Når AI går i selvsving

Hvad sker der når kunstig intelligens ganske snart begynder at fylde nettet med AI-genereret indhold?

Vi lever i spændende tider.
Kunstig intelligens (Artificial Intelligence eller bare AI) er all the rage lige nu. Alle medier flyder over med historier om denne fantastiske teknologi, og fordeler sig sådan cirka med
  • 40% fascination
  • 40% hyldest
  • 20% skepsis
Denne artikel fordeler også sit indhold på nogenlunde det plan, måske med en lille overvægt af skepsis.
 
AI er tryllebindende og fantastisk, og kan løse problemer på måder som ingen teknologi har kunne før. Samtidig er AI også så fuld af vrøvl og vås at jeg nogle gange undres over hvor det kommer fra. Eller rettere: det gør jeg faktisk ikke, for det kommer såmænd fra nettet.
 
ChatGPT, MidJourney, Dall-E og hvad de ellers hedder er alle trænet på indhold fra nettet. Tekst, lyd, billeder, video. De har opsamlet al deres ”viden” fra den næsten endeløse strøm af indhold, som er til rådighed for os alle sammen.
Eftersom der er både kloge ord og dumme ord, flotte billeder og grimme billeder, fakta og alternative fakta på nettet, så vil den kunstige intelligens uvægerligt komme med dumme ord, grimme billeder og alternative fakta nu og da.
 
Men AI-systemerne leverer også masser af brugbar feedback.
 

Bedre end noget menneske <

Jeg har selv brugt ChatGPT til at skrive anprisende markedsføringstekster, lave særdeles brugbar programkode og tjekke fakta. MidJourney har leveret webdesigns nærmest lige så gode som de bedste jeg har fået fra mennesker af kød og blod, og størrelsesordner bedre end de dårligste.
Webdesign, pronto!
Et forslag til design

MidJourney er noget billigere end en designer, og kommer ret langt på meget kort tid.
Nøgleordene her var hundetilbehør, hundebilleder, sort, brun, orange og webshop.
Jeg ved ikke hvad de mærkelige "hovedtelefoner" er, men som skitse til et design fungerer det.

 
Alt leveret gratis og på sekunder.
Allerede nu fyldes nettet med e-bøger, videoer, artikler, illustrationer, stemmer og meget andet, som er lavet af maskiner med kun ganske lidt menneskelig mellemkomst.
 
Værktøjerne er talrige og for det meste nemme at bruge, og skal man have lidt fyld til sin ”blog” med affiliate links til bil-, hunde-, børne-, bolig-tilbehør, så er det bare at fyre op under en stor sprogmodel (large language model) som ChatGPT, og bede den trykke på skriveknappen og generere indhold i massevis.
 

Så skal der sælges halsbånd <

Tekst om mit hundehalsbånd
Gode råd om hundehalsbånd

ChatGPT skriver tekster hurtigere end noget menneske kan.

Jeg bad ChatGPT ”Skriv en reklametekst om et fantastisk nyt hunde­hals­bånd med tilhørende hundesnor.

Derefter ”Skriv en tekst om hvordan man vælger den rette hundesnor og det rette hunde­hals­bånd til sin hund.” og til sidst ”Kom med nogle forslag til et navn på hunde­hals­båndet.
 
ChatGPT trak ikke vejret i mange sekunder før der lå tekster klar, lige til at klistre ind på min hunde-side, hvor jeg sjovt nok lige har aftalt med en stor leverandør af dyreartikler at jeg skulle gøre lidt reklame for deres nye produkter:
  • PawsomeFit
  • ComfyCollar
  • FlexiLeash
  • HappyHound
  • TailoredTether
  • SafeStrap
  • AdventureAmigo
  • SecureStyle
  • UltimateUmbilical
  • WalkWise
Alle sammen ChatGPT’s forslag!
 
Hvilken hund vil ikke gerne gå med den Ultimative Navlestreng? Ja, jeg spø’r bare ...
 
Jeg ville kunne fylde mit imaginære hunde-site med den slags tekster og masser at betalende links i løbet af en formiddag med ganske lidt tankevirksomhed og en del kopiér og indsæt. På sigt vil jeg helt sikkert kunne finde værktøjer, der hjælper mig med at få teksterne genereret og klaske dem automatisk ind i et Drupal- elller WordPress-site.
Så af sted til MidJourney og få lavet nogle hundebilleder.
 
Lidt arbejde med meta tags og måske lidt tuning af teksterne, og vupti, vupti, og jeg har et site hvis eneste opgave er at komme i søgemaskinerne og blive fundet af hundeelskere på jagt på gode råd om et nyt halsbånd.
 
Når det er på plads, så er det bare at poste på Insta, TikTok, Facebook og andre sociale medier. Det kan også automatiseres med et modul eller et plug-in. Måske lidt AdWords og et par FB-annoncer også. Det er der nok råd til.
 

Kom ind i min butik! Klik på mine links! <

Fancy hundehalsbånd
Røde hundehalsbånd

Ikke-eksisterende hunde med fancy hhv. røde ikke-eksisterende halsbånd på.

Næste dag gentager jeg succesen med kattebakker. Dagen efter med flyverdragter til børnene. Så med dæk til mountain bikes. Så med bådmotorer, campingblus, stavblendere, rokkokopuder und so weiter und so fort.
 
Sådanne hjemmesider findes allerede i hundredetusindvis, men laves manuelt, for det meste enten med kopieret tekst eller ved at skribenter sidder i digitale sweat shops og producerer ligegyldigheder. Med AI kan antallet af disse sider forøges med størrelsesordner på kort tid. og hvor en enkeltperson før måske kunne jonglere en snes af sådanne sider, så kommer pågældende nu til at kunne håndtere hundreder, hvis ikke tusinder.
 

En selvforstærkende lavine af bras <

Indholdet vil i bedste fald være værdiløst og i værste fald hovedrystende forkert. Noget vil være OK, men sikkert ret selvfølgeligt, men det vil være der. Ligesom mange af de eksisterende affiliate-sider, så er vil de nye sider være kulissebyer, som intet substantielt rummer, men kun ser ud, fylder i søgemaskinerne, trækker trafik – og formidler links, der betaler et kickback til deres ejere.

 
Men det er ikke kun reklamer og links, der genereres. Masser af etablerede medier har allerede i en tid udgivet artikler lavet af AI (ikke alle med lige stort held), men nu får alle adgang til det, og mængden her vil uden tvivl også stige. Nogle medier modtager allerede gerne "kunstig" tekst, blot den er deklareret, fx. Medium.
 
De nuværende data bag ChatGPT er fra 2021. Men i fremtiden slipper OpenAI, firmaet bag ChatGPT måske sine robotter løs på 2023- eller 2024-nettet og begynder at høste ”ny viden” til sine sprogmodeller.
 
Og hvad finder de?
 
Masser at AI-genereret indhold, som føder en ny generation af AI-genereret indhold.
 
Meget lidt er mærket som AI-tekst, og rigtig meget kan ikke skelnes fra den ægte vare. Og rigtig meget er - som nævnt - i bedste fald platituder, i værste fald nonsens.
 
Tal lige om selvsving!
 
Jo, vi lever i sandhed i spændende tider.