Uregerlige samfund - mp3 på nettet

For eksempel musikbranchen.

En del kopierer Saturday Night Fever over på kassettebånd - Philips opfindelse fra 1967.

Det giver en rimelig kvalitet - omend der er båndsus, et ringere dynamikområde og lidt slør i hastigheden.

Folk kopierer derfor hellere fra plade til kassette end fra kassette til kassette. Pirateriet foregår kun i én generation.

Alligevel begræder musikbranchen offentligt at den taber et vist antal milliarder kroner pr. år fordi folk kopierer. De vil - som softwareproducenterne - helst ikke vedkende sig at kopisterne hellere ville undvære Saturday Night Fever end at betale 99 kroner for den.

Cd'en er blevet introduceret for nogle år siden. Den er LP-pladen overlegen: ingen knas, ingen ridser; den er mindre, mere hårdfør. Og så kan den magisk nok sælges 50% dyrere. Endnu bedre: folk genkøber store dele af deres gamle musik på cd. Beatles-genudgivelserne sælger godt. Pengene fosser ind i pladeselskabernes kasser.

Kopieringen foregår stadig fra cd til kassettebånd og stopper derfor som oftest efter én generation.

Det digitale lydbånd, DAT, er lige blevet introduceret. Med en DAT-båndoptager kan man kopiere cd'er uden kvalitetstab. Men kun i én generation. DAT-apparater er pr. lovpåbud udstyret med SCMS, Serial Copy Management System, et system der umuliggør kopier i flere generationer.

Musikbranchen fester.

Men i mange hjem står der nu en fantastisk maskine. En pc.

Pc'en kan kopiere cd'en til en ny cd. Uden kvalitetstab. Denne cd kan så kopieres igen og igen uden kvalitetstab. Der er ingen spærringer i cd-formatet, cd-brændere eller cd-brændersoftware.

En cd-brænder koster 1000 kroner og en brændbar cd koster 10 kroner. Det tager en halv time at brænde en cd.

Ser man hen til cd-hylden i et hjem med brænder, vil man se, at en større og større del af cd'erne er hjemmebrændte. I nogle hjem er det kun 10%. I andre er det 90%.

Men situationen er endnu mere alvorlig på grund af den anden fantastiske opfindelse: Internet.

Spredningen af den kopierede musik er nu ikke længere begrænset af hvor mange interesserede personer cd-kopisten umiddelbart kender og kan trykke i hånden. Og hvor mange cd'er hjemmebrænderen har tid, lyst og penge til at brænde.

På Nettet kan man hurtigt få mange venner hvis man lægger lidt god musik ud til download. Distributionen, spredningen, er enorm - sådan rent potentielt. Ån enkelt piratkopieret cd kan komme tusinder og atter tusinder til gode.

Alle brænder. Alle der har mulighed for at hjemmebrænde hjemmebrænder. I større eller mindre stil. Hvor meget bytteri og download der foretages på Nettet er også mere et spørgsmål om mulighed end om moral. Alle der er

1) interesserede i musik

2) er i stand til at installere den nødvendige software og

3) har en tyk Internet-forbindelse

har et fint lille eller stort lager af kopieret musik.

Folk taler bare ikke så meget om det medmindre de kan være anonyme. Men kan de det, går der hul på diget.

Fribytteren, vor til lejligheden indforskrevne og anonym kilde, lønarbejder som computernørd i en stor, velanskreven dansk virksomhed:

"Det begyndte med at firmaet fik en cd-brænder til sikkerhedskopiering. Vi begyndte at tage vores cd'er med og kopiere til hinanden. Vi lagde dem også ind på serveren, så vi kunne høre dem på arbejdet uden at skulle tromle rundt og spørge gud og hvermand hvem der nu havde cd'en."

Problemet var bare, at harddisken hurtigt blev fuld. Så vi er gået over til mp3.

Det fylder kun 1/10 af det almindelige cd-format og lyder lige så godt.

Folk tager deres cd'er med og ripper dem til mp3 på deres egen maskine. Det kræver kun MusicMatch og et cd-romdrev. Vi finder også mp3'er på Nettet. Det hele ryger på serveren. Vi bruger alle sammen WinAmp.

