Nettets historie

Var det fordi tre vrede borgere engang i 1848 gik op til kongen, og krævede ændringer? Eller var det fordi den slags i løbet af de sidste hundrede år var blevet populært sydpå, og ligeså stille skyllede nordpå?

Svaret er: begge dele. Og dertil er der hundredevis af andre forklaringer. Teknologiske, religiøse, sociale. Når man skriver historie kan man ikke få dem alle med, og det kan være svært at vide hvor man skal begynde.

Med denne undskyldning kan vi gå i gang.

Da man byggede det første bibliotek, samlede man vistnok al verdens viden på ét sted. Folk med adgang til biblioteket, blev klogere end andre, og fik hurtigt en anden bevidsthed. De, der havde adgang, levede til dels i en anden verden end de, der var udenfor.

Da den første besked løb igennem den første telegrafforbindelse ændredes verden igen. Hidtil havde informations tophastighed været omkring 40 km i timen. En hastighed sat af budbringere på hesteryg, på skibe og til fods. Røgsignaler og lignende var måske nok hurtigere, men ikke meget.

Med telegrafen var der pludselig ikke to dagsrejser mellem et par byer. Der var få sekunder. Hvad angår information var der pludselig 0 km mellem New York og Washington. Og snart var der 0 km mellem de fleste store byer i den vestlige verden.

Internet er smart, men ikke uoverskueligt nyt for folk der er opflasket med folkebiblioteker, skolegang, radioer og telefoner.

Nettet - og det hedder Internet, når man er på det og føler sig tilpas ved det - er blot en ny måde at give folk det, de kan lide: stor viden og hurtig kommunikation. Som en ekstra bonus giver det også folk noget tredje, de godt kan lide: et sted at møde hinanden. Omend stedet er digitalt og egentlig bare ligger på en masse harddiske med ledninger imellem.

Netop dette sidste, at Nettet blot er en masse harddiske med ledninger imellem, er det vigtigt at holde fast i, hvis man vil have Nettet afmystificeret.

Det er jo kun en masse harddiske med ledninger imellem.

• Afstande eksisterer næsten ikke.

  Geografisk er der langt mellem København og Silicon Valley. På Nettet er afstanden 7 bogstaver - http://netuni.dk vs. http://www.sun.com.

  Adgangsmæssigt er der langt mellem DR og Steven Snedker. Alle danske husstande har apparater der modtager DR, ingen har Steven Snedker-modtagere. På Nettet er forskellen få bogstaver - http://www.dr.dk vs. http://snedker.netuni.dk.

• Netværk skaber digitale rum, hvor man kan mødes. Både med folk man kender og med folk man ikke kender. På IRC og i chat-rummene sker det i real tid. På e-post sker det i forskudt tid.

Det spændende ved det ARPANET der blev præsenteret i 1969, var den underliggende teknologi. Nettet var pakkebaseret. Data blev delt op i små pakker, der alle var påklistret en adressemærkat og et nummer. De blev så sendt afsted til den nærmeste computer i netværket, der så sendte pakken videre mod modtagermaskinen. Vel ankommet til modtagermaskinen blev alle pakkerne samlet igen. Endda i den rigtige rækkefølge. Voilá. Ikke noget med at vente i ti minutter fordi en anden brugte ledningerne til at sende store filer. Heller ikke noget med ikke at få pakkerne frem. Var en vej stoppet fortalte algoritmen pakken, at den blot skulle løbe en anden vej gennem netværket.

Det var nu ret overskueligt til at begynde med. I 1969 var der tre computere på Nettet og i 1971 var der 23. Der var ikke så meget at blive forvirret af.

ARPANET var dog ikke alene i verden.

I begyndelsen af halvfjerdserne kom andre computernetværk frem, og netværkene begyndte at slå sig sammen. Således kom det Hawaiianske ALOHAnet på ARPANET i 1972 og Nettet kom i 1973 til at strække sig over Atlanterhavet til University College i London og Den Kongelige Radartjeneste i Norge.

Alle disse fjottede net rundt omkring hos militæret og universiteterne kørte på forskellige maskiner med forskellige operativsystemer, hvilket gjorde det svært at kommunikere ordentligt. Man fik ikke så meget ud af Netværket, det store netværk, som man egentlig kunne.

Derfor gik en stor del af halvfjerdserne med at udvikle protokoller, regler for kommunikation, der gjorde det muligt at forbinde de mange netværk til ét netværk. Inter-netværket.

Elektronisk post er en smart tjeneste, der sætter to personer til at kommunikere skriftligt med hinanden på en komfortabel og hurtig måde. De fleste har vel efterhånden prøvet det. (Læs mere om de populæreste Internet-tjenester.)

Det er fint når det virker inden for en maskine eller et lokalt universitetsnetværk. Men det er endnu finere hvis det også virker ud over alle andre netværk.

For at få posten og de andre tjenester til at virke over hele Nettet, satte man sig ned og fandt på krav "ordentlig" Internet-post skulle overholde.

Samarbejdet skete på den siden legendariske og vidunderlige Internet-måde: omtrentlig enighed og kode der virker.

Havde man en løsning, der virkede, kaldte man den dog ikke Løsning på Internet-post-problemet som I alle sammen skal rette jer efter men hellere sådan noget som RFC733, Request For Comments nummer 733. Man dikterede ikke en løsning, men lavede en kladde og sagde: Hvis ingen har nogle alvorlige saglige indvendinger og efterfølgende bedre forslag - så gør vi sådan. Stille og roligt.

