Hvad jeg lærte af at søge Mediestøtte 2015

Hvis man nu er sådan en ærlig, redelig og folkeuddannende journalist, skal man have snablen godt ned i de offentlige kasser, for at kunne betale huslejen.

Her i foråret havde jeg et ærefuldt og støtteværdigt projekt, fortsættelsen af IT-Nørdens blog. Hvis du læser denne artikel helt til ende, kan du nyde et helt appendix om hvorfor det var sådan en god idé at støtte.

Til dens slags projekter giver Kulturstyrelsens Medienævn fire slags støtte.

Støtte til

  1. forundersøgelser
  2. etablering
  3. udvikling
  4. redaktionel produktion

De første tre slags støtte gives på forskud. Man får nogle penge, bruger dem, afrapporterer og håber så at alle er glade. Den slags er der 20 millioner kroner til om året.

Den sidste slags støtte, den redaktionelle produktionsstøtte, gives på bagskud. Man har produceret støtteværdig journalistik og kan nu kæmpe om den store balje penge, 375,6 millioner kroner.

Den redaktionelle produktionsstøtte er klart den mest interessante balje penge.

Men nu var ansøgningsfristen til produktionsstøtte først den 1. september, så jeg kunne lige så godt bede om penge fra den lille kasse. Lidt til at komme i gang på, lidt øvelse i at ansøge.

Støttenovice <

Jeg er i den grad uvant med at søge penge. Jeg/vi har haft vores eget firma 🏛️ siden universitetsårene og bare haft en evig strøm af kunder. Så vi har aldrig rigtig skulle søge. Vi er mestendels blevet søgt.

Privat er jeg også lykkelig fri for at bede det offentlige om noget. Så der går typisk årtier mellem at jeg skal udfylde formularer fra det offentlige.

Etableringstøtte, jeg vælger DIG! <

Jeg behøvede ikke penge til forundersøgelser. Jeg vidste fra mit arbejde på IT-Nørdens blog og Jubiis Nyhedsbreve ret godt hvor mange mennesker den slags skriveri kan få tag i, hvor hurtigt læserskaren ville bygges op og hvad de månedlige udgifter ville være.

Så valget stod mellem etableringsstøtte og udviklingsstøtte. Enten at bede om penge til at starte, eller starte og bede om penge.

Jeg valgte etableringsstøtte med et underliggende håb om at det  måske ville øge chancerne for redaktionelt produktionsstøtte. Hvis Medienævnet havde sponsoreret opbygningen og målene var nået, ville det delvis være Medierådets eget barn og i højere grad værdig til evig næring fra Medienævnets bryst.

Evig næring fra Medienævnets bryst lyder måske lidt overdrevet. Men de 375,6 millioner kroner i redaktionelt produktionsstøtte skal man kun søge om én gang. Herefter skal man bare årligt indsende udgiftsbilag, smile op til ørerne og holde sin konto åben for solide indskud. Redaktionel produktionsstøtte er det man i England kalder for et rigtigt sovsetog 🏛️.

Mange mindre, annoncebårne medier kan mere end fordoble indtægterne ved at komme ombord.

Men jeg fortaber mig. Der skulle også beløb på ansøgningen.

Hvor meget skal man bede om? <

Skulle jeg bede om 100.000, 1 million eller 10 millioner kroner i etableringsstøtte?

Bevægede jeg mig op på millionen, skulle jeg selv hælde 1,5 million i projektet (enten i kroner eller i form af 7.500 max. 200-kroner-i-timen-arbejdstimer). Derudover ville jeg skulle aflægge et regnskab der overholdt kravene i bekendtgørelse nr. 1479 af 22. december 2014 om regnskab og revision af projekt- og aktivitetstilskud fra Kulturministeriet.

Holdt jeg mig under 100.000 kroner kunne jeg nøjes med selv at smide 150.000 kroner/750 timer i projektet og slap samtidig for de grumme regnskabskrav.

