Tale ved mit 10-års jubilæum

Talen fra mit ti-års jubilæum, forbedret med hyperlinks. Løseligt bygget på H.C. Andersens Den grimme ælling.

I 1993 boede jeg i et et-værelseslejlighed, havde ingen kæreste, ingen penge og kedede mig generelt på datalogistudiet. Nu er vi samlet på tagterassen til mit 14-værelsers hus, min kæreste og mine to børn er til stede og jeg har en ret morsom daglig trummerum. I perioden har jeg også fået tid til at lave musik, skrive nogle bøger 🏛️ og udgive nogle cd'er 🏛️. Det er gået fremad de seneste ti år.

Jeg skal nok se tilbage på de forløbne ti år i denne tale. Men jeg vil først springe ti år tilbage og se frem.

For 10 år siden var jeg 22 år og havde studeret datalogi i tre år. Jeg havde opdaget nettet og morede mig utroligt over den nye kultur. Et enormt, bredere udsyn end det jeg kendte fra aviser, fjernsyn, lokalmiljø - selv bøger og bibliotek - var sprunget mig imøde. Jeg havde det sjovt med alle mulige hyperintelligente mennesker over hele verden, hvilket bestemt ikke var mange andre 22-årige danskere beskåret. Jeg var i mesterlære hos Mark Smith 🏛️ og, senere Philip Greenspun 🏛️, der nok har betydet mere for mig end alle mine datalogiforelæsere tilsammen.

Samtidig så jeg med stigende angst på jobopslagene på Datalogisk Institut. "Udvikler til statistikafdelingen i Statsanstalten for livsforsikring", "Programmør til Kommunedata" og det der var endnu mere tørt. Jeg så et liv foran skærmene på 3. kælderniveau i et forsikringsselskab. Et Dilbert 🏛️-liv truede.

Jeg var dog så heldig, at Dansk Unix Bruger Gruppe bad mig at skrive en artikel til deres medlemsblad, der senere blev min adgangsbillet til at skrive for computerbladet Alt om DATA 🏛️. I marts 1993 kvittede jeg mit solide job som kassedame, i maj 1993 indleverede jeg min første artikel (om det fabelagtige Internet) og 15. august begyndte jeg som selvstændig med CVR-nr. 17221930, branchekode 72100000, Konsulentvirksomhed vedr. hardware.

Det første år tjente jeg 5.500 kr. på Alt om DATA. Sommeren 1994 havde jeg dog tjent nok til at købe en pc til 14.230 kroner - indtil da havde jeg brugt min Amiga.

Det var ingen guldgrube at skrive om Internet. Men det var morsomt og udfordrende og begyndte lige så stille at give næsten lige så meget som kassedametjansen.

Så kom teleliberaliseringen, Internet-udbyderne, World Wide Web og læsernes ros. Min viden blev nu så eftertragtet og jeg fik så mange spaltemillimeter, at jeg kunne leve af skriveri. Men med kun én stor kunde bekymrede jeg mig stadig om hvorvidt jeg skulle skrive speciale og søge fast arbejde hos IBM eller Kommunedata. Eller fortsætte i det svære og risikable spor som selvstændig. Jeg fortsatte som selvstændig med kampråbet "Længst mulig i eget firma" 🏛️.

Selv da jeg fra 1997 begyndte at få tilbudt faste stillinger, der egentlig gav flere penge end skriveriet, foredragene og konsulenttimerne tilsammen, holdt jeg fast i eget firma. Med eget firma skal man nemlig højst møde til tiden et par gange om måneden, man kan holde fri, når man synes at man har råd til det, og slide med mere afvekslende opgaver end de fleste fastansatte. Bare man afleverer aftalte mængde i aftale kvalitet til aftalte tid (og sørger for hele tiden at skaffe nye kunder) er den i vinkel.

Min tid som selvstændig ville ikke have været nær så behagelig, hvis ikke det havde været for mine gode, faste kunder. Navnlig Alt om DATA og Jubii. Noget sjovt at lave hver måned.

En stor tak til dem. Jeg har begge steder fået meget frie rammer. Jeg har i høj grad fulgt de emner, jeg fandt interessante og det har - sjovt nok - været emner mange andre også var interesserede i. Jeg har, når det har været nødvendigt, fået lov til at bruge 12 sider eller skærmfulde på at løse læsernes behov. Jeg har ikke skullet overholde krav om pladsforbrug, nyhedstrekant eller - det allerværste - kravet om meningsforladt, generisk, homogeniseret fortællestemme. Disse simple afvigelser fra normen har en stor del af æren for de egentlig ganske høje læsertal og især læsertilfredsheden. Chefredaktørerne Okholm og Larsen har dertil været forrygende at arbejde for og har bakket mig op internt og eksternt (på Jubii har det dog været Martin Thorborg, der tog sig af den eksterne del 🏛️).