Og møgeffektivt.

Systemet var og er beslutningsdygtigt som et diktatur, retfærdigt som et demokrati. Og intelligent som et netværk.

Pionérerne og de utrættelige og ulønnede arbejdere i The Internet Society og The Internet Engineering Task Force har ved denne på én gang meget løse og meget stramme politik formået at gøre Nettet til en så gigantisk succes at alle vil være med.

Vort lands glorværdige Internet-historie begynder med Dansk Unix brugergruppe, DKUUG, der i 1985 jævnt upåagtet begyndte at tilbyde medlemmerne Internet-adgang. DKUUG, der senere skiftede navn til DKnet, leverede Internet-forbindelser til både akademiske institutioner og private firmaer.

Før 1991 skulle man dog til en vis grad være tilknyttet den akademiske verden for at komme på Nettet. Dengang var det nemlig et akademisk netværk.

Men i 1991 gik Nettet - og her menes globalt - fra at være forskningsnetværk til at blive allemandsnetværk. Enhver med pengene og lysten kunne komme på.

Nettet forblev dog rimelig ukendt blandt hjemmebrugere indtil Uni-c i 1993 begyndte at sælge Internet-adgang som var det en konsumvare. En ny branche var opstået: udbud af Internet-tjenester.

IBM fulgte hurtigt efter, men der skete ikke det store før sommeren 1995 hvor en række nystartede Internet-udbydere med Cybernet i spidsen begyndte at tilbyde grafisk Internet-adgang til omkring550 kr. pr. måned.

Det grafiske var vigtigt.

Nettet har ikke altid været den eksplosion af farver, lyd og roterende ting, det er nu.

Indtil 1995 var den typiske Internet-oplevelse kommandolinjer på grønne skærme.

Dengang stod valget ikke mellem 65.536 eller 16.7 millioner farver men mellem VT100 eller ANSI. Det var trist at se på, og derfor ikke så interessant for andre end kedsomhedstrænede akademikere at give sig i kast med.

Der var også noget andet knapt så attraktivt ved Nettet indtil engang i begyndelsen af 90'erne. Der var ikke så mange mennesker og så meget information på det.

Fætter Niels og de sjove plade- og filmselskaber var ikke på. Drømmepigen, Told&Skat og hjemmesiderne for skiløbere og Golden Retriever-ejere var der heller ikke.

Det giver en anledning til at uddybe net.forståelsen.

Nettet er stadig bare nogle harddiske med ledninger imellem. Men det vigtige er hvilke informationer og mennesker, der er på. Jo flere mennsker og jo mere information, jo bedre. Ligesom med telefonsystemer er mængden af de ting man kan bruge Nettet til steget med antallet af tilkoblede.

Nettet er adgang til information og mennesker.

The Internet Society (http://www.isoc.org) er en sammenslutning af mennesker, firmaer og organisationer, der gerne vil have indflydelse på Nettets fremtidige udseende. ISOC ejes ikke af nogle regeringer eller firmaer, tjener ingen penge og er hverken til salg eller til fals. Det viser en glorværdig historie. Det er ved hårdt arbejde lykkedes nogle ildsjæle at få en så geografisk, politisk, moralsk og økonomisk uhomogen indretning som Internet til at udvikle sig og vokse sig stor.

Og det er netop det eneste man ønsker i ISOC. At Nettet udvikler sig og bliver større.

Selve det hårde vejarbejde udfører The Internet Engineering Taskforce (http://www.ietf.org) og dens søskende-organisationer.

Som med ISOC er der tale om en sammenslutning af private nørder, firmaer og uddannelsesinstitutioner, der alle vil gøre deres til, at Nettet bliver endnu bedre og fungerer endnu glattere.

IETF er de tekniske fyre, der med deres viden og evne til at arbejde sammen sørger for, at Nettet vedbliver med at være en kurant, skalérbar størrelse, der fungerer på åbne standarder. Ingeniørerne i The Internet Engineering Task Force ved hvad der virker, og holder sig til det.

Den sidste vigtige organisation hedder The World Wide Web Consortium (http://www.w3.org) og kærer sig om udviklingen på WWW. Med pressemagneten og www-faderen Tim Berners-Lee i spidsen arbejdes der her på at gøre Nettet/WWW endnu mere kendt, vidtforgrenet og velfungerende. Med udformningen af et censursystem til WWW er der dog her tegn på et knæfald og kulturbrud gamle nettere ikke ser med milde øjne på.

Resten af Nettet kontrolleres af Internet-udbydere og såmænd også almindelige brugere. Du bestemmer selv hvad der skal ligge på din hjemmeside, og hvilket format det skal være i.

Har du en idé, der ikke generer andre, er du mere end velkommen til at føre den ud i livet, og kan du få andre med, kan det være, at det vokser.

Nettets økonomi er så enkel som telefonselskabernes. Du betaler for dit abonnement til din Internet-udbyder og for telefontiden til dit teleselskab. Din Internet-udbyder betaler så en vis sum penge til sin Internet-udbyder og en ordentlig bunke til sit teleselskab. Nettets åbenhed besværliggør monopoler, og den hårde konkurrence blandt både Internet-udbydere og teleselskaber har betydet at Nettet er blevet ved med at være så billigt som det egentlig er. Et Internet-abonnement koster en brøkdel af et telefonabonnement, koster ingen minutpris og har ikke noget oprettelsesgebyr på 1200 kr. Konkurrencen kommer virkelig forbrugerne til gode.