Når siderne er færdige - eller rettere mens de laves - skal der lægges kræfter i for at markedsføre westedet. Der skal bruges alle de tekniske svinkeærinder, som findes i bogen, for at gøre det appetitvækkende og letfordøjeligt for brugere, søgemaskiner og indeks.
Der er dog grænser, der ikke bør overskrides, og i øvrigt en række uskrevne regler, som ikke må brydes. Sker det, har det i værste fald den modsatte virkning, nemlig en bandlysning fra søgesystemerne.
Læs en masse om søgemaskineoptimering i artiklen Råd om søgemaskineoptimering.
Selv om marketingfolk og reklamebureauer gerne vil overbevise om det modsatte, så er søgemaskinerne stadig bedre end bannere, busreklamer, annoncer og de fleste andre traditionelle midler. 60 procent af brugerne kommer ikke ind via forsiden fordi de har tastet domænenavnet ind, men kommer ind på en underside, fordi de er kommet fra en søgemaskine, der har vist dem vej dybt ind i hierarkiet.
Det er kun de stærkeste varemærker, der kan regne med at folk husker deres URL bare på navnet. Resten af os bliver fundet fordi brugerne leder efter noget, der findes på vores sider.
Jo bedre man er til at få folk ind den vej og siden føre dem op i sidehierarkiet for at finde mere, desto flere og mere loyale brugere får man.
I dynamiske systemer kan man lave de mest fantastiske sider, der kan sikre mange og gode placeringer. Dynamikken åbner også mulighed for at lave velfungerende interne søgemaskiner, som er en helt enkel mulighed, der alt for ofte overses som virkemiddel for at lokke og holde på brugerne.
Penge kan købe hits <
Hvis man har en meget tyk tegnebog eller snablen direkte i mediet - som det for eksempel er tilfældet med tv-kanalerne - kan man selvfølgelig få masser af eksponering. TV er et magtfuldt medie, og tv-reklamer er utvivlsomt effektive. Det samme kan siges om massive annoncekampagner, der placerer et webested på busser, plakatsøjler, opslag i magasiner og helsider i aviser.
Det kun meget få websteder, der har råd til den slags indsatser, og heldigvis for os andre er behovet for den slags også størst, hvor der er flest at slås med - nemlig på konsummarkedet hvor man skal have fat i virkelig mange mennesker. Har man indhold, der er mere nichepræget, kan man være rolig. Her er en billig og målrettet indsats langt mere kosteffektiv.