Kontor & Data '92

"Dirch var den største," siger Steven Snedker, og ser alvorligt på mig, da jeg træder ind i omklædningsrummet på Betty Nansen Teatret.

"Men jeg har været heldig at arbejde med de bedste instruktører Danmark har fostret," fortsætter han kaglende. "Victor Borges timing... Den var uovertruffen!". "En dag, da jeg sad i samtale med Ove Sprogøe..."

"Klap i, Steven," afbryder jeg ham. "Ja, du er en gammel frikadelle og ja, denne artikel handler om dit ti års jubilæum som skribent. Men fanden om nogen gider sidde og høre på dine tredjerangsanekdoter og ros til højre og venstre af kendte som ukendte.

Vi skal kun én ting i dag: læse din allerførste artikel. Se hvordan det begyndte. Hvordan begyndte det?"

Steven tøver. Men så svarer han med en fast stemme, der slet ikke er mærket af 10 års usund selvoptagethed.

"Jeg var 21 år og studerede på 3 semester på Datalogisk Institut. En dag spurgte Oskar om jeg ikke ville lave en reportage fra næste Kontor&Data-messe til Dansk Unix-brugergruppes blad. Jeg sagde jo. Den kom til at se sådan ud."

Ah, velsignede produktmesse, så kom du atter igen! Endnu engang kan udvalgte kontorslaver tage en dag fri og kræsent paradere rundt blandt faldbydende sælgere i usmagelige afarter af bordeaux dobbelt-radede habitter. Endelig kan den flæskede computernørd forlade sin evindelige applikationspillen og IRC-snak med god samvittighed, for nu skal der ses på nyheder. Ikke at man får noget af vide man ikke på forhånd vidste fra diverse fagmagasiner og nyhedsgrupper, det er denne "sense of occasion" der driver alle ud til det gamle center for en dags rekreation. Og alle kom: Den ældre ansatte i det sorte jakkesæt og den sådan lidt friske røde vindjakke, den skæggede folkeskolelærer i eccosko og fjällræven, de altid spejdende computernørder i deres joggingbukser og de knapt så socialt udstødte i deres spraglede friluftsjakker. Alle kommet for at nyde stemningen, underholdningen og festen på Kontor&Data.

Jeg er da heller ikke kommet mange meter inden for døren før jeg får stukket en indbydelse i hånden. Minolta Buisness Service byder på, siger og skriver 'V E R D E N S S E N S A T I O N'. Et øjeblik er jeg bange for at der er tale om en revolutionerende nyhed, men nærmere læsning af inbydelsen afslører at Minolta åbenbart senere på dagen vil forsøge at overgå Eskofot i dårlig underholdning. For to år siden traumatiserede Esko "ung med de unge'' fot messegæsterne med den ringeste rapgruppe der var at opleve i Danmark på daværende tidspunkt. Minoltas udsendte lover at deres sportsbegivenhed nok skal blive meget spændende. Jeg forsøger at tro på hende, og kaster mig ud på messen.

Og der, på McGraw-Hill's bord, ligger det nyeste nummer af Byte og spørger om UNIX er død. Tja, det var ganske levende da jeg tog hjemmefra, men hvem ved hvad der kan være sket i mellemtiden. En af de fleste ukendt holistisk teori siger, at hvis et spørgsmål stilles af et dobbeltnavnbindestregsfirma, må det også kunne besvares af et dobbeltnavnbindestregsfirma. Hewlett-Packard mener bestemt ikke at UNIX er død. De har lige sendt de første UNIX-servere med den nye PA—RISC 7100 processor på markedet, og der er her tale om rekord-ydelse. HP har valgt at holde fast ved en enkelt arkitektur og et enkelt styresystem, PA—RISC og UNIX. Det gør softwaren billigere at skrive og købe. Deres egne markedsundersøgelser hævder tillige at et HP 3000/987 mainframe system i ydeevne svarer til et IBM AS/400 E90, blot med den forskel at "anskaffelse og drift i tre år'' koster omkring det halve med HP løsningen.

Overvældet af medlidenhed med IBM gik jeg hen til deres stand, og spurgte venligt til deres fine mainframes og UNIX. Maskinerne havde de, men ingen UNIX. Den var død her og var blevet erstattet af AIX, som adskilte sig væsentligt fra UNIX ved at være UNIX og samtidig inkompatibel med UNIX. Til gengæld kunne man så gøre nogle ting i AIX som i UNIX ville kræve at man blev nødt til at lukke systemet. Mens den flinke habitklædte sælger havde berettet om sin AIX (og så den pæne mand!) var en computernørd kommet drivende forbi. Friluftsjakketypen. Jeg målte ham af. Han havde en Berghaus Trango Extrem Gore-Tex jakke til 2495 kr. på. Jeg var selv i min Berghaus Lightning Gore-Tex jakke til 1875 kr., så da sælgeren spurgte om vi selv ville prøve overlod jeg ham forskriftsmæssigt tastaturet. Vi stod så og hyggede os lidt med for (;;) fork () og gik så.

