"Fjern ikke et hegn før du har fundet ud af hvorfor det blev rejst" er den korteste version af Chestertons meget fornuftige råd.
Hegn vokser ikke naturligt op ad jorden, folk bygger dem ikke i søvne eller i midlertidig sindssyge. Hegn bygges som regel af folk, der omhyggeligt har planlagt dem og har en god formening om at hegnet er nyttigt for nogen.
Fjerner man gamle ting, der er i vejen, uden at finde ud af hvorfor de i sin tid blev implementeret, begår man sandsynligvis en fejl.
Det samme gælder hjemmesider.
Bureauer og kunder har i fællesskab brugt mange timer på at finde på regler og arbejdsgange og implementere dem. Man skal være forsigtig med at pille ved dem, før man har forstået hvorfor de eksisterer.
Vi overtager løbende driften af hjemmesider, vi ikke selv har bygget. Hver gang nogen råber på en paladsrevolution, påkalder vi Chestertons hegn.
Der er ikke skrevet så meget om Chestertons hegn på dansk.