Samtidig er harddiskene også blevet større og billigere.

Jeg tror at vi efterhånden har fyldt 8 Gb med musik... Det er over 150 cd'er. Så mange gider vi ikke engang høre.

Jeg er for nylig begyndt at bruge Napster, og det er det største."

Napster er et pc-program på 344 kb. Det gør to nyttige ting for mp3-bytterne. Det laver en fælles database over al deres musik og anonymiserer bytningen til en vis grad. På gode dage kan Napster vise videre til omkring 970 Gb musik - cirka 200.000 sange.

Det tager under to minutter at downloade Napster og derefter endnu to minutter at komme i gang.

Først finder man på et navn. Vi kan til dette eksempel vælge Julemanden. Dernæst lægger man nogle mp3'er ud i et delt katalog som Napster betyrer.

Derefter lander ens tilbud i deledatabasen.

Uanset om man deler 0 eller 900 sange, er man nu inden for i varmen og kan søge på f. eks. Madonna. Det giver en frygtelig masse resultater, og med ét klik har man påbegyndt download af Like a Prayer fra et eller andet sted.

Man finder dog aldrig ud af præcis hvor det er. Napster skriver ikke noget om hvilke servere den henter stadset på. Er man virkelig interesseret i kilden, kan man blot se at man har fået varerne af FaetterBR der sidder på en T3-forbindelse et eller andet sted.

Napster har naturligvis oplevet en ekstrem popularitet, da den - i modsætning til de mange mp3-hjemmesider - faktisk kan levere sange stabilt og ikke er oversået med pop-up vinduer og 10 bannerannoncer.

"Napster er lige det musikbranchen skulle have lavet. Her har man adgang til over 100.000 sange fra de sidste mange årtier. Man skal bare trykke på dem, så har man dem.

Sådan vil jeg have det!

Sammenlign det med CDnow og de andre butikker på Nettet. Hvis man skal have et bestemt mix af en sang, skal man købe en eller anden opsamlings-cd til 20$, betale 5$ for at få den sendt og vente en måned på at den kommer igennem toldbehandlingen! Jamen Hallo! Er det smart? Er det Internet?

Det gider jeg hverken vente på eller betale for!

Men musikbranchen var så bange for at lave noget på Internettet.

Så nu har Internettet selv lavet det. Nu tjener musikbranchen ikke en rød reje. De har tabt.

De har været for sent ude. Folk har selv fundet et lydformat og gjort det til standard. Det kan man ikke lukke ned eller udkonkurrere."

Hvad gør musikbranchen så ved det?

De store klynker.

Beskeden slutter med en trussel. Og er forrygende malplaceret.

Til at begynde med er den helt ude af karakter. L:RON:HARALD er en knapt så uddannet herre fra Als, der udelukkende beskæftiger sig med de grundlæggende og stærke drifter: Opel Kadett'en, Conny, Laila, bajere og slåskampe. Sådan en karl omtaler kun sine frembringelser som kunst med pladeselskabets pistol i nakken. Cd'ens slagkraft bliver svækket i forsøget på at klistre desperat moralsk kopibeskyttelse på noget der i den grad savner teknisk kopibeskyttelse.

Dernæst er det meget svært at finde annoncer for piratkopierede cd'er. Pirat-cd'er ser mest ud til at cirkulere privat og uden vederlag. Truslen er dermed lige så tragikomisk som hvis pladeselskabet havde opfordret regeringen til at lade være med at aflytte dem gennem væggen med dødsstråler.

Endelig skyldes en stor del af L:RON:HARALDs popularitet faktisk piratkopiering. Før det multinationale pladeselskab EMI gik ind og skrev kontrakt med den sønderjyske rapper i 1998 havde hans værker gennem årene samlet lyttere over hele landet. De mødtes på Nettet og byttede MP3'ere og hyldede Opel Kadett'ens besynger.

EMI købte en kunstner der allerede var testet og fundet populær. Og solgte da også 25000 eksemplarer af L:RON:HARALDs debutplade på 14 dage.

Virker moralsk kopibeskyttelse så?

