Det samme gælder gode websteder. Man kan også sammenligne hurtig og nem i sammensætningen af websteder med de tilsvarende begreber i madlavning. Vi ender i en helt anden gruppe af metoder og tilsvarende resultater. Hvis man vil lave mad i en fart, må man forfalde til
Det vil nødvendigvis føre til mad, der slet ikke kan sammenlignes med Meyers eller Lauterbachs. De ved hvad de gør, de bruger de rette råvarer og de tager sig først og fremmest masser af tid til fremstillingen.
At bruge WYSIWYG-systemer som FrontPage, DreamWeaver eller GoLive er som at bruge en mikrobølgeovn til alle sine retter. Man kan lave meget og det virker umiddelbart besnærende og vældig smart - og ikke mindst hurtigt. Men det bliver præget af mikrobølgeovnens begrænsninger. Man kan ikke få sprød skorpe på tingene, de bliver ikke helt så gode og saftige som på den gammeldags manér, man kan ikke komme retterne i ovnen i metalfade og udvalget af retter begrænses til det, som egner sig til mikrobølgeovn, fremfor til det, som man gerne vil spise.
Mikrobølgeovnens svøbe er færdigretterne, ganske som de visuelle webredigeringssystemers er det køreklare design. Hvor mange websteder benytter for eksempel ikke FrontPage's Safari-tema? Alt for mange!
At håndkode statisk HTML er på den anden side som at lave mad på dogmemanér: man må ikke bruge elektriske redskaber. Fløde skal piskes til skum med et piskeris - ikke med en hjulpisker. Man må ikke fryse overskud ned eller koge en suppe, som kan bruges til flere forskellige ting. Det er hyggeligt, det kan blive rigtigt godt, men det er hverken nemt eller effektivt.
At bruge Content Management-systemer eller web enabled systemer som for eksempel Lotus Notes, hvor man kan publicere eksisterende indhold med et tryk på en knap er netop det: nogenlunde som at lave mad i et industrikøkken. Med mindre man går gennem ild og vand for at lave specielle tilpasninger, så kommer produktet til at smage som alt det andet, der laves i det samme køkken - og det er ikke altid godt. Ønsker man at bryde ud af den skal, så må man bygge køkkenet om eller udvide det - og så er fordelen ved det køreklare system slet ikke så store alligevel.
Man kan også få et webbureau til at lave det hele. Det er ligesom at bestille maden udefra fra et cateringfirma. Det er nemt, og for det meste ganske godt. Man behøver ikke have hverken kokke, køkken eller værktøj. Det betaler man andre for at have. Derfor er det også dyrt, hvis det skal være ordentligt. Betaler man ikke tilstrækkeligt, får man heller ikke det bedste. Så finder man de steder, som bruger de samme, utilstrækkelige værktøjer, som man selv kunne have brugt. Desuden køber man ofte selv chips og vin, og føler en udpræget trang til til at komme salt og ekstra krydderier på alligevel.
Hvad så med at ansætte én til at lave det? I madlavningens verden svarer det til at hyre en kok, og det er en god idé, hvis man vil have ordentlig mad. Hvis man har ambitioner ansætter man en køkkenchef, som så sværger nogle kokke og medhjælpere ind. Med sådan et hold kan man få klassemåltider hver dag. Man kan få økonomi i driften og kontinuitet. Det samme gælder udvikling af websteder ved hjælp af en intern webafdeling.
Det rigtige må være at benytte en haute gastronomique eller haute cuisine metode, hvor man tager de bedste råvarer, det bedste køkkentøj og kombinerer det med et høj vidensniveau og lang erfaring. Denne viden skal komme fra en køkkenchef, der gerne må være både ambitiøs og kreativ. Om man vil ansætte pågældende eller leje... det er en smagssag. Men metoden er den rigtige.
Desuden skal man erkende at det kræver ressourcer og tid. Og man erkender at der skal laves mad hver dag, og at variation er godt, selv om man har sine livretter.
Når man planlægger endnu et websted, bør spørgsmålet være: taler vi en Meyer eller en Pølle?
Meyers Køkken: Jordskokkesuppe med kalvebacon og ristede kantareller 🏛️.
Pølles Køkken: en gang dåse-hakkedrenge i lækker margerine-sauce serveret med Bjørnebryg 🏛️. [DR 🏛️]
En Meyer er en databasedrevet herlighed, der skalerer rigtig pænt, men som det tager lang tid og dermed mange penge at fremstille.
En Pølle sammensættes af flere sikkert udmærkede komponenter, men når aldrig helt toppen. Måske skal den integreres med et gammelt site, ingen har råd til at ændre på.
Tja, Meyer vs. Pølle hjælper i det mindste en til at huske at kvalitet koster og at fraværet af den, måske ikke er så herligt.