Jaclyn Eastons StrikingItRich.com er overraskende læsning. Det er en bog om at drive forretning
på Nettet... der faktisk er god!
Fru Easton har gjort noget uhørt. Istedet for at genanvende gamle Amazon-anekdoter har hun
rent udført et stykke arbejde!
Erhvervsjournalisten har fundet 23 firmaer der rent faktisk tjener penge på Nettet og stillet dem
alle de spørgsmål man som vordende net.forretningsmand gerne vil have svar på.
Hvornår begyndte i? Hvad kostede det at opbygge forretningen? Hvordan tiltrækker I kunder?
Hvordan fastholder I dem? Hvordan skelner i gode kunder fra dårlige kunder? Hvad tjener I?
Utroligt nok svarer butikkerne beredvilligt og ærligt på de fleste af spørgsmålene. Easton har lavet
et prima arbejde.
Online-videobiksen Reel.com beretter for eksempel at "Ud af de 16000 daglige besøgende køber
omkring 500 (3%) et eller andet. Det gennemsnitlige køb af nye film er på 26.00$ (2.5 bånd), for
brugte film er det 16.50$ (2.75 bånd) og standardudlejningen er på 7.50$ (2 bånd). Generelt er
profitten på 25%."
Om de dyre bannerreklamekampagner kan de også fortælle at
"Reel.com får generelt en gennemklikningsprocent på 3% hvoraf 3.5% køber. Dermed ryger den
totale omkostning via bannerreklamer op på 30$ pr. salg."
Med 23 eksempler får Easton dækket et rigt udvalg af brancher og forretningsmodeller. Uanset
hvad man har påtænkt at gøre, eller er i gang med at gøre, er der inspiration og hjælp at hente i
StrikingItRich.com.
Det er kort sagt en bog enhver håbefuld net.forretningsdrivende bør læse.
Den er hård, konkret og skærer lige til benet i hver en forretningsbeskrivelse.
Dog skal man ikke regne med at man blot kan oversætte en af de 23 forretningers succes til
danske forhold uden videre.
Amerika er et enormt indre marked, der kan understøtte mange nicheforretninger. Samtidig er
Amerika et postordreland. Folk køber gerne pr. postordre og mange har ikke bedre alternativer.
En dansk, Internet-baseret biks, der sælger udstyr til svømmepøler og jacuzzier vil ikke
nødvendigvis opleve samme varme modtagelse som bogens eksempel.
Mange af de 23 forretninger var også blandt de første i deres branche til at gå på Nettet. I 1999 er
der trængsel om at komme til. Måske ikke så meget i Danmark, men det er alligevel værd at
tænke over før man som forretningsdrivende kaster 1 million ind i et projekt, der knapt kan tjene
100.000 kroner hjem.
Easton gør endnu et par ting som andre forfattere af net.forretningsbøger ikke gør. Hun opdaterer
http://strikingitrich.com 🏛️ med opfølgningsinterviews af de 23 virksomheder - et år efter. Her kan
de så stolt fortælle videre om hvor godt det går- eller forsøge at forklare hvorfor de "har valgt at
gå ind i en omstruktureringsperiode".
Der gives ikke sikre successer. Hverken på Nettet eller blandt de 23 ufatteligt succesfulde
virksomheder.
Men her er en af de bedste bøger om hvordan folk konkret har held med at drive forretning på
Nettet.