Himlen skal vide, at jeg ikkun er en bleg forbryder, en nervøs hattedame, en småsvindler. Jeg valgte det lille hyggebeløb 99.000. På mange måder et fint tilskud til at etablere et nyt medie med.

Alle er velkomne på sovsetoget.... <

Medienævnet er en samling på 7 viise mennesker 🏛️, der deler de mange millioner ud hvert år. Jeg forestiller mig dem siddende på øverste etage i Kulturstyrelsen om et vældigt konferencebord, badet i lys fra PH-lamper mens de nikker venligt eller ryster kort på hovedet, når de præsenteres for støtteansøgninger.

Medierådet lader faktisk til at være lette at tilfredsstille.

  • Man skal skrive nyheder på dansk og man skal selv skrive dem.

  • Det skal være artikler (m.v.) inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof - primært politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer.

Mit IT-Nyhedsmedie havde et lidt bredere emneområde end allerede eksisterende støttemodtagere som Ekkofilm og ComputerWorld og et noget smallere emneområde end støttemodtagerne Tænk og Vejle Amts Folkeblad. Ingen problemer.

Det er også nogenlunde let at imponere Medierådet med sin fænomenale kompetence og egnethed. Man skal både hoste op med biografi/CV og prøveartikel, når man ansøger.

Så for at undgå for mange ansøgninger, har man skruet op bureaukratiet ude ved skranken.

Alle er velkomne... Hvis de taler flydende bureaukratisk <

DJØF-prøvelserne er de sædvanlige:

  • Mange, uigennemskuelige og indbyrdes næsten modstridende regler. Vi afviser urentable medier- men I må godt regne redaktionel produktionsstøtte med som sikker indtægt. Vi vil gerne etablere nye medier - men freelancere kan I ikke få lov til at bruge. Vi regner i fuldtidsstillinger. Alle nye, adrætte Internet-medier skal være velkomne - så længe de opbygges præcis som print-medier.

  • Dokumentation spredt ud over hjemmesider 🏛️ , pdf’er 🏛️ , Word-dokumenter 🏛️ og det løse.

  • Man skal finde og udfylde ansøgningen på skiftevis web, pdf (valgfri), Word og Excel.

Denne forprøve føles i høj grad som et spil bureaukratisk Buzzwire. Man skal med ekstrem omhu navigere igennem mystiske regler. Rammer man noget forbudt, kommer der en grim lyd og man er ude. Uanset ens prægtige medieidés øvrige kvaliteter.

“Det er vigtigt at huske, at embedsmændene ikke opfatter deres job som at hjælpe nye medier til verden,” trøstede en tidligere støttemodtager. “De opfatter deres job som om de skal sørge for at reglerne bliver overholdt (strengt), så deres egen - og ministerens - røv ikke kommer i klemme, hvis nogen klager. Og der er altid nogen der klager, hvis man uddeler 3-400 millioner kroner.”

Excel-arket fra helvede <

Man skal for eksempel, uanset om man søger etablerings- eller udviklingsstøtte, udfylde et gigantisk regneark med det rene vrøvl eller løgn i over tusinde felter.

Svar hurtigt:

  • Hvor stor er dit nye medies annonceindtægt år 3, måned 9?
    Tja. Annoncemarkedet er vigende, flere og flere bruger Adblockere. Så...

  • Hvad er lønsumsafgiften år 2, måned 7?
    Døøh. Skats veje er uransagelige...

  • Hvad er bankindestående år 3, måned 4?
    Øøøøh

Min lille naturvidenskabligt skolede journalist-hjerne stejlede over at skrive så meget uunderbygget vås.

Det virkede helt forkert at love et utroligt redeligt medie. Og så samtidig forudsætte en masse, man overhovedet ikke havde belæg for at forudsætte, i ansøgningen.

Jeg havde heller ikke skruet på tallene for at få mediet til at se superrentabelt ud.  Til gengæld kunne jeg beviseligt sagtens lave et godt, populært medie på det budget.

