin får lov at slippe igennem.

Det skete rigtigt mange gange på den forgangne tur. Motiverne var talrige fra palmerne mod blåt vand og hvidt sand til den improviserede losseplads lige bag vores hus.

Der er bare forskel på min fantasi og den faktiske situation. I virkeligheden slipper lyset ind til en emulsion, hvori der er indlejret forskellige sølvforbindelser og filtre, der lagrer billedet rent kemisk.
Min fantasi arbejder med et 24 gange 36 millimeter stort fotofølsomt element, der registrerer billedet.
I min fantasi sendes det på brøkdele af et sekund videre til den mange gigabyte store hukommelse, der ligger i kameraet sammen med oplysninger om lukkertid, blænde, objektiv og meget andet. Kameraet har selvfølgelig indbygget en lille GPS, så min position på landkortet registreres også. Der er måske også et lille kompas, så retningen kan gemmes.

Flere kopier <

Mit billede er allerede nu klar til brug. Der er ingen venten på fremkaldelse eller noget andet, og jeg kan sekundet efter vise det frem på LCD-skærmen, som kan klappes ud på kameraets bagside. Jeg kan også lave et lille show på hotelværelsets fjernsyn om aftenen, så andre i selskabet kan se mine billeder.
Inden jeg når så langt er der dog sket noget. Mit kamera har nemlig indbygget en trådløs netforbindelse, og så snart jeg kom tilbage til et område med adgang sådan en forbindelse, gik kameraet af sig i gang med at overføre alle dagens billeder til nettet, hvor jeg havde bedt det om at lave en kopi på min server her i Danmark. Alle feriens billeder kunne uden problemer lagres i kameraet — oven i købet med plads til overs — men kopien sikrer mig mod den situation at kameraet stjæles eller går i stykker.

Det kan også være at min mobiltelefon kan hjælpe. Den har en hurtig dataforbindelse og et meget udbredt netværk, og kan derfor sagtens assistere kameraet med opgaven at sikre mine billeder.

Under et besøg hos en lokal bekendt opdager kameraet og hans computer hinanden, og da jeg skal tage et billede af selskabet, gør kameraet mig det klart, at hans computer er til stede. Han giver mit kamera lov til at overføre billeder, og før vi er gået ligger billederne fra besøget plus et par af mine bedste skud på hans system.

So ein ding <

Sådan et kamera vil jeg have! Ingen film, ingen fremkaldelse, ingen forsinkelse, men blot digitale billeder, der helt automatisk efter mine angivelser mangfoldiggøres og sikres.
Det findes i store træk allerede, og selv om automatiseringen stadig er min fantasi og mit ønske, så er det ikke noget, der ligger fjernt.
Nikons professionelle D1 spejlreflekskamera har både GPS og 802.11 netværk, og har længe kunnet det meste af det, jeg gerne vil have. Det koster formodentlig bare omkring 100.000 kroner eller mere for udrustningen. Og modtagerne skal jeg nok selv sørge for. De er ikke så udbredte endnu — slet ikke i Belize.
Hvad angår mobiltelefonen, så er der også et stykke vej endnu. Belize er kun lige ved at digitalisere deres mobile net, som endnu kører den gamle NMT-standard, og fastnettet er heller ikke voldsomt udbygget. Der er for eksempel kun fire cifre i de lokale telefonnumre på den ø hvor jeg var.

Mere end Moore <

Men digitalkameraer er det nye område, hvor hvert nyt år gør sidste års model gammeldags.
Nikons afløser for D1 har således en opløsning på over 6 megapixels, mens D1'eren havde under 3. Hastighed, opløsning, faciliteter og standardisering går frem med stormskridt, og jeg skal være den første til at hoppe på den digitale bølge.

Jeg har allerede været adskillige digitale generationer igennem, og det nyeste skud er på 2,3 megapixels. Men der er et stykke vej endnu før jeg får råd til at digitalisere det store udstyr. Spejlrefleksudstyr som det jeg er vant til at bruge er 4-5 gange så dyrt i digital form, så mine forsikringspenge kommer til at gå til det analoge.

Men det bliver måske sidste gang.