En stor tak også til udgiverne Klaus Nordfeld og Martin Thorborg. Det er ultimativt dem, der bestemmer. En redaktion kan være nok så modig. Det er udgiverens mod, der afgør, hvad der kan lade sig gøre.

Og så må jeg nok også hellere fortælle om mine fiaskoer. Jeg har haft mindst lige så mange fiaskoer som successer.

I 1994 kunne et slæv gamle venner og jeg se, at Internet var det helt rigtige sted for rubrikannoncer. Til at begynde med ville vi koncentrere os om de varer med størst avancer og dermed største indtjeningspotentiale. Biler og boliger. Databasen var let nok at lave. Men at interessere sælgere af biler og boliger var umuligt. Det var ikke en fordel at være først, når man ikke kan finde ud af at sælge. - Det kunne ingen iøvrigt. Områderne er stadigvæk fragmenteret til det ubrugelige 🏛️.

Fra 1996 til 2001 har jeg talt med efterhånden mange mennesker om at lave webbureau, content management system og sligt. Planerne har været store, men da det kom til stykket så lønarbejde alligevel mere attraktivt ud for partnerne end den ugentlige kamp for føden.

For DVDel 🏛️ ville succes være mange brugere. Men da de kom i 2002, kom de snuskede typer også og tjenesten måtte lukke. Og sådan er der så mange ellers fornuftige projekter jeg i perioden 1993 til 2003 investerede meget tid i, men som ikke rigtig gav det ønskede udbytte.

Til daglig oplever jeg den fiasko, at stads jeg ville skrive/programmere på en time ofte tager to timer. Jeg bruger i praksis en del fritid på at arbejde for andre.

Nogle skal tjekke deres egen puls. Jeg skal hele tiden tjekke firmaets puls. Er jeg på vej i den rigtige retning? Bruger jeg min tid fornuftigt?

Jeg tror at jeg med vertikal.dk er på vej i den rigtige retning. Vi har meget lave udgifter, en høj grad af ekspertise og kan forholdsvis hurtigt skalere op, når vi har brug for hjælp til større projekter. Vi har et netværk. Ingen får løn for at sidde og vente på kunder. Jeg tror at det er en type firma, man vil se mere til i fremtiden.

Konkurrenternes forretningsype med dyre kontorer i København K., jakkesæt+slips, telefonsælgere og høj pris for middelekspertise forsvinder ikke. Men flere og flere kunder opdager at nettet eksisterer, og at de kan finde ekspertise på det.

På Vertikal forsøger vi noget forholdsvis nyt. I stedet for brochure-tekst (som alle tåber kan lave og ingen rigtig kan få nytte af) forsøger vi at dokumentere vores ekspertise 🏛️. Det er passivt salg, og derfor ikke så effektivt. Men på den anden side virker det. Jeg har ikke skulle låne penge for at bespise jer i dag. Og nogle gange er vi heldige og får en kunde hvor vi rigtig kan dokumentere en forskel på os og de gamle firmaer.

Min yndlingserhvervspraktikant kunne desværre ikke komme idag. Men han er et godt eksempel på, at det så godt som altid kan betale sig at tale med alle, der besværer sig for at kontakte en.

Jeg vil i de kommende ti år forsøge at tale med flere mennesker og samarbejde med dem. Nu mestrer jeg ligesom allerede det her med at sidde i Elfenbensskolen og læse, distillere, formulere, optimere og opbygge.

Så alle med ideer til rentabelt eller morsomt samarbejde skal hermed opfordres til at komme frem. Jeg har stor erfaring med alt Internet-relateret og den analytiske intelligens er stadig nogenlunde velfungerende.

Og nu vi er ved det sociale: der er fri bar. Skål!

Selvpræsentationen i Alt om DATAs interne freelancermappe, august 1993.

Fra Vertikals interne medarbejdermappe, hvis den altså eksisterede.

Steven Snedker
32 år
Arbejdet som selvstændig siden efteråret 1993, de seneste to sammen med Martin under navnet Vertikal.
Statsligt sponsoreret uddannelse: specialeløs datalog og filolog.
Reel uddannelse: Internet-ekspert, formidler.
Arbejde: Faste kunder, ture i naturen, måske dig?
Fagområder: Nettet, økonomi, formidling.
Intresseområder: utallige (og i denne omgang ingen tidstypiske vitser á la syvstjernehealing 🏛️).
Fremtiden: hvad synes du?