De kombinerer brevets detaljeringsgrad ("Fyr et missil af mod Minsk på 53,9 N 27'5 Ø, affyringskoden er D46GR667H9ER45") med telefonens hastighed ("Vent ikke til postbudet kommer. Gør det nu!"). Og så kan de let journaliseres, arkiveres og gennemsøges ("Hvem var det nu, der bød, at Minsk skulle udryddes den 4/12 1989 kl. 11.34?").
E-post har næppe skullet anvendes til at fyre atommissiler af mod Tjakovskis hjemland, men eksemplet illustrerer meget godt de tre fordele e-post har fremfor andre og mere gammeldags kommunikationsformer. Detaljeringsgrad, hastighed og arkivegnethed. Det er fremragende til samarbejde mellem forskere og andre mennesker fordelt over den ganske klode.
E-post begyndte for alvor i 1973 og er nu 25 år efter stadig den af tjenesterne flest benytter sig af.
På et typisk Internet-forbundet sted som Datalogisk Institut ved Københavns Universitet sidder man fra terminaler og arbejder på maskiner nede i instituttets kælder. Men med telnet kan man også arbejde på maskiner i DTUs kælder 15 kilometer væk. Eller maskiner placeret i Kyotos universitets kælder.
Telnet er snedig, fordi det giver alle adgang til deres hjemmemaskiner eller alle værdige adgang til en special-maskine ligegyldigt hvor de måtte befinde sig på netværket. En succestjeneste siden 1972.
Hvis man nu har lavet en ny version af sit program eller af en printerdriver, er man selvfølgelig interesseret i at så mange som muligt begynder at bruge den nye version. Det kan de ikke gøre før de har den.
Det er ikke snedigt at sende den til folk, da man ikke på forhånd ved hvem, der er interesserede. Det er bedre at lægge den på et offentligt tilgængeligt lager, hvor alle kan hente den. Et godt og ærværdigt eksempel er ftp.sunet.se, hvor enhver kan koble op og hente omtrent alt det programmel man kan fylde i en computer. FTP var noget man så småt begyndte at gøre i 1973.
Adressen -det der i www-termer hedder URL'en - http://inet.uni2.dk/~snedker/opasia.htm betyder blot: Far til Danmark (dk), til uni2s (uni2) maskine kaldet inet (inet) og gå dér ned i snedkers hjemmekatalog (~snedker) og læs filen opasia (opasia.htm). Og gør det nu på Hyper Text Transfer Protocol (http://)-metoden.
WWW er smart, fordi det gør mange historisk adskilte net.tjenester lette at bruge. Hvor det tager noget tid at lære at bruge FTP og Telnet, kan enhver ekviperet med en gennemsnitlig intelligens og et WWW-program som Netscape hente filer og foretage søgninger i databaser på fremmede maskiner i løbet af det første kvarter vedkommende er på Nettet.
WWW er den mest komfortable og tiltalende måde at undersøge indholdet af de mange harddiske på. WWW er en forholdsvis ny opfindelse. Før 1994 var det ikke særlig udbredt.
Når man kobler op til en IRC-server bliver man mødt af en liste over en masse diskussionsfora. Man kan så koble sig på, og søge adspredelse eller teknisk hjælp alt efter forummets overskrift.
Selvom IRC først blev udviklet i 1988 var det der med at mødes med andre mennesker på en computer, i et digitalt rum, i realtid ikke helt ukendt. I 1980 startede den første MUD, Multi User Dungeon. Et eventyrspil som flere mennesker kunne spille samtidig. Et sted hvor folk kunne snakke med hinanden.
At kunne tale sammen i realtid et eller andet sted på en eller anden maskine et eller andet sted på Nettet er en vigtig Internet-tjeneste.
Til at begynde med krævede den ikke nogen speciel software. Man brugte simpelthen telnet til at komme i forbindelse med en computer, der kørte IRC eller MUD. Men nu om stunder er det blevet populært med specialudviklet software som ICQ og PowWow, når man skal tale sammen i realtid.
Mange hjemmesider, altså de sider man surfer rundt på når man er på WWW, er også begyndt at tilbyde snak i realtid. I dette nye mylder af nye tjenester er det ikke så pinligt hvis man ikke genkender de sidste ti års mest populære måde at snakke sammen på i realtid.
Usenet er skarpt inddelt efter emne. Hvert emne har en nyhedsgruppe, hvortil alle kan skrive indlæg om det. Nyhedsgruppen dk.chat er snak og dk.historie.genealogi er om slægtsforskning. Alle kan skrive til de grupper de lyster men det, de har skrevet, forsvinder som regel efter 14 dage. Usenet er dermed en evig, gigantisk strøm af information og diskussion der har kørt siden 1979.