“Giv mig 0,5 promille af jeres budget og jeg vil oplyse og underholde 5% af danskerne” kunne jeg love og henvise til en ganske pæn track record.

Så jeg valgte i første omgang ikke at svare på spørgsmålene under henvisning til at etableringsprojektet kørte i 6 måneder og at man virkelig ikke kan sige noget redeligt om hvordan økonomien ved internet-publicering ser ud i 2018. For slet ikke at tale om bankindestående en tilfældig måned om tre år..

Bzzz! Sagde det. Fejl! Øvelsen/prøvelsen hed budget og regnearket skulle pinedød udfyldes til sidste celle.

DJØF-øvelseslederen gav mig dog venligt nok fire dage til at finde på tal.

De fire dage brugte jeg på at spørge tidligere støttemodtagere, hvad de havde gjort ved denne tekniske og moralske prøvelse.

Alle er velkomne... Hvis de taler flydende bureaukratisk... og lyver lidt <

“Hold da kæft, det er blevet stort,” udbrød en. “Det regneark, jeg udfyldte, var kun ⅕ så stort. Men du ved. Djævlen finder arbejde til ledige hænder. Held og lykke.”

“Det at lægge budget er jo lidt af en særlig disciplin,” hjalp en anden på vej. “Hvis man laver sit eget budget, gælder det om at sørge for, at det holder. Når man laver budget for et nyt potentielt projekt - hvor man bruger andre folks penge - så gælder der helt andre regler. Så gælder det om at lave et budget, som på forhånd ikke kan afsløres som værende urealistisk og som bagefter ikke ser ud som om det var lavet med "dårlige hensigter". Og det er jo noget helt andet. Sidevisninger, annoncepriser, sponsorer, crowdfunding, abonnementsindtægter er jo meget fleksible størrelser i et budget.”

“Du skal bare give den fuld skrue,” lokkede en tredje. “iPad-abonnementer? Det bliver kæmpestort! Flattr-betalinger? Kæmpestore. Telmore Play? Kæmpestort. Udgiv kun mobilt? Kæmpestort!

Bare det er nyt, og de ikke aner noget om det, kan de ikke afvise. Og så får du pengene. Selvom din økonomi selvfølgelig ikke bliver bedre end de andre dødssejlerprojekter, der har fået penge.

Den redaktionelle produktionsstøtte går ind og dækker indtil 50%  af de redaktionelle omkostninger 🏛️. Hvor meget redaktionelt produktionsstøtte får man, hvis man har redaktionelle udgifter for 10.000 kroner? 5.000 kroner. Udgifter på 30.000 giver støtte på 15.000 kroner. Udgifter på 100.000 giver støtte på 50.000 kroner.

Og hvem sætter udgifterne? [kunstpause] Hmm?”

Klart stof til eftertanke.

Jeg betalte min revisor for at sætte urimeligt usikre tal ind i regnearket.

“Der er ikke overskud,” bemærkede hun.

“Nej, men underskuddet kan jeg selv dække,” sagde jeg. “Års erfaring fra den virkelige virkelighed viser, at jeg sagtens kan køre et ret fornuftigt medie i årevis med indtægten fra redaktionel produktionsstøtte og annoncer.”

Kort proces <

Bzzzt! Anden gang gik det ikke godt med mine bortforklaringer i prosa. Jeg stødte på paragraf 16. Projektet blev skudt ned i en sky af perfekt formet kancelli-sprog:

Medienævnet finder ikke, at I i ansøgningen på tilstrækkelig vis har godtgjort, at der er rimelig grund til at antage, at nyhedsmediet efter støtteperiodens udløb vil kunne blive økonomisk selvbærende, jf. § 16 i bekendtgørelsen.

Ansøgning afvist. Der var klagemuligheder. Men de ville klart være spild af alle involveredes tid og penge.

Lad os hellere lade denne historie blive opdagelsen af forbedringsmuligheder.

