Mavefald

Jeg begyndte for alvor at kunne mærke det sidste sommer da jeg fik nogle læsterlige tæv af en 11-årig. I karatespillet Tekken, altså. Selvom jeg havde haft en hjemmecomputer før han blev født og spillet i tusindevis af timer væk, fik han mig gang på gang.

Jeg begyndte naturligvis straks på undskyldningerne. Jeg har ikke spillet arkadespil i mange år, og det er i min fremskredne alder trods alt vigtigere at være funktionær og ægtemand end at banke pixelmænd til lirekassemænd i timevis hver dag.

Men manglende træning og anden prioritering forklarer ikke hele misæren. Han havde en anden fordel.

Jeg er til dels blind for nutidens digitale billedsprog. Jeg voksede op med én tv-kanal og enkle, todimensionale menuer på 8-bit maskiner. Min unge banemand er derimod vokset op med MTV og 64-bit spil. Han forstår billedsproget og bliver ikke bange for hastigheden. Han kan på ingen tid navigere rundt i tredimensionale menuer og sagtens leve med at kameraet, der optager den digitale slåskamp, bevæger sig. Jeg går ikke direkte galt i PlayStation-menuerne, men det tager længere tid for mig, og jeg har ikke samme sikkerhed som på en 15 år gammel hjemmecomputer.

I Internet-sammenhæng er jeg også gammel. Som det altid har været tilfældet på Nettet stormer de unge frem.

I den ikke-digitale verden hindres deres iboende voldsomme ekspansionmuligheder og ekspansionstrang af skole, forældre, beskedne erfaringer og beskedne økonomier. Det er begrænset hvad man kan stable på benene når man bor hjemme, mest kender jævnaldrende i samme situation, ingen penge har og skal gå i skole hver dag.

Men på Nettet kan en hjemmeboende, skægløs, relativt uerfaren knægt med en veldisciplineret indsats skabe noget lige så stort og betydende som en 40-årig reklamemand med to biler i garagen, 700.000 i årsindkomst og venner i alle betydende brancher.

Christian Rishøj 15 år.
Jakob Munk-Stander 16 år.
Bennett Haselton 18 år.

Meget betegnende har mange af de Nettere, hvis projekter har været omtalt her på stedet været ganske unge.

Christian Rishøj står bag Propaganda-hjemmesiden hvorfra den ny, politisk progressive bevidsthed gerne skulle strømme. Hvor mange kan lave en lige så flot hjemmeside som hans props.dk?

Jakob Munk-Stander står bag et helgenskrin til en udenlandsk direktørs pris. Det bizarre forehavende har involveret registreringen af eget domænenavn og lidt smart programmering. Hvor mange har som han eget domænenavn?

Både Christian og Jakob har i deres fritid lavet sider, der sagtens kan måle sig med http://www.venstre.dk og http://www.opasia.dk. De er lige så pæne og interessante som de langt dyrere sider.

I dette mærkelige digitale univers er det også muligt for studerende Bennett Haselton og hans http://www.peacefire.org/ at give direktør Chris Milburn, Solid Oak Software, lige så læsterlige verbale og økonomiske tæv, som det er for en 11-årig at tæve mig i PlayStations parallelunivers. Bennett har også vist, at han kan opbygge en større organisation. Hvor mange kan sige, at de evner den slags?

Og imens piller Peter Herngaard censurglade ned i dk.politik samtidig med at den multinationale religionsforretning Scientology bliver pillet i stykker af Jesper Toftegård, Daniel Deimert og en masse andre 14-24 årige.

De der unge mennesker forstår det nye medie. De kan begå sig i det. De er næsten født ind i det. Og hvad de savner i erfaring og durkdrevenhed, har de ofte i intelligens og eksplosiv fremdrift.

Med det nye, større, billigere, lettere tilgængelige og langt mere udbredte net er det lige ved, at det, der engang var store arbejdskrævende sejre, er konfirmationsgaver intelligente knægte giver sig selv.

De unge kan og vil noget vi gamle har meget svært ved.