Tante B brænder broer - tanker uge 26/2024

Berlingske Tidende har opgraderet og i processen knækkket mindst 70.000 indgående links. Til skade for både samfundet og Berlingske.

Ingen adgang til Berlingske, kun sur fejlmeddelelse.
Jeg opdagede pludselig, at mine gamle links til Berlingske ikke virkede længere. Klikkede man på et link, fik man kun en sur fejlmeddelelse.
Det er synd for mine læsere, der evt. gerne ville vide mere om argumenterne i biblioteksdebatten.
 
Tante B knækkede i alt 70 af mine links til deres medie og omkring 70.900 af de andre danskeres links.
 
70.900 indgående links går til fejlmeddelelse i stedet for Berlingske.
Jeg har heldigvis et hemmeligt våben mod knækkede links. Men om det senere.

Hvorfor er det slemt at knække links? <

Billedligt talt: dit medie er en ø i et stort øhav. Tusinder af broer, kaldet links, fører til din ø.
 
Broer/links fragter hver dag tusinder og atter tusinder af læsere til dit medie.
 
Brænder du disse broer - knækker du disse links - mærker du
a) en nedgang i besøgsantal
b) en ringere placering i søgemaskinerne
c) irritation fra bibliotekar- og forskertyper og latterliggørelse i tabloide medier:
 
"TANTE B BRÆNDER BROER - senil eller træt af besøgende?"
 

Hvordan kan det ske? <

Den simpleste forklaring er, at de, der opgraderer Berlingske og mange andre store sites, ikke aner hvad de laver. Links anses for tekniske og dermed ligegyldige.

"Indgående links? Aner ikke hvad det er. Mener at huske, at det er noget vi er glade for. Men bare glem dem."

"Forhåndsviste links? Aner ikke hvad det er. Er vi klar til næste annoncekampagne?"

Og så brændte Tante B, som DMI og tusinder af andre før dem, de omhyggeligt opbyggede broer. Selvom kloge mennesker i årtier har advaret dem mod det.

Hvordan kan man undgå det? <

For Berlingske og alle de andre linkknækkere er det ret let. Tag indgående links, din historie og din placering alvorligt. Så sker den slags ikke.

Er du en medieejer, der vil genoplive dine links til Berlingske, er der umiddelbart to muligheder.

1) Skriv til dem og bed dem rette fejlen. Det er virkelig i deres interesse. [Fuld åbenhed: Berlingske har ikke reageret på min henvendelse og gør det næppe heller nogensinde]

2) Installer noget software. Her på Vertikal og Internetforbrugeren bruger vi Wayback Filter.

Wayback Filter i aktion. Læseren får som regel en brugbar side.
Kort fortalt sætter Wayback Filter et lille ikon efter et link. Klikker man på ikonet, ryger man hen på Archive.orgs historiske kopi af siden. Hårdt tiltrængt, for i denne uperfekte verden er 38% af alle links knækkede efter 10 år.

Men altså ikke for sider, der kører med Wayback Filter.

Du kan læse mere om Wayback Filter i Wikipedia rettede lige en million knækkede links og Link os klogere.