Næppe. L:RON:HARALDs Pornogangster findes sandsynligvis på lige så mange harddiske og hjemmebrændte cd'er som andre danske hip-hop cd'er uden snublende forsøg på moralsk kopibeskyttelse. Måske endda i mere oprindelige versioner - dem uden det påklistrede klynkeri.

Dertil har de kopisikringslystne haft svært ved at finde fælles fodslaw. En kopisikring er ikke effektiv før den understøttes af alle afspillere og musikselskaber. Værre endnu: pc'en er en frygtelig maskine som alle mulige mennesker kan lave al mulig software til. Hvor Phillips, Sony og deres konsorter styrede hvilken software vi fik i vores cd-afspillere 1984-1999, er der ingen der styrer hvilken software der fremstilles til computere, og heller ingen der kontrollerer distributionen af den. Folk kan gøre hvad de vil.

Hardware er også blevet mere ukontrollabel. Et lille firma kan fra en hjemmeside sælge entusiastapparater til hele Danmark via deres hjemmeside uden at skulle bruge en eneste markedsøringskrone.

Så derfor har alle de store hardware og software/indholds-leverandører slået sig sammen i Secure Digital Music Initiative, SDMI.

SDMIs første opgave er at sørge for at man rent faktisk kan sælge musik. Der skal indbygges stopklodser, så musikken ikke kan kopieres uendeligt. SDMI holder kortene tæt til kroppen, men vor fribyttende mp3-nørd gætter på at det vil være en slags vandmærke:

"Jeg vil tro, at det begynder med et uhørligt dataspor sidst på cd'en. Kopisikrings-dataene er lagt på en sådan måde at de på en gammel afspiller vil lyde som meget lave, dybe toner - i praksis uhørlige. Sådan en cd vil kunne afspilles i alle cd-afspillere, eftersom den egentlig er på det gamle format.

Men i det øjeblik man ripper cd'en for at kopiere den til sin SDMI-krævende Rio [transportabel mp3-afspiller] vil det Rios kopieringsprogram mærke filerne på en sådan måde, at de ikke kan gives videre til andre. Det er sådan Liquid Audio virker nu, og det også sådan DAT-båndoptagernes SCMS virkede. Én kopi, og så er det slut.

Rio er gået med i SDMI-samarbejdet. Det sparer dem for flere retssager, giver dem sikkert nogle penge og gør at folk vil kunne få let og legal adgang til nye udgivelser fra pladeselskaberne.

- Men kopibeskyttelse er til grin. Det har ikke virket for programmer og kommer heller ikke til at virke for musik.

Microsofts nye "sikre" musikformat blev knækket på en uge. Enhver kan finde software som TotalRecorder, der optager musikken lige inden den ryger ind i lydkortet.

- De kunne også sprede vandmærket ud gennem musikken - vi kan kalde det en slags sikkerhedstråd. Sådan en kan måske overleve en analog overspilning og derefter nægte at lade sig afspille på et SDMI-apparat. Men det er ikke til at lave uden at det også ødelægger lydkvaliteten.

Uanset hvad: en eller anden afspiller den kopibeskyttede musik og optager den i hifi-kvalitet med TotalRecorder. Så gemmer han sangene som mp3.

De er på Napster efter et par dage og lyder lige så godt som det kopibeskyttede. Den nye mp3'er er bare helt uden begrænsninger af nogen art.

- Lige nu er det kun os med de store forbindelser der har mange Gb musik liggende. Men prøv at se når Hr. og Fru Hansen får en ADSL. Så går der ikke mange uger før Hr. Hansen har alle Beatles' plader liggende på sin computer. Eller har brændt dem over på cd og givet dem til naboen.

Jeg kan ikke se hvordan musikbranchen kan konkurrere. De vil have folk til at købe nyt udstyr, der understøtter SDMI. De vil vandmærke eller spore - registrere hvem, der bruger hvad hvor mange gange hvornår. Jeg vil aldrig købe et apparat eller bruge software, der understøtter SDMI. Det kommer aldrig til at gå."

Indtil videre ser denne vej dog heller ikke for lovende ud.

I Danmark har KODA, komponisternes og musikernes største rettighedsforvalter, netop bedt retten om at fortælle tre skoleelever at de skylder KODA 100.000 kroner fordi de har henvist til piratkopieret musik ude på Nettet.