Forbedring 1: mindre bureaukrati og formalia <

Det giver meget god mening, at der er en art prækvalifikationsrunde før ansøgningen bliver forelagt de ældre vises nævn. De syv nævnsmedlemmer skal ikke tage stilling til alle ansøgninger. Kun de bedste. Der er brug for nogle prøvelser, der sorterer over halvdelen fra. Prøvelser, der kan afholdes af folk uden så meget viden om medieverdenen. Folk med lavere timeløn.

Men lønssumsafgifterne om 3 år? 1.000 spørgsmål? Det er min fornemmelse at denne vej

Selvfølgelig er det ikke sjovt for et offentlig kasse at give tilskud til byggeri af flere ikke-sødygtige skibe, når man allerede har 30 nybyggede plimsollere og 100 gamle, synkende skibe 🏛️ i søen.

Men mit forslag er at man ser mere på hvad den danske medieverden savner (redelige medier på et vist plan) og så støtter flere af disse.

Forbedring 2: anarki <

Man kunne også lade befolkningen bestemme hvor ca. 25% af mediestøtten skulle ende henne. Det har jeg skrevet en længere afhandling om: Drømme-mediestøtte 2016 🏛️.

Appendix A: mit ædle projekt <

En tragedie har altid en renfærdig helt med et ædelt projekt, der ikke lykkes. Skæbnens ugunst, onde menneskers rænker, heltens svagheder - alt kommer i vejen for en lykkelig slutning.

Sådan var min vej til afslag på mediestøtte også.

Mit ærefulde projekt var en art fortsættelse af IT-Nørdens blog, et medie til almindelige danskere om den magiske it-verden i evig udvikling. Selvfølgelig iklædt en støttepådragende omnibus-dragt og overholdende alle regler. Stof som Medienævnet hvert år støtter med millioner af kroner. Hundrevis af millioner går til de gamle omnibusaviser. Men, mere ansporende, fik medier som Tænk (forbrugerstof), Computerworld (it-branchen) og Ekkofilm (film) på ansøgningstidspunktet mellem 0,25 og 2,8 millioner kroner om året i redaktionel produktionsstøtte.

Jeg ville ikke engang have så mange penge til mit lille projekt.

"Giv mig 0,5 promille af jeres årlige støtte, og jeg vil underholde og oplyse mindst 5% af befolkningen" lovede jeg dem (med basis i kendte læsertal og kendte omkostninger).

Fordelen frem for de eksisterende medier, ville være en større uafhængighed af annoncører. Der ville ikke være en bevidstløs strøm af produktnyheder eller afskrifter af pressemeddelelser. Annoncerne ville enten være fraværende eller ligge i baggrunden.

Mediet ville tage udgangspunkt i læsernes hverdag og hjælpe dem. Gøre dem dygtigere og klogere vha. brugbare, langtidsholdbare artikler. Samtidig med at de fik en lind strøm af nyheder om  it-politik, streamingtjenester, mobiler og hvad der eller passer sig for et medie.

Du kan læse nærmere om projektets 7 års forundersøgelser på Tak for denne gang 🏛️.

Er du en renfærdig helt? <

Nej, desværre. Det her med at hjælpe almindelige mennesker til at kende forskel på svage og stærke maskiner, finde bedre software og undgå elendigheder er selvfølgelig lidt renfærdigt og helteagtigt.

Men I selve ansøgningsprocessen sad jeg og bandende, forbandende og i afvisningen kogte jeg af misundelse, forsmåelse og alle mulige andre lave følelser en rigtig renfærdig helt ikke ville have.

Links <

Kommentarer? <

Send dem til ss@vertikal.dk. Så gør vi alting bedre.

Hvad med Kickstarter? <

Jo, det er en mulighed.

De tre bedst finansierede dansksprogede 🏛️, journalistiske projekter på Kickstarter er pt.

