Hvorfor det er godt at skrive lange artikler om småkager

Jeg har undervist i at skrive til nettet næsten siden dets spæde start. Jeg er mange gange blevet konfronteret med påstanden om, at folks tålmodighed er kort på nettet. Jeg har selv bekræftet den ved flere lejligheder. Mange mennesker læser kun korte tekster på nettet. Og derfor skriver mange mennesker kun kort når de skriver til nettet.

Jeg har skrevet at læserne er illoyale, og at de er svære at fastholde, og det er sandt. Mange læsere kan eller vil ikke læse lange artikler på nettet.

TL;DR-mennekser <

Men det er ikke netartiklerne den er gal med. Det er menneskerne. Eller rettere: der er ikke noget galt med dem. De læser bare ikke lange artikler. Det har ikke noget med mediet at gøre. Mange af dem læser heller ikke bøger. Eller Weekendavisen. Eller Information. Måske læser de Metroexpress og Søndagsavisen. Eller BT eller Ekstrabladet. Nogle gange på papir. Oftere på nettet.

De er TL;DR-mennesker. Too Long; Didn't Read.

FL;LDI-mennesker. For Langt; Læste Det Ikke.

For nylig delte Steven denne fantastiske og meget velskrevne – og forholdsvis lange – artikel 🏛️ med os to Martin'er på Vertikal.

Cirka 25-30 skærmfulde på min bærbare. Cirka 10 A4-sider printet i en læsevenlig skrift (ikke fordi jeg printede den. Gud forbyde det!). Omkring 3.000 ord. Altså ikke voldsomt langt. Jeg læste den til sidste punktum. Den anden Martin skrev tilbage: ”Jeg gav op inden jeg havde læst det hele, men for pokker hvor han har ret.”

Selve læsningen er et udbytte <

Artiklen er fantastisk, og slår sit budskab fast med elegance. Den gør den næsten cirkulære dialog og de gentagne mønstre til sin styrke. De fleste læsere fanger budskabet efter meget kort læsning, og så er der jo ikke nogen grund til at læse videre. Point taken, som Gentleman Finn siger i Mandrilaftalen. Ingen grund til at male videre på den kværn.

Men jeg nyder ikke bare pointen, men også læsningen. Jeg læser med stor fornøjelse videre i den velskrevne tekst lang tid efter at pointen er slået fast.

Det er ikke kun konklusionen men også selve læsningen, der er et udbytte. Rejsen er et mål i sig selv.

Konklusionen først <

Jeg var i mange år journalist og sidenhen chefredaktør på en håndfuld papirmagasiner. Her var mantraet at vi skrev konklusionen først. Spar læseren for at skulle traversere den lange tekst for at få det centrale budskab. Den underbyggende tekst er for dem, der vil have detaljer. Gemmer vi konklusionen til sidste side, bladrer de alligevel derhen før de læser teksten.

Jeg læste engang Digital Photography Review 🏛️ med stor ildhu. Dengang som nu udgav de endeløst lange anmeldelser af digitale kameraer. Og konklusionen var altid på sidste side. Swoosh, derhen og læse den, og så sidenhen læse resten, mæske sig i detaljerne, læse de lange, tekniske forklaringer.

Velskrevet og læseværdigt <

Nu er det heldigvis ikke alle, der skriver langt på samme måde som DPReview. De fleste skriver mere læseværdige og flydende tekster.

Paul Krugman er økonom, skarp som en ragekniv, en stor pædagog og i øvrigt Nobelprisvinder. Han huserer nu på New York Times 🏛️, hvor jeg er sikker på at en redaktør har belæst og belært ham om sagernes rette sammenhæng, for han skriver sjældent længere end cirka en halv A4-side.

Engang var han ikke bange for at skrive langt når det skulle til. Hans uofficielle arkiv 🏛️ rummer en del af hans gamle tekster 🏛️ fra da han var akademiker på Princeton, og ikke overvåget af en papirfunderet redaktør.

Det er ikke letlæst, men det er præcist og velskrevet og meget lærerigt og læseværdigt.

I dybden. Virkelig i dybden. <

Hvis man taler om fagsnak, altså mere faktuelle tekster, så er langt ofte godt. Vi taler ikke nødvendigvis om videnskabelige fagtekster, men simpelthen om grundigt arbejde, fældet ned på en læseværdig måde.

En af verdens bedste lange artikler på nettet handler om vejen frem mod at at lave verdens bedste cookies med chokoladestykker i. Selve opskriften er jo ikke så lang. Den fylder cirka en A4-side, og går lige til stålet. Jeg har bagt dem, og de er fantastiske! 🏛️

Men det bliver endnu bedre, hvis man først læser denne fænomenale artikel om processen af opskriftens ophavsmand James Kenji López-Alt 🏛️.

Artiklen hedder ”The Science of the Best Chocolate Chip Cookies” og beskriver på cirka 10-12 A4-sider eller med lidt over 5.000 ord og masser af illustrationer vejen frem til den endelige opskrift.
Underholdende, vidende, informativt, appetitvækkende.