Endelig tid til at forfølge egne interesser. Cafax havde ikke noget, Fountain Brand ejheller. Tættest kom jeg ved Scanomats stand. "Har i sveskejuice?" spurgte jeg med hjertet i halsen. "Sveskejuice?" spurgte den stilfulde salgskvinde usikkert. "Ja" svarede jeg, "I ved, når man sådan sidder ned hele tiden .. så .. bliver det hele noget trægt og ...". Jeg måtte vente på at chef-sælgeren blev færdig med en kunde. Med ansigtet i alvorlige folder gentog jeg mit spørgsmål. Også han var en smule forbavset over sveskejuicebehovet, og måtte med skam melde at de ikke havde nogen automater med frugtjuice. Det var som at få et ønske afvist i Giro 413. Men så fik jeg øje på en automat der blandt andet indeholdt rosinpakker. Jeg takkede og gik tilfreds. Det var iøvrigt en af de pæneste stande: Alle bar et sort jakkesæt af god kvalitet og kraftige lædersko. De sidste års messer har været stærkt plaget af brune ruskindsvindjakker og ekstra små collegesko med kvaster hos sælgerne. Disse abnormiteter var i år henvist til stande i den mere snuskede ende. Selv de psykedeliske slips er på vej ud. De sarte pastelfarver regerer dog stadigvæk når man skal være lige så smart i tøjet som dem inde i Eleva2ren, selvom få tør at svinge sig helt op på mint-grøn.

Vejle havde også købt sig ind på en stand. Under skiltet "En Dynamisk By" stod en træt middelaldrende kvinde og spejdede forgæves efter erhvervsledere der gad lave noget i Vejle kommune, om ikke andet så bare betale skat til den. Der var ikke bid, men hvad kan man forvente når deres udsending ikke engang var klædt i folkedragt.

Jeg har aldrig set en 386 køre UNIX og troede at jeg på denne messe kunne finde et sted hvor nogen havde rigget en kraftig PC til med UNIX. Det bliver jo mere og mere populært og jeg kunne ligeså godt se det før som siden. Jeg valgte at bruge messens smarte informationssystem der var sat op på to PC'ere i forhallen. Og glemte straks alt om UNIX til PC. Det hele er jo egentlig ret enkelt: UNIX er ikke døende og det her er en messe, og en messe er underholdning.

Jeg kastede mig over info-PC'en. Først troede jeg at programmet ikke kunne finde det ønskede pga. ø'et i "børneporno" og prøvede så med "boerneporno", men der var stadig ikke bid. Systemet var pinligt usikkert. Nogle gange kunne det finde en ting, andre gange meddelte det at den ikke var i stand til at finde selvsamme ting. Det var lidt ligesom at være på en messe for flyvemaskiner, hvor de dratter ned.

Uforvarende var jeg kommet i nærheden af Minoltas stand. Pludselig gjaldede en sælger ud fra deres lille balkon "Velkommen mine damer og herrer til Minolta Danmark!". Jeg følte mig taknemmelig på en sær måde. Sælgeren lovede at cykelmand Hans-Henrik Årsted og boksemand Brian Nielsen skulle cykle 3000 m på nogle kondicykler og så bagefter slå på hinanden. Det lød jo næsten, men ikke helt, interessant. Entusiasmen i hans stemme var dog ikke til at tage fejl af, og folk kom strømmende til fra nær og fjern som var de statister i et krybbespil. Der kom også en farveeksplosion af en mand i rullestol rullende. De skal jo også have lov til at være her.

De to mænd cyklede så mens bamsede handelsskoleelever så fortabte til og sælgeren råbte at der godt måtte heppes. Et par social-klasse 5 tilfælde fulgte opfordringen og brægede lidt på Brian, men ikke så lang tid, og da slet ikke særlig længe efter at han endegyldigt havde tabt i cykling. Så hev sælgeren en gammel rødmosset mand i hvid skjorte og butterfly ind på den lille balkon, og sagde at Knud B. Larsen var boksedommer. Sært nok, jeg troede bare at han var dranker. Knud sagde så noget om at Brian var en dejlig dreng, og gik så lidt rundt på balkonen. Ind kom de så, den grove plebejer og cykelbuksebæreren, og første omgang startede. Gad vide om de kunne vinde en kopimaskine. Boksemanden vandt naturligvis, og Minolta fik lidt omtale på bagsiden af Politiken næste dag. Og så, og så ... Ja, så var der egentlig ikke mere.

Næste gang vil jeg have en middag på firmaets regning for at tage derud.

Året efter var jeg freelance-skribent for Alt om DATA og fik faktisk en middag på deres regning i Bella Centeret.

Jeg havde også lært at skrive lidt mere elegant og holde de studentikose morsomheder i noget strammere tøjler.