  1. De yngre, hippe, på Vesterbro 🏛️, der giver VIP-fester 🏛️. 1.388 mennesker betaler 533.837 kroner.
  2. Hipster-musik 🏛️. 381 mennesker betaler 124.348 kroner
  3. Mere hipster-musik 🏛️. 234 mennesker betaler 63.630 kroner.

På Patreon er der kun en aktivist/journalist 🏛️. 76 mennesker betaler 5.800 kr. år. måned. Bestemt ikke dårligt.

Mit problem: jeg skriver til (mådeholdne 🏛️, it-svage) gennemsnitsdanskere. Jeg vil virkelig have svært ved at genfinde Tonny og Conny og få dem til at slippe slanterne.

Så kunne jeg droppe fattigrøvene og skrive for hipsterne/storbyakademikerne med flere penge, flere løse signalpenge. Men de læser The Verge 🏛️, Ars Technica 🏛️, Deadspin 🏛️ osv. osv.

Der er, uanset hvad, intet cool i at sige, at man støtter et it-site med undervisning, brevkasse og indkøbshjælp med x antal kroner pr. måned. Derfor fokus på mediestøtte og annoncer. Ligesom alle de andre.

Hvad med de andre indtægtskilder? <

Man kan også sælge støttestrømper 🏛️. Men det gider jeg heller ikke rigtig.

Eller få penge for at lokke læsere til annoncørernes arrangementer 🏛️. Men det gider jeg heller ikke rigtig.

Eller give særlig adgang til sine smarte fester. Men det gider jeg heller ikke rigtig.

Eller skrive artikler om Lenovos samarbejde med skuespiller Aston Kutcher, et samlet overblik over Lenovo-produkter til sommerferien 🏛️. Men det gider jeg heller ikke rigtigt.

Hellere lave et stykke ærligt, journalistisk eller programmeringsmæssigt 🏛️ arbejde, end sidde og diskutere formuleringer med en resultatlønnet marketingsdirektør hos en annoncør.

Jeg er ikke strømpesælger, marketingsmand eller fest/konference-arrangør og føler ikke at disse arenaer sukker efter min entré. Det er sjovt at skrive news-you-can-use og det er selvfølgelig rart når hundredetusindevis får glæde af arbejdet.

Find en rig mand (Aeon Magazine 🏛️), sælg et firma eller to til en god pris (The Guardian 🏛️) tror jeg heller ikke rigtigt på.

Men ideen med en fordelsklub/indkøbsklub kan vi lige tage for sig

Fordelsklubben, Indkøbsklubben? <

Det er for 3.000 danskere interessant at vide, at Asus F550JK 🏛️ er den fedeste spille-bærbare til prisen lige nu. Det finder de ikke ud af helt af sig selv (det er hårdt arbejde 🏛️).
At den så også er 500 kroner billigere i en af landets 100 butikker 🏛️ finder de heller ikke ud af helt af sig selv (det er også hårdt arbejde 🏛️).

Hvis 3.000 mennesker gad betale 100 kroner til mig for at spare 500 kr. pr. år, ville jeg have flere dage pr. måned til at finde det rigtige til den rigtige pris.

Men det er et svært system at stable på benene. Jeg har i hvert fald aldrig set, prøvet eller hørt om en rentabel fordelsklub/betalingsmur af denne type.

Det er nok lettere, at folk fortsætter med at betale 2-1.500 kroner ekstra pr. år for deres it-indkøb (selvom de bruger prissammenlignere som EDBpriser 🏛️ og Pricerunner), og så sparer de 100 kroner til en fjern, upålidelig, fejlbarlig aktør. - Jeg ville selvfølgelig forsøge at være nær, pålidelig og ufejlbarlig. Men folk skal betale på forhånd og så er der meget at bekymre sig om. Selvom de kan se god opførsel i årevis med et enkelt klik.

Den anden vej, en af butikkerne betaler mig for anbefale deres produkter duer slet ikke. Det gør produkterne dyrere og mine anbefalinger angribelige.