Smør, olie, andet fedtstof? Smør!
Smeltet, rørt, brunet? Brunet!
Hele æg, blommer, hvider? Hele æg!
Bagepulver, natron, andet hævemiddel? Natron!
...og så videre, og så videre...

Alle sten vendes, intet forhold lades urørt, alle faktorer testes, og det er både lærerigt og muntert. Resultatet er én cookie-opskrift der skal herske over dem alle, men at følge processen, vejen derhen, gør nydelsen af de færdige småkager langt større.

I min egen verden <

Jeg publicerer ikke kageopskrifter, men jeg skriver også langt.

Omfattende, detaljeret, nørdet.

Kolleger og venner ved at jeg fisker en del og binder fluer, som det hedder. Altså snører fjer, uld og glimmer på en fiskekrog så det ligner noget fisk spiser. Det er noget, der kræver lidt teknik og viden, og jeg deler det jeg ved med andre på en hjemmeside om emnet.

Her kan man for eksempel læse 11 A4-sider og cirka 3.100 ord om tråden, der skal bruges til bindingen 🏛️.
Det er dog intet mod de 21 sider og cirka 5.500 ord om værktøjet, der bruges til at holde tråden! 🏛️
Og den blegner igen holdt op imod artiklen om saksen, der skal klippe tråden, som er cirka 28 A4-sider og 8.500 ord lang 🏛️.

Og måske lyder det absurd, men disse artikler er nogle af de mest populære på siden. De bliver læst igen og igen, selv her flere år efter at de er publiceret. Mine læsere kan lide den slags!

Longreads <

Og mine læsere og jeg er ikke de eneste der kan lide at læse langt. Begrebet Longreads eller long form dukkede op for nogle år siden. Jeg vidste ikke at det var det jeg skrev på mit fiske-site. Artiklerne var heller ikke så trendy og simpelt sat op. Longreads skal helst være fuld skærmbredde, rumme gigantiske billeder og ikke have noget ekstra udstyr i form af spalter, blokke eller andet visuelt gejl.

Men longreads er ikke desto mindre meget populære. Det de unge vi ha' at dømme efter POV.international 🏛️, Føljeton, Zetland herhjemme og de mange internationale sites, som de har fået deres inspiration fra. Så meget vil de unge ha' det, at der kan tages penge for det.

Longreads var, som navnet antyder, lange. Nu er stilen dog blevet adopteret af masser af hjemmesider, og steder som Medium eller Vice bruger den visuelle stil til alle artikler, korte som lange.

Begrebet dukkede op i årene 2009 og 2010 🏛️ og blev møntet i form af hastags som #longread og #longform, og adlet af at medier som New York Times begyndte at benytte dem.

Fordele og ulemper <

Der er selvfølgelig oplagte fordele ved at skrive langt. Den første, enkleste og mest betydningsfulde fordel er at man kan få det hele med. Man når aldrig til kanten af papiret eller til den sidste side, hvor der ikke er mere plads. Man kan fylde på til ens hjerte brister.

Det er selvfølgelig ikke ene godt, fordi det betyder også at man ikke nødvendigvis presses til at udelade eller slette ting. Alle journalister kender begrebet ”kill your darlings” og det er jo fristende at skåne livet på ens darlings, når man ikke er presset af afgrunden ved papirets rand.

Så selv om lange artikler kan være rigtigt lange, så skal man komme i hu at der skal redigeres hårdt ligesom i alle andre artikler. Blot behøver man ikke gøre det på grund af pladsmangel, men skal skære fordi indholdet er overflødigt, ligegyldigt, kedeligt eller dårligt.

Ulempen er at artiklerne bliver lange. Det er et tveægget sværd. Langt kan være godt, men længden vil uvægerligt afholde nogen fra overhovedet at gå i gang med artiklen og andre fra at læse den til ende.
Dybdeborende artikler kræver meget research, og en lang reportage, dokumentaristisk artikel eller fagtekst kan tage kolossal lang tid at forberede. Lange artikler vil ofte også tjene ved at have mange illustrationer, hvilket også kan være et problem.
De bedste lange artikler tilbyder et afvekslende visuelt landskab. Nogle få er slet og ret båret af en ekstremt velskrevet og medrivende tekst uden meget anden støtte, men de er få.

Den lange side <

De fleste longreads er simpelthen én lang side. Det er en del af den visuelle stil. Layoutet bryder ofte med det gængse layout i online-aviser og -magasiner, og bortskaffer som nævnt spalter, blokke, annoncer og anden staffage til fordel for et langt flow.

Nogle sites bryder lange artikler op i sider. DPReview laver typisk 15-20 separate sider til deres grundige anmeldelser. Et site som Ars Technica laver visuelle sidebrud i artiklerne med sidenumre og det hele, men bringer alt på én skærm.

Den lange side er meget velegnet til at blive vist og læst på en smartphone eller tablet, og det er nok også en af grundene til populariteten. En læse-session på 15-20 minutter ved en desktop-skærm er måske noget de færreste synes om, men i bussen, i sengen, i sofaen er det ikke noget besvær at læse langt på en kompakt skærm.

PS: Dette var ikke en en lang artikel. Under sølle 2.000 ord eller kun cirka 4 A4-sider. Det kan man ikke kalde langt.