Juridisk kopibeskyttelse - straf til rettighedskrænkere - har hidtil virket rimelig fint på områder som software og musik.

Jo. Folk har optaget fra naboens eller musikbibliotekets cd'er. De har også optaget fra radio og tv og lånt det ud. De har også kopieret og brugt software de ikke havde ret til. Privat.

Men det er yderst få steder at piratvirksomhed trives i det offentlige rum. De fleste firmaer ser ud til at have licenserne i orden, og det er ikke mange pirater, der når at bygge en særlig lønsom virksomhed op før politiet hapser dem.

Den private ukommercielle bytning og kopiering ser det derimod ud til at være umuligt at slå ihjel.

Ingen verdens love - måske lige bortset fra muslimske amputationslove - har de sidste 30 år kunnet afholde folk fra at kopiere software eller musik privat.

Bytteriet på Nettet ligger på en mærkelig måde i grænselandet mellem offentlig og privat kopiering. Napster-brugerne er på en måde del af en offentlig tilgængelig tjeneste. Og på den anden side en lille sammenspist klub.

Sagsanlæg vil næppe kunne afholde folk fra at downloade. Men satser man rigtigt, vil de nok kunne kvæle manges lyst til at gøre sig i piratkopier offentligt. Hvis det er for svært og risikablet taber de fleste lysten. Især hvis der er lige så lette legale alternativer.

Succesfulde sagsanlæg kræver dog at rettighedshaverne ikke forsøger at trampe på de rettigheder folk nu engang har.

• en pc
• en cd-brænder
• et program der tager indholdet af en musik-cd og i en tryllebevægelse omskaber den til en samling mp3-filer på harddisken.
• en Internet-forbindelse.
• et program, der gør det let for Internet-brugere at udveksle filer.
• et program, der optager lydstrømmen lige før den når lydkortet.
• en transportabel afspiller af diverse lydformater.
• en stationær afspiller af diverse lydformater.

Det er også svært at forestille sig forbud mod den slags.

MP3 er lige så lidt et forbryderisk lydformat som RTF eller HTML er forbryderiske tekstformater. Formaterne gør ikke noget galt. De gør noget rigtigt. De gengiver den ønskede information i klokkeren kvalitet.

Bruger menneskene mp3, ascii, rtf, jpg, gif eller html-formaterne til at krænke andres rettigheder, er det menneskene der gør noget forkert. Formaterne er bare mere eller mindre gode til at opbevare den ønskede information.

Det er svært at forestille sig at staten - staterne - skulle begynde og gå ind og diktere hvilke formater det var borgerne tilladt at gemme tekst-, lyd-, billede- og film i. Det er endnu sværere at forestille sig de 100% årvågne politistater, der skal til for at kunne håndhæve sådanne love.

"- Jeg har ingen dårlige erfaringer med Internet. Boxman [dansk cd-butik på Nettet] sælger pludselig 100 eksemplarer af en cd traditionelle pladeforretninger kun kan sælge 10 styks af. Internet gør at folk rent faktisk hører (om) vores musik og rent faktisk køber den!

Den fysiske distribution og det lille markedsføringsbudget er små selskabers virkelighed. Når vores musik kommer på Nettet finder vi faktisk ud af, at mange flere er interesserede i vores musik, end man skulle tro.

Aftalen om digital distribution af vores musik via eMusic er endnu et skridt på vejen. Hvis folk kan komme til at høre vores musik, skal de nok også købe den til den rigtige pris."

eMusic-aftalen går ud på at det hovedrige eMusic tegner en langtrækkende licens - 3-5 år - på selskabets musik. I den periode har de enerettigheder til at udgive den på Nettet.

"- Det er en god handel for os. Vi bliver betalt under alle omstændigheder. Vi har regnet ud at hver sang skal downloades 20 gange for at det kan køre rundt for eMusic. Men det siger jo bare noget om, hvor seriøst eMusic tager det. De har set på mp3s succes og kan se at der er efterspørgsel på download af enkelte sange.

- Internet-delen af forretningen bliver større uanset hvor meget vi sælger. Vi kan forsøge at blokere og tabe penge. Eller vi kan følge strømmen og tjene penge.

Det er dumt at stå ude i kulden.

- Piratkopiering? Det er ikke helt så skadeligt for os som for de store selskaber. Hører folk et nummer bliver de måske mere interesserede i cd'en. Vi har kun kunnet registrere stigende salg. Det er mere Madonnas salg der rammes af den lille procentdel der piratkopierer.

Egentlig er det heller ikke så stort et problem. Hvis man virkelig ville det til livs kunne man også komme det.

Spillene til Sega Saturn har altid været meget svære at kopiere. Afspilleren har ét startpunkt,der er forskelligt fra cd-brænderes. Brændere kan dermed ikke brænde Sega Saturn spil ordentligt. Sådan kunne man også gøre med audio-cd'er. Man kunne lægge indekset et sted hvor brændere ikke kunne få fat i dem.

Men det har man ikke valgt at gøre.

I øvrigt er det interessant at Sega Saturn, hvor man ikke har kunnet piratkopiere spil, er floppet. Mens Sony PlayStation, hvor en lille chipudskiftning muliggør piratkopiering, er blevet en succes. Sony menes faktisk selv at have solgt "opgraderingschippen".

- Tag ikke dette som en opfordring til piratkopiering. Det er blot tankevækkende, at et vist mål af uautoriseret kopiering fremmer salget.

Vi er glade for Internet. Det kan både byde på radio og detailhandel - bare i mere effektive udgaver hvor også smalle kunstnere og små pladeselskaber har gode chancer.

Folk har i øvrigt ikke noget mod at betale for musik. De skal bare have muligheden for at købe det let, hurtigt, bekvemt og billigt. Jeg er da også overbevist om at langt de fleste mener at det er i orden at musikerne får penge for deres arbejde.

Som lille pladeselskab er det vores arbejde, at sørge for at tingene bliver givtige for dem der skal have pengene."

Og når dette læses skulle man via Hypnotics hjemmeside kunne downloade musikken fra eMusic.

"Jeg ville gerne betale 20 kroner for en ny cd. En femmer for et nummer. Hvad ved jeg? Hovedsagen er at det er let og hurtigt at få fat i. Hvis jeg kan få fat i det hurtigere, lettere og billigere end med Napster kunne jeg nok betale for det.

- Det rører mig ikke at Madonna går glip af 7 kroner fordi jeg ikke hart købt den nye cd. Men det er selvfølgelig synd for de kunstnere, der ikke tjener millioner.

- Faktisk kunne jeg godt forestille mig, at man downloadede musikken et eller andet sted fra, og at der sammen med musikken var en URL hvor man kunne læse mere om kunstneren og betale et bidrag på en tier eller sådan noget for at høre musikken. Så havde kunstneren ingen problemer eller udgifter med kopiering, distribution eller markedsføring. Det klarede musikbrugerne selv."

Sådan er det dog på mp3.com i dag. Og det er der ingen musikere der får særlig mange penge ud af.

Pointen er dog god nok:

"Når folk selv besidder udstyret: hurtig net.forbindelse, harddisk, cd-brænder - skal de så betale 129 kroner for en cd. Hvorfor betale for at lastbiler kører cd'er ud i forretninger? Hvorfor betale for markedsføring? Hvis jeg selv kan skaffe mig musikken, skal jeg så stadig betale for al det fordyrende udenomsværk og de mange mange mellemmænd?

Pc'en og Internet har ændret spillereglerne. Internet-brugerne er bedre til at finde på lydformater og bedre til at finde på måder at udveksle filer på end de gamle selskaber nogensinde vil være."

Fribytter runder af:

"- Vi får også tilsendt film af vores venner rundt omkring. De er i VCD-format. Det er et format der er meget populært i Asien. Men det kan afspilles på enhver pc.

Vi havde Stjernekrigen, Wild Wild West og mange andre film flere måneder før de kom til de danske biografer. VCD er ikke DVD-kvalitet. Men når DVD-brænderne kommer og vi får endnu hurtigere forbindelser får filmbranchen også problemer. Medmindre de kan tilbyde noget bedre end det Internet-brugerne er i